Proletarkvinden som Hjem- og Industrislavinde

I.

Slavernes Slaver har man kaldt Arbejderklassens Kvinder. Udtrykket passer godt, det illustrerer paa en slaaende Maade Proletarkvindens Stilling i Samfundet.

I Skolen lærte vi jo, at Slaverne hørte til ovre i det fjerne Amerika, og som deres Herrer, Slavehandlerne og Plantageejerne, havde Haand- og Halsret over, og derfor købte og solgte i den hellige Profits og Ejendomsrets Navn. Men omsider blev Slavehandelen forbudt, Slaverne frigjordes og det humane Evropa jublede.

Og her i Norden, ja, her findes jo ingen Slaver at befri. Officielt er Nordens Arbejdere frie Mænd og Kvinder, frie Undersaatter o. s. v.

Der er blot det at bemærke ved al denne Frihed, at den i Virkeligheden kun er et Slags Medalje, man hænger udenpaa Elendigheden.

Vil man nøje betragte de kvindelige Arbejderes Samfundsstilling, skal man have ondt ved at sætte den i Forbindelse med Begrebet Frihed.

Det er nemlig saa, at det, man i daglig Tale kalder Kampen for Tilværelsen, allerede for længe siden har naaet Kvinderne, og det som oftest i sin brutaleste Form.

Der er ikke Tale om, hvor vidt Kvindens legemlige Kræfter strækker til eller ej, Kampen for Tilværelsen er haard, og man tager ikke paa Kvinderne med Fløjlshandsker. Man forbavses, naar man tænker over, hvilken enorm Masse Arbejde og saakaldte Pligter, der er lagt paa Proletarkvindens Skuldre. Der findes maaske intet Individ paa Jorden, hvis Arbejde er saa alsidigt som hendes.

En meget stor Masse af Arbejdersker maa søge deres Erhverv udenfor Hjemmet, saasom ved Fabrikarbejde, Syning, Vask og Strygning o. s. v. Disse Kvinder, for det meste Arbejderhustruer, maa forlade Hus og Hjem om Morgenen for at slide Dagen Igennem, og naar saa Arbejdersken træt og udaset vender hjem om Aftenen, begynder hendes Arbejde her - thi ogsaa her har hun jo Pligter at opfylde. Kvinden skal jo hygge om Hjemmets Arne, opfostre Børnene o. s. v. Med andre Ord: naar den trætte og udpinte Arbejderske har sluttet sit Dagværk som Industriens Slavinde, gaar hun hjem, ikke for at hvile og styrke sig, og derved samle nye Kræfter til Morgendagens Slid, nej, hun gaar hjem for at fortsætte sin Tilværelse som Husslavinde, det vil sige, med Anspændelsen at den Smule Styrke og Energi, der er til Rest efter 12 à 14 Timers Arbejdsdag, at forsøge at raade Bod paa den Forsømmelse, som Fraværelsen fra Hus og Hjem i Dagens Løb har foraarsaget.

Forholdene for Hjemmearbejdersken er ikke stort bedre.

En Kvinde, som Dagen igennem er optaget ved en snurrende Symaskine, kan ikke med sin bedste Vilje passe hverken Hus eller Børn, som det behøves.

Desforuden er Hjemmearbejdet i Almindelighed det, der bliver daarligst betalt; det er Mængden, det kommer an paa, naar det gælder Arbejdslønnen, derfor tvinges Arbejdersken til at passe paa Minuterne og udelukkende fæste sin Opmærksomhed paa Arbejdet. At en Arbejderske under disse Forhold kun kan ofre en meget ringe Del af sin Tid til at passe Hjemmet og Børnene, siger sig selv.