« Tilbage til søgeresultaterne
Religionsundervisning i Skolerne
Naar Dansk Kvindesamfund igennem mange Aar har haft sine Love indenfor en vis Begrænsning, er, efter at Kvinderne har faaet politisk Valgret, dette Spørgsmaal efterhaanden traadt i Forgrunden: Er Tidspunket nu ikke inde, at D. K. bør give en saadan Udvidelse for sine Love, at hvert Spørgsmaal, der kan gavne og højne Samfundet, kan komme i Betragtning. Det er ofte bleven fremhævet, at D. K. er en upolitisk Forening, og ud fra denne Forudsætning tør det antages, at dette Krav kan have sin Berettigelse. I Viborg-Kredsen er det saaledes Spørgsmaalet om de kirkelige Forhold, der har vakt Interesse og Røre, og da særlig dette: Hvorledes stiller D. K. sig til Bibeholdelse af Religionsundervisningen i Landets Skoler? Dette er en Samfundsfag af den allerstørste Betydning, hvor det gælder Børnene, der i Kvinderne har deres naturlige Værn til ikke blot at bevare for dem de materielle men ogsaa aandelige Værdier. Religionsundervisningen er en Livsværdi, ved hvilken Børnene modtager en kristelig og moralsk Paavirkning, som der gives en sikker og fast Grund til at kunne rejses en Samfundsbygning paa; her er et Ansvar, som Kvinderne ikke kommer uden om. I denne Forbindelse skal blot nævnes, at Holland af denne Grund har set sig nødt til at indføre Religionsundervisningen paany. Maatte nu denne Henvendelse finde Forstaaelse hos Fællesstyrelsen og i D. K.’s Kredse Landet over og gøre sin Indflydelse gældende, naar dette Spørgsmaal skal finde sin Løsning i Rigsdagen.
Louise Thomesen.
Paa Fællesmødet i Odense 1915 udvidede D. K. sit Program til ogsaa at omfatte Forbedring af Børns Kaar, særlig ad Lovgivningens Vej. Dette var en simpel Følge af, at D. K. gennem sit Arbejde for den ugifte Moder naturnødvendigt var ført ind paa et Arbejde, ogsaa for hendes Barn og dermed for alle Samfundets Stedbørn Hovedlinierne i dette Arbejde har været at paalægge Faderen til det udenfor Ægteskab fødte Barn en ligesaa stor Del af Byrderne som Moderen og at bekæmpe den Samfundsmoral, som hjemsøger Forældrenes Brøde paa deres Børn.
Ogsaa Undervisningen kom D. K.s Arbejde for Børnene efterhaanden til at omfatte, idet Mødrenes voksende Deltagelse i Erhvervsvirksomheden udenfor Hjemmene medførte Nødvendigheden af, at det offentlige paatog sig saavel Skolekøkkenundervisning som Haandarbejdsundervisning. D. K. har derfor været den første til at rejse disse Krav. Saa langt turde det række at have alle sine Medlemmer med sig.
Men Kravet om Bevarelsen af Religionsundervisningen i Skolerne forudsætter, at alle Medlemmerne staar enige ogsaa i religiøs Henseende, og det berettiger D. K.s Program ingen til at antage. Religionen er fra et kvindesagligt Synspunkt set en Privatsag og bør indenfor D. K. vedblive at være det. Alle de Medlemmer, som ønsker at virke for Religionsundervisningens Bevarelse i Skolent maa finde hverandre under et andet Tag end D. K.s, og kunde dette Spørgsmaal kalde mange hidtil lunkne Kvinder frem til at gøre Brug af deres politiske Borgerret, da skulde det oprigtig glæde os. Men vi vil bestemt fraraade kredsene at bringe det af Louise Thomesen rejste Spørgsmaal frem paa et Fællesmøde. Det vil kun skabe Splittelse. At Fællesstyrelsen er bundet til kun at virke for Programmet, som det nu lyder, siger sig selv.
Tidspunktet er efter vor Mening mindre end nogensinde inde til en Udvidelse af Programmet. D. K.s Styrke ligger i, at det gennem saa lang en Aarrække har kunnet holde Medlemmerne samlede om saa kort et Program. Enhver Udvidelse vil i Øjeblikket betyde en Svækkelse. Nej, vil Fællestyrelse og Kredse blot sætte al deres Kraft ind paa Arbejdet for det „begrænsede" Program, saa behøver de ikke at frygte for at blive arbejdsløse i det første Tiaar.
