Kvinderne i Indien.
(Saamanden.)
Dr. Emma Ryder, en amerikansk Kvinde, der praktiserer som Læge i Bombay, Hindostan, vil snart udgive en Bog om sine Erfaringer med Hensyn til Kvindernes Liv i Indien. Hun siger, at Ramabais Skildringer, der fyldte os med Forundring og Rædsel, ikke er det mindste overdrevne. Det Tyranni og den Grusomhed, som udøves, især mod de stakkels Enker, er rent ud eksempelløs. Hun skriver saaledes: „Da jeg kom til Indien, ventede jeg at finde Kvinder og Piger, der vilde ligne dem, jeg havde set i andre tropiske Lande, friske, med mørke Ansigter og leende, klare Øjne. Jeg kan ikke udtrykke den Forstemthed, jeg følte, da jeg mødte disse halvt udviklede Kvinder med deres haabløse Blik, deres skeletlignende Arme og Ben, og saa dem vandre det foreskrevne Antal Skridt bag deres Husbonder, uden et Smil paa deres Ansigter. Naar jeg traadte ind i eller passerede deres Huse, hilste aldrig Lyden af Musik mine Øren. Naar jeg saa dem i den hedeste Middagssol med kun en tynd Kalikobeklædning paa Hovedet eller i øsende Regn gaa uden Regnhat, fordi ingen gift Kvinde har Lov til denne lille Behagelighed; naar jeg saa alle disse Ting og vidste, at der ikke var Kærlighed i deres Hjerte for dem, som skulde have været deres Opholdere, Beskyttere, Helte - ja da maatte jeg tænke paa den gamle Negerindes Ord til Fredrik Douglas i en af de mørkeste Dage af hendes Slaveliv: „Fredrik, er Gud død?”
En rig Købmand kom for at raadslaa med mig om sin Hustrus Helbredstilstand. Han var elegant klædt og bar en guldsyet Turban. Hans Ansigt og hele Figur tydede paa, at han rigeligt tog for sig af denne Verdens Goder. Han sagde: „Min Hustru er 16 Aar; hun lider meget, og hvis det ikke er for dyrt, vil jeg have hende kureret; men først maa jeg vide, hvad det koster. Vi har været gifte i 8 Aar, og i den Tid har hun været en meget god Kone. Hun taler nemlig aldrig; men naar jeg kommer Hjem, stiller hun sig bag mig, til jeg giver mine Ordre, og da skaffer hun mig Middagen hurtigt. Hun volder mig intet Bryderi, hun er ulig de Koner, som vil have en ny Kjole hvert Aar - hun trænger aldrig til noget. Hun koger for alle mine 8 Brødre, bærer Vandet op paa sit Hoved tre Etager. Jo, hun er en ekstra Kone, men nu er hun bleven syg, fordi jeg først fik Sygdommen, som nu er gaaet over paa hende. Hvad vil det koste at faa hende frisk? Jeg vil ikke betale for meget. Hvis det koster for meget, maa hun hellere dø. Jeg bryder mig ikke om det, der er nok af Hustruer at faa; men jeg lider ikke andre Koners Kogning. En ny Kone kunde give mig mere Bryderi. Jeg vil give dig 10 Rupies (2 ½ Dollars) for at gøre hende frisk; hvis det ikke er tilstrækkeligt, vil jeg ikke betale mere. Jeg har altfor meget at betale til Doktor, naar jeg selv bliver syg; jeg maa betale 150 Rupies. Vil Du kurere hende for 10 Rupies - godt - men jeg betaler ikke mere. ”Jeg forklarede ham, at hendes Medicin vilde koste mere end det Beløb, og han gik da sin Vej, sigende: „Det faar saa være det samme, jeg tager da hellere en ny.”
Her er et andet Tilfælde, En Enke sagde, da man spurgte, om hun havde Børn: „Jeg havde en lille Pige, men hun døde en Uge efter sit Ægteskab, og jeg er glad for det, saa slipper hun for at lide mere.” Dr. Ryder fortsætter: „Hvis jeg kunde tage mine Læsere med mig paa en Runde af Visiter og lade dem se disse smaa Hustruers Tilstand, vilde der ikke behøves Ord fra mig for at sende Eder ud, skrigende i denne Ørken af Synd. Dersom I kunde se de lidende Ansigter af disse Barnehustruer, som ikke er i Stand til at staa oprejste, de lammede Lemmer, som ikke længer vil lystre deres Vilje; hvis I kunde høre den klagende Jamren hos disse smaa Lidende, som de klamrer sig til Eder med deres spæde Hænder og anraaber om at lade dem dø, og saa vende Eder om og lytte til de brutale Bemærkninger fra den lovlige Ejermand angaaende hans Ejendoms Tilstand; dersom I med mig kunde staa Side om Side med det lille sammenskrumpede, døde Legeme og saa paa den anden Side have den nye Hustru, med hvem Dyret allerede var forlovet før Hustruen døde, vilde det ikke tage lange Beviser for at overtyde Eder om, at der var en dødelig Uret et eller andet Sted, og at Nogen maatte være ansvarlig for den. Manden kan være det gemeneste og modbydeligste Kreatur; han kan være blind, gal, Idiot, Spedalsk, eller have en endnu modbydeligere Sygdom; han kan være 50, 70, ja 100 Aar gammel og gifter sig alligevel med et Barn paa 5 eller 10 Aar, som hader hans Nærværelse. Men hvis han gør Fordring paa det, maa hun gaa, og den engelske Lov tvinger hende til at blive i hans Magt eller sætter hende i Fængsel, om hun nægter. Der er intet Slaveri paa Jorden, der kan sammenlignes med det, disse Smaapiger i Indien lider.”
