Hvad lo de af?
Føret var skrækkeligt. Sporvognen var næsten fuld. To Damer, en ældre og en yngre, skyndte sig efter den, vinkede med Paraplyerne - forgæves. Konduktøren billetterede ovenpaa.
Bag paa Sporvognen sad to unge, velklædte Mænd; de saa Damernes Anstrængelser, men de sad for godt, gad ikke strække Armen ud for at ringe.
Saa fik den unge Dame en Idé, slap den ældres Arm og løb efter Vognen, indhentede den, sprang hurtigt op og ringede selv. Vognen standsede. Nu saa man den ældre Dame saa hurtigt, som hun formaaede, komme efter sin - efter min Mening flinke - unge Ledsagerske, der, varm og med blussende Kinder, afventede det Øjeblik, hun kunde række den ældre Haanden og faa hende placeret.
Men hvad gjorde de unge Mænd? De krummede sig under et vældigt Latterudbrud. Hvad lo de af? Mon det var af den raske unge Pige eller af deres egen Dumhed?
Er det mon latterligt at springe op paa en Sporvogn, naar den er i Gang? Jeg synes, det er mere latterligt at se ganske unge stanse dette Befordringsmiddel, selv om det kører ganske langsomt. I alt Fald véd jeg, det er mere dyrekærligt, om man saa kan sige,
