Krig mod Krigen.
Den talentfulde Forfatter, Guy de Maupassants Sindssygdom har vakt almindelig Deltagelse overalt, hvor hans Arbejder er kendte. - Det kan maaske derfor interessere vore Læsere at høre hans Udtalelser som Fredsven i hans sunde Dage.
„Naar jeg blot tænker paa det Ord: Krigen, bliver jeg saa underlig til Mode, som om man talte til rnig om Hekseri, Inkvisition, eller en anden fjern Tilstand, afsluttet, afskyelig, væmmelig, mod Naturen.
Naar vi taler om Menneskeæderi, trækker vi stolt paa Smilebaandet i Bevidstheden om vor Overlegenhed over disse Vilde. Hvem er de Vilde, de virkelige Vilde? Er det dem, der slaar hinanden ihjel for at spise de overvundne, eller dem, som gør det samme for at dræbe, kun for at dræbe?
De smaa Infanterister, som løber der nede, er bestemte til Døden lige som de Faareflokke, som en Slagter støder ned i Slagtehusene. De vil falde paa en Slette, Hovedet kløvet af et Sabelhug, eller Brystet gennemboret af en Kugle, og det er unge Mennesker, som kunde være nyttige.
Deres Fædre er gamle og fattige; deres Mødre, som i tyve Aar har elsket dem, som kun Mødre kan elske, faar at vide om et halvt eller maaske et helt Aar, at Sønnen, deres egen Dreng, der er bleven opdraget med saa megen Omhu, saa megen Kærlighed, er kastet ned i et Hul som en død Hund, efter at have faaet Maven revet op af en Kanonkugle og nedtrampet, knust, æltet sammen til en ukendelig Masse under Hestehovene. Hvorfor har man dog dræbt hendes Dreng, hendes smukke Dreng, hendes eneste Haab, hendes Stolthed, hendes Liv? Hun véd det ikke. Ja, hvorfor?
Krigen! . . . . kæmpe! . . . . dræbe! … nedsable Mennesker! Og vi har den Dag i Dag, i vor Tidsalder, med vor Kultur, med den udstrakte Videnskab og den filosofiske Modenhed, hvortil man tror, Menneskeheden er naaet, vi har Skoler, hvor man lærer at myrde, at myrde i lang Afstand, med en høj Grad af Fuldkommenhed, en hel Mængde Mennesker paa en Gang, at dræbe stakkels Djævle, uskyldige Mennesker med Kone og Børn, og det uden Lov og Dom.
Og det mest forbavsende ved det hele, det er, at Folkene ikke rejser sig mod deres Regeringer. Hvad Forskel er der saa mellem et Kongedømme og en Republik? Det mest forbavsende er, at ikke hele Samfundet gør Oprør mod det ene Ord: Krigen! . . .”
