Risene paa Raadhuset.
Kære Fru Johanne Meyer!
Det har undret mig meget, at Kvindebladet „Hvad vi vil” har forholdt sig fuldstændig tavs over for en saadan Sag som den ny Politilov, angaaende Børneafstraffelsen ved Ris paa Raadhuset. Bladet, som ellers taler de smaas Sag, kan da ikke være blind for det uheldige i denne for de „hjemløse” Børn, som Straffen selvfølgeligt vil ramme. Da jeg er sikker paa, at De deler min Mening, giver De mig nok Plads for følgende Bemærkninger.
Jeg er, som De véd, Bestyrerinde af Børnehjemmet Kanas første Afdeling, hvor jeg har været Plejemoder i tolv Aar for forældreløse Børn, og i de tolv Aar har jeg haft ikke én, men mange Erfaringer med Hensyn til, hvor vanskelig en Sag det er at hjælpe de ofte baade legemlig og aandelig forkomne smaa til Rette.
Politiloven, som Borgerrepræsentationen har vedtaget, finder jeg i høj Grad hensynsløs for Børnenes Vedkommende, og jeg kan ikke begribe, at nogen Mand, som selv er Fader, hvilket jeg forudsætter, at mange af Borgerrepræsentanterne er, kan give sit Minde til slig en Lovs Gennemførelse, som jeg finder i høj Grad skadelig og demoraliserende for de Børn, den kommer til at gaa ud over, da den selvfølgelig vil ramme dem, som allerede har lidt Skibbrud baade paa Sjæl og Legeme. Det, det gælder om, er at faa disse hjulpne til Rette, hvilket jo er Kærnen i enhver Straf, som en Pædagog en Gang sagde: „at den Straf, som ikke med det samme er en Haandsrækning, duer ikke”. Og jeg tillader mig at tro, at de Ris, som et Barn faar paa Raad- og Domhuset, bliver alt andet end en Haandsrækning - men snarere det første Trin paa Forbryderbanen. Jeg sætter for Eksempel, at en Pige mellem 10 og 15 Aar bliver dømt til Ris, netop i denne farlige kritiske Alder, (som er fælles baade for Piger og Drenge) hvis hun nu skulde eje blot en Ubetydelighed af Æresfølelse, da er jeg vis paa, at med hvert Slag hun faar, saa vil hun synke dybere og dybere i sin egen Agtelse; ti jeg har nemlig bl. a. hørt, at det er en Mand, som har den Gerning at give Børnene Ris, hvilket jo ogsaa er naturligt - thi hvilken Kvinde vilde give sig af med sligt? Men netop, at det er en Mand, og efter al Rimelighed en hjærteløs Person - thi hvilken Mand med Hjærte og
Æresfølelse vilde paatage sig en saadan Gerning - hvorledes vil det virke paa hende.
Er vore Love saaledes, at Forældrene har Ansvaret for Børnene, da bør det ogsaa være Forældrene og ikke Børnene, Straffen bør gaa ud over, og hvis Børn er det saa, at Risene er møntet paa? Det er ikke Politidirektørens og ej heller Borgerrepræsentanternes, thi de behøver ikke at lade deres Børn gaa ud at handle for at skaffe lidt til Hjælp til de mange munde derhjemme; nej, det er møntet paa Børnene fra de Hjem, som for en stor Del har lidt Skibbrud baade paa deres Tro og Kærlighed til deres Fædreland og dets Styrelse, og tro mig, ved slige haarde Love vinder man dem ikke tilbage. Hidtil har jeg ikke været saa meget stemt for Kvindens Valgret, men naar jeg nu ser, at danske Mænd og Fædre kan være med til at sige Ja og Amen til sligt barbarisk Forslag, saa er det nok paa Tiden, at Kvinden, som repræsenterer Hjærtesiden i Menneskelivet, ogsaa faar et Ord med i Laget.
Vilhelmine Møller,
Bestyrerinde af Børnehjemmet „Kana”.
Strandvejen 59. Ø.
Vi kan forsikre Frk. V. Møller, at vi er fuldstændig enig med hende i Opfattelsen af den ny Politilov og de smaas Ris paa Raadhuset, men vi tror ikke paa nogen Forandring til det bedre i Stat og Kommune, før Kvinderne sidder som medstemmende i Lovgivningen; derfor sætter vi al Kraft paa dette ene. Skulde imidlertid nogen Kvindes Ord have Magt til Forandring med Riseafstraffelsen, saa maa det være en Forstanderinde for Børnehjem som De, kære Frk. Møller, der ved den store Kærlighed til de smaa og Deres mange Aars Erfaringer véd, hvor let en gammel Uvane, en Kaadhed, atter og atter kan dukke op hos de Børn, som i de tidligere Aar har maattet savne den moderlige Omhu. - Men, kære Frk. Møller, arbejd for „Kvindesagen”, og vi haaber paa mere menneskelige Love og frem for alt paa - gode Plejehjem.
Johanne Meyer.
