En smuk Begravelse.
Overensstemmende med den afdødes Ønske blev Johanne Svendsen begravet fra Frimenighedskirken „Herrens Kirke” paa Kong Georgs Vej, og ved hendes blomstersmykkede Kiste holdt Pastor Carstensen en varm og hjærtelig Tale om den afdødes Kamp for Sandhed og Ret. Mest søgte han at opflamme de talrige til Stede værende Kvinder og Mænd, der havde fyldt Kirken, til at fortsætte denne Kamp mod Brutalitet og Overgreb mod de fattige Arbejdere, indpræntede dem, at her paa Jorden var Kampen for Retten staaende, og alle de, der deltog i denne Kamp, i Grunden Martyrer. Men Trøsten laa deri, at ved denne Kamp var vi i Pagt med den evige Kærlighed, ti én Gud var Fader til os alle, og Kærligheden i Gud bør først og fremmest vise sig i Kærlighed til Brødrene.
Kisten blev under vajende Faner baaret ud af Kirken af de kvindelige Væveres Fagforenings Medlemmer, hvis Formand Johanne Svendsen havde været. Kranse med store Sløjfer fra forskellige Foreninger smykkede Kisten; saaledes saas Kranse fra Væverne fra Rubens, Grøns og Cohns Fabriker. I det daarlige Vejr fulgte en talrig Skare, et helt Folketog, den afdøde den lange Vej ud til vestre Kirkegaard, hvor Præsten atter holdt en kort Bøn, og Salmen „Dejlig er Jorden” blev afsungen. Til Ære for den døde blev der blæst en Koral, og sluttelig trykkede man i den kolde Vinterstorm hinandens Haand med et levende Haab om Vaar og Sommer for den fattige, flittige Arbejderkvinde, der som Johanne Svendsen havde sat sit Liv til for at rejse Kvinderne til Kamp og Ansvarsfølelse for Kvindesagen.
Mest Indtryk ved Begravelsen gjorde maaske dog det uvante Syn, at en af den afdødes Arbejdskammerater, Formanden for de mandlige Vævere, Møller, i Kirken, fra selve Alterets Fod, ved Siden af Præsten i faa hjærtelige Ord takkede den afdøde for hendes Arbejde og bad Foreningerne ære hendes Minde.
Hele Højtideligheden i Kirken var som i et Hjem og i en Kreds af Venner og Brødre.
