Københavns Befæstning og Neutraliteten.

Personlig Indledning.

"Selvros stinker". Men: "Nur die Lumpen sind bescheiden" (c: kun Pjalte er beskedne).

Disse to Ordsprog holder hinanden Stangen. Den gyldne Middelvej ligger midt imellem. Den skal jeg forsøge at holde, naar jeg nedenfor maa tale lidt om mig selv.

Hvorfor - spørges tidt - gjorde Fredssagen saa hurtige Fremskridt for nogle Aar siden, og saa langsomme senere? "Foreningen til Danmarks Neutralisering" stiftedes den 28de November 1882. I Avgust 1884 deltog jeg i Fredskongressen i Bern. Efter Hjemkomsten derfra holdt jeg i Vinteren og Foraaret 1884 - 85, i næsten alle Egne af Landet, nogle og tyve Foredrag om Danmarks Neutralisering og Københavns Befæstning som dennes værste Hindring. Møderne var offenlige. Der mødte som mine Modstandere Landofficerer af alle Vaabenarter lige fra Løjtnanter til Oberster. Der var tidt tre paa en Gang mod mig alene. Møderne var godt besøgte, Stemningen livlig, og Stiftelsen af 17 Kredse¹) af Fredsforeningen i kort Tid var Mødernes nærmeste Frugt.

I de følgende 3 - 4 Aar er flere af de gamle Kredse næsten sovede ind, og kun 7 - 8 ny stiftede.

Hvorledes kan dette forklares?

Min egen personlige Virksomhed tillægger jeg ikke megen Fortjeneste. Men Sagen var saa god, at den nok kunde trænge igennem, om jeg end tidt havde Modstandere, som var overlegne i Ordkampen.

Den Ros vil jeg dog tage imod, at jeg satte megen Arbejdskraft ind paa at sætte Fredssagen i Gang her hjemme. Naar det var sket, havde jeg imidlertid haabet, at tilstrækkelig mange havde forberedt og uddannet sig til at holde den i Gang. Jeg er desværre langt fra "utrættelig" - som man har været saa god at kalde mig - ; ej heller vilde min Helbred nu tillade mig et nyt "Krigstog imod Krigen" som det i 1884 - 85.

Et saadant maa imidlertid begyndes igen. Øjeblikket dertil er kommet. Det gælder kun at finde Personerne og - Pengene. Lad dog de mange, som føler varmt for Fredssagen, men af forskellige Grunde ikke kan yde personligt Arbejde, i det mindste ofre de 50 Øre²), som det koster om Aaret at være Medlem af en stedlig Kreds af Dansk Fredsforening. Og har de ej engang Raad til det, saa maa de vel dog kunne paavirke andre og interessere dem for Stiftelsen af saadanne Kredse, hvor der endnu ingen findes, eller den gamle er skindød. -

Hvorledes kan dette forklares? - spørger jeg endnu en Gang - hvad er Grunden til det hurtige Fremskridt da og det meget langsommere nu?

Hovedgrunden ser jeg i Maaden, hvorpaa Sagen fremmes. Praktisk fremmes en Sag bedst ved altid at holdes saa nær som muligt til Ilden af de mest brændende politiske Spørgsmaal. Det mest brændende er for Øjeblikket Københavns fortsatte Befæstning, oven i Købet ved Penge, som ikke er bevilgede paa den i Grundloven hjemlede Maade, men tagne trods Folketingets foregaaende Indsigelse, udtrykt saaledes, at "Folketinget atter forkaster Forslaget om Københavns Befæstning og nedlægger Indsigelse mod de Befæstningsarbejder, der under Ministeriets eller privat Ledelse foretages uden Rigsdagens Samtykke." En saalydende Udtalelse vedtog Folketinget med 67 Stemmer imod 26 den 1ste April 1888.

Kort efter begyndte Ministeriet mod næsten feberagtig Hast at handle stik imod det folkevalgte Tings Udtalelse. Denne Ministeriets Færd vil blive Hovedspørgsmaalet ved de forestaaende Folketingsvalg.

