Valget i Lyngby
Oberst Colding, Militaristen, han, hvis Program er fremdeles at bygge Fæstninger paa Trods af Folkets Vilje, 1151 Stemmer, og Maler Jensen, Socialdemokraten, hvis Program er at bygge Folket et Hjem med Plads og Rum for hjemløse Smaa, med Skoler for de Unge og en fredelig Alderdom for de Gamle, 445 Stemmer --- et smukt Resultat, skriver Oppositionsbladene. - Nej, et meget fattigt Resultat. Og er Skylden herfor ikke, til Dels Kvindernes?
De har ikke ved dette Valg staaet ved Mændenes Side; thi hvis de havde det, var Stemmeantallet rimeligvis blevet omvendt.
Man kan forstaa, at en Mand, der sidder med Kone og Børn, kan blive svag ved Trudslen om at miste sit Arbejde, hvis han stemmer efter sin Overbevisning, naar hans Kone klager og jamrer sig; ja, man kan næsten tilgive hans Fejghed. Men en Mand bliver stærk, og Trudslen taber sin Magt, om Hustruen paa Valgdagen med Kærlighed ser ham ind i Øjet og, siger: „Glem i Dag, at Du har Kone og Børn og vær tro mod din Overbevisning!” Gør alle Hustruer det, kan man være vis paa, at den Valgkandidat, der arbejder for al sand Kultur og Menneskeret, vil sejre over den Militarist, der vil sætte Landets Penge i et saa uproduktivt Foretagende som Københavns Befæstning. Og man kan være vis paa, at den Arbejder, der har Mod og Sandhedskærlighed til at være sin Mening bekendt, dog i Længden bliver den, der foretrækkes, agtes og æres - og mister ikke sit Arbejde. Men Kvinderne har ikke støttet dette Valg, og her har vi Resultatet! - Os kan det ikke trøste, om Oppositionsbladene kalder Højre i Lyngby for Grævlinger, lige saa lidt som vi vil være med til at bruge Ukvemsord mod vore Modstandere, kalde dem Sammensmeltere eller Forrædere. Derved kommer vi ikke videre; men det kan vi sige, at en Mand, der som Oberst Colding fra Valgtribunen tør raabe „Hold Kæft” til Vælgerbefolkningen, han kan umulig være en værdig Repræsentant for den menige Befolkning, og til ham har mange Arbejdere givet deres Stemme!
Om tre Maaneder er imidlertid disse Folketingsmænds Saga ude, lad os Kvinder bruge Tiden imens til at klare for os selv, at naar Valget atter staar for Døren i Lyngby og hele Landet over, da skal Kampen staa imellem Militarismens Mænd, der vil ruste og øde Folket økonomisk og moralsk, paa den ene Side, og paa den anden Side de Kandidater, der vil Kultur og Menneskelivets Ret. Og paa den Side maa Kvinderne da være.