Tinsoldater.

Den bekendte Freds- og Kvindesagsven Pontonie-Pierre i Paris skriver til Kvinderne følgende om Barneleg:

„Faer, Faer, en Sabel, en Tromme, et Gevær! Aa, et smukt Gevær, som er til at tage fra hinanden! .... ikke sandt, Faer, jeg faar nok et Gevær til Nytaar, og ogsaa Epauletter!”

- „Moer”, piber den yngste Dumolard, som ikke er mere end 4 eller 5 Aar: „Jeg vil hae smukke Tinsoldater med en Kanon; Puf! Der falder de” ....

Dumolard og hans Kone stanser udenfor en Butik paa Boulevarden, en Butik, der er prydet med trefarvede Faner, og som indeholder de smaas Ønsker, Tinsoldater og Vaaben, alle flunkende nye; det er dette Legetøj, der vækker den patriotiske Aand hos de smaa. .

Arthur, den ældste, sætter Epauletterne paa sine Skuldre og spænder Sablen om Livet, medens han tænker paa, hvor stolt han vil være, hvis han en Gang, naar han er bleven stor, kan bære virkelige Epauletter.

Og den lille Emil, der slaas med sin Kanon, sine Ærter og sine Tinsoldater, ler af Glæde og klapper i de smaa Hænder, naar han med sine Ærter har skudt en hel Mængde Preusere eller Zouaver ned, lige meget hvilke: Han er uvidende om den frygtelige Læretid, han har begyndt paa.

Han er lykkelig over sit Legetøj, og dersom der ikke var mere end det, saa vilde alt være saa godt. Men, min lille Ven, Du gør dit første Skridt i den Labyrinth af Opdragelse, som beredes for dig i de „civiliserede” Lande Du bor i, Frankrig eller Italien, Spanien eller Rusland, England eller Østerrig!

Hvad skal der blive af din stakkels Hjærne og dit stakkels Hjærte blandt alt det Usammenhæng og alt det Barbari, som venter dig og din Broder, I som i Dag leger Soldater i Eders henrykte Forældres Paasyn.

Det vil gaa Eder, som det allerede er gaaet Eders Fader og Moder; Eders Forstand, Eders Dømmekraft vil lidt efter lidt, takket være først Legetøj og siden Bøger, blive fordrejet paa samme Maade som Eders Forældres, der har troet, det var det bedste, ved krigerske Foræringer