Proletarkvinden som Hjem- og Industrislavinde
II.
At Kvinderne maa arbejde, ude saa vel som hjemme, er i og for sig ikke noget beklagelsesværdigt - tværtimod. Det er just igennem Arbejde og selvstændigt Erhverv, at de skal vinde Selvstændighed og økonomisk Uafhængighed. Selve Udviklingen af Samfundsforholdene hjælper paa sin Vis Kvinderne frem, idet Industrien stedse mere og mere tager kvindelig Arbejdskraft i sin Tjeneste, og derved viser Kvindens fremtidige Stilling som Arbejderske.
En anden Side af Sagen er imidlertid denne, at Proletarkvinden, ved Omstændighedernes Magt, mere og mere føres ind paa Arbejdsmarkedet som Lønarbejderske og delvis Familieforsørgerske, og i denne sin Virksomhed, lige saa vel som mandlige Arbejdere, paatager sig en Arbejdstid paa 12 à 14 Timer o. s. v., trods dette maa hun alligevel bære Pligterne som Husmoder og som Børnenes Opdragerinde. - og det er deri Fejlen ligger.
Det er en af Samfundets største Uretfærdigheder, at der intet er gjort under disse Forhold for at værne Børnene; ti hvorledes passes de under saadanne Omstændigheder - ja det er noget, som Gaden eller Ulykkestilfældene paa Børnehospitalerne bedst kan fortælle om.
Spidsborgerne taler saa smukt om Familielivets Hellighed og Hjemmets Fred og Hygge, og naar de ser de stakkels pjaltede og barbenede Proletarbørn, saa ryster de paa de vise Hoveder og taler om de ligegyldige Mødre, som ikke bedre forstaar at tage Vare paa Børnene. De kan eller vil ikke forstaa, at disse Mødre, af den haarde Nødvendighed, Kampen for Brødet, er kaldet bort, baade fra Hjem og Børn.
Arbejdernes Børn maa skøtte sig selv og maa søge deres Opdragelse paa Gaden eller hvor Tilfældet fører dem hen. De styrende i Samfundet gør kun lidt for at formindske Elendigheden. Først naar Barnet har løbet Linen ud, naar Gadeopdragelsen har fuldendt sit Værk, og Barnet af Mangel paa Omsorg og Tilsyn er ødelagt, baade aandelig og legemligt, først da tager Samfundet fat, saa har vi „Opfostringsanstalten for vanartede Børns Frelse”. Man kaster Brønden til, naar Barnet er druknet.
Et System, som er vor humane Tid fuldkomment uværdigt.
I Steden for ved fornuftige Foranstaltninger at forhindre, at Børnene blev vanartede og forvildede, lader man dem ganske rolig sejle deres egen Sø indtil det er for sent - saa tager man fat med „Energi” og begynder at opdrage.
Man kan jo tale om, at Børneopdragelsen er en Privatsag, som paahviler Forældrene, men faktisk er det i alt Fald, at Børnene først og fremmest skal have baade Mad og Klæder. Det er jo ogsaa Forældrene, som skal skaffe dette til Veje, og naar de for at kunne dette maa gaa hver til sit Arbejde, saa er det jo klart, at det er umuligt for dem at give Børnene den Opdragelse og Beskyttelse, som disse har berettiget Krav paa. Just derfor, at Kampen for det daglige Brød lægger saa stærkt Beslag paa Forældrene, har disse ikke længere hverken intellektuel eller fysisk Kraft til at lede den opvoksende Slægt. Og denne Omstændighed gør, at Børneopdragelsen ikke længere kan være en Privatsag.
Naar den enkeltes Kræfter ikke er tilstrækkelige, maa Samfundet træde til.
Med Hensyn til Børneopdragelsen forlanger man mere af Proletarkvinderne end disse er i Stand til at yde. Og dette Misgreb, man saaledes gør sig skyldig i, gaar ikke alene ud over Kvinderne, som derved holdes nede i dobbelt Slaveri og næsten afskæres fra al intellektuel Udvikling, men det gaar i Særdeleshed ud over Børnene, idet disse, som oftest af Mangel paa tilstrækkelig Omsorg i Bardommen, berøves Forudsætningerne for fremtidig Udvikling.
For at raade Bod paa dette, maa Tilsynet med Arbejderskernes Børn ind i et andet Spor. Hverken Samfundet eller Forældrene er tjent med, at den opvoksende Slægt forsømmes. Naar vi er komne saa vidt i Udviklingen, at Kvinderne mere og mere maa paatage sig Forsørgelsespligten, og de som en Følge deraf ikke kan give Børnene den Opdragelse, som disse har Krav paa, maa Samfundet træde til og oprette Børneopdragelsesanstalter, hvor Mødrene kunne bringe deres Børn hen, og hvor de have Garanti for, at de bliver tilstrækkelig passede og tilsete. Alle vilde vinde derved, og Børnene mest. Mødrene kunde gaa beroliget til deres daglige Gerning, og Samfundet kunde sikkert spare Pengene til Anstalter for vanartede Børn. Dette vilde i alt Fald medføre en betydelig Lettelse for Kvinderne og bringe mange Mødres Bekymringer til at forstumme.