Et Familieregnskab

Der er skrevet en hel Del i Bladene i det sidste Aar om de økonomiske Forhold, og der er foretaget Studier over, hvad en Familie behøver til sit Underhold Aaret rundt. Nu har jeg tænkt, at det maaske kunde være til Lettelse for mange i disse Studier, om der kom nogle fra de lavere Klasser frem med deres Regnskab, og jeg vil da gøre en Begyndelse, og hvad jeg her har optegnet, det er Fakta, hverken mer eller mindre.

Det er en Husmandsfamilie i det jydske Vesten paa en lille Ejendom med 8 Td. Land. Mand, Kone og 8 Børn. Altsaa 10 Mennesker, der alle har deres Virksomhed i Hjemmet saa godt som hele Aaret rundt. Dog maa det for det nu svundne Aar bemærkes, at den ældste af Børnene, en Dreng paa 13 Aar, rejste ud i Tjeneste den 1ste Oktober og altsaa ikke har været med i Hjemmet de sidste 3 Maaneder. Men dette vil dog ikke meget formindske Udgifterne, da den Konto, som hedder Klædevarer, derved er bleven større. Deraf er nemlig omtrent det hele Beløb brugt til hans Udstyr. De Børn, der er hjemme, maa i Reglen nøjes med, hvad deres Moder kan sy og lappe sammen til dem af gamle Klæder, og vi ældre slider paa Fortiden, saa længe vi har noget. Regnskabet ser saaledes ud:

Se Skemaet over regnskabet i pdf'en.

Vi har altsaa et Underskud paa omtrent 100 Kr. Dette har vel nærmest sin Grund i, at Ejendommen har givet for lidt, og dette har igen sin Grund i, at vi ikke har Magt over den. Havde vi en Driftskapital, saa er det temmelig sikkert, at Ejendommen knude drives til at give det dobbelte.

Kunde der raades Bod paa det, da var det sikkert det bedste, der kunde times os smaa Ejendomsbesiddere her i det fattige Vesten, og det vilde sikkert ogsaa betale sig bedst for det hele Samfund. I Reglen har vi Laan i Kreditforeningen - og da et stort Laan. - Der udover kan man altsaa intet faa. Alligevel maa man forrente en hel Del mere ved at søge de hjemlige Sparekasser eller Banker; men det er dyre Laan. Kunde man i Stedet derfor faa et lille Laan paa billige Vilkaar, da vilde mange driftige og dygtige Mænd kunne klare sig godt, hvad de nu ikke kan, og mange hæderlige Familier undgaa Næringssorger og de dermed følgende Lidelser og saa - endelig Falliten. Men det lader ikke til, at et saa kristeligt og civiliseret Folk som det danske kan raade Bod paa saadanne Ting. Reglen er, at man først skal gaa til Grunde, - miste sin Selvstændighed, - før der kan tænkes paa Hjælp. Det er den Menneskekærlighed, der findes her, baade i det private og i det offenlige.

Naar vi nu ser paa Regnskabet her, at en Familie paa 10 Mennesker har faaet Føde og Klæder i et Aar for 515 Kr. 19 Øre, saa vil enhver jo nok skønne, at det har ikke været ud over det nødvendige - men det har ikke en Gang været det nødvendige, det har kun været, hvad man kan kalde Sulteføde. Endogsaa Julen maatte holdes, - dog for første Gang - med det sædvanlige Fedtebrød og Kartofler og Duelse, uden Kage eller Julegrød, hvad dog de fleste gærne vil regne med til det nødvendige. Men fælles Skade trøster, vi er mange om den Ting.

Nu har vi ogsaa en Del Smaagæld, som vi har samlet i de 15 Aar, jeg har tjent som Friskolelærer for en aarlig Løn af omkring ved 200 Kr. paa egen Kost, den kan jeg jo nu ikke faa betalt; men jeg har stadig en Del Bryderier med at faa den omsat.

Hvis der nu fandtes en saa menneskekærlig Kapitalist, der vilde laane mig en lille Driftskapital, saa jeg kunde drive Ejendommen til at give dobbelt saa meget som den har givet det sidste Aar, saa vilde jeg efter dette Regnskab faa et Overskud af 272 Kr. 19 Øre. Der vilde saa blive Raad til Julekage og mange andre fornødne Glæder, som nu maa undværes, og saa vilde der endda blive lidt til Afbetaling paa Gæld. Den Indtægt, Ejendommen nu giver, er ogsaa for lille en Løn for det Arbejde, den faar. Vi drive det hele med Køerne, og vi dyrke hvert Aar en Td. Land med Rodfrugter og Havesager, saa jeg kan vel regne, at der kræves min halve Arbejdstid Aaret rundt.

Jællinge Mark, i Januar 1889.

Kristoffer Jensen.

Naar ovenstaaende sanddru og paalidelige Regnskab er optaget i "Hvad vi vil", er det ikke alene fordi det levende illustrerer den haarde Kamp for Tilværelsen af en Lærerfamilie i Vestjylland, men ogsaa fordi, at Redaktøren er saa meget sangvinsk, at hun tør haabe, at det ikke var umuligt at netop dette Blad af "Hvad vi vil" kunde være saa heldig at falde i Hænderne paa et eller andet kærligt Menneske, der var i Stand til at laane Vedkommende den lille Sum, her var nødvendig til at forhøje deres Arbejders Værdier og belønne og styrke et Hjems Udholdenhed.

Vi vil i det mindste aabne Døren for den kærlige.

Johanne Meyer.