Spørgsmaalet har tre Sider: en statsretlig, en finansiel og en reel.

At belyse den statsretlige Side, - Ministeriets Færd i Grundlovens Lys, - er den egenlige Politikers Sag. Her staar Parti imod Parti.

At belyse den finansielle Side, - hvad er 8 Millioner Kroner?3) til hvor meget nyttigt Arbejde, som trænger til at udføres, kunde de ikke bruges! - det er en Opgave, hvor den egenlige Politiker (Partipolitiker) bør kunne mødes med Fredsvennen, uden Hensyn til Parti.

Med den reelle Side er vel det samme Tilfældet, men her er det i Særdeleshed, at Fredsvennen har sin Opgave. Fredsvennen skal især fremdrage og lægge til Rette, hvorfor Københavns Befæstning er ej alene unyttig, men ligefrem skadelig, - hvorfor den saa langt fra er en Betryggelse, at den ligefrem er en Fare for Danmarks Neutralitet, - altsaa: en Fare for Freden!

Tillad mig (da man i Folketinget ofte hverken kan høre eller høres) at gengive, hvad jeg - med Tanken paa Fredsvennernes formaalstjenligste Virksomhed i den nærmere Fremtid - udtalte i Tinget den 14de Januar 1889 (i Følge Folketingstidende, Spalte 2594 - 95):

Der ymtes om, at Folket nok skal komme til Ro, naar nu Befæstningen bliver færdig, og at man, naar man har talt derom og givet sine Følelser Luft en vis Tid, falder til Føje, fordi det bliver en af disse fuldbragte Kendsgerninger, som der intet er at gøre ved. Jeg haaber, at det ikke nogen Sinde skal ske. Efter min Opfattelse er de Befæstningsanlæg, der for Tiden udføres om København, saa langt fra at være en Betryggelse for vort Forsvar, at de snarere er en Fare derfor. København har ingen strategisk Betydning, men kan faa en Slags strategisk Betydning ved at forvandles til en Fæstning, som vi dog ikke er i Stand til i Længden alene at forsvare. Deraf følger, at Befæstningen ved Alliance, ved Forbund med en Stormagt kan blive af Betydning, saaledes som jeg tidligere har nævnt, og deraf følger, at noget lignende kan gentage sig i Historien som i 1807, da vor Flaade var bleven for stor til et saa lille Land som Danmark, og der derfor var Frygt for, at den skulde bruges mod en Stormagt af den ene eller den anden Stormagt; og saa kom England Frankrig i Forkøbet og tog Flaaden. Noget lignende kan gentage sig, naar København er bleven befæstet, at der kan blive paatvunget os en Alliance, og vi kunne blive dragne ind i en Krig, saa at Befæstningen, i Stedet for et Værn for vor Neutralitet, netop bliver den største Fare derfor. Jeg haaber derfor, at Folket ingen Sinde skal slaa sig til Ro, men at den Sorg og Harme, som er oppe i Øjeblikket, bliver vedligeholdt, indtil det, der nu gøres, igen bliver som ugjort. Saa længe jeg har Plads i dette Ting, skal jeg ikke blive træt af at udtale: Københavns Befæstning bør ødelægges!

¹) 3 - 4 af disse har jeg dog ikke umiddelbart fremkaldt.

²)Udlandets Fredsblade indeholde ofte lange Lister over Bidragydere, som har ofret hundreder af Kroner til Fredssagens Fremme. Her i Danmark læser vi derimod Lister over slige Bidrag fra de selvbeskattende Befæstningsvenner, Militarismens Fortrop i Danmark.

^³) T. Ex.: udmøntede i Guld, skulde der 18 (atten) Heste til at trække de 8 Millioner Kroner. Udmøntede i 1-Kroner og lagte tæt Side om Side, vilde de naa langs Jernvejen fra København til Korsør, baade frem og tilbage (eller paa begge Skinnerne af samme Spor). O. s. v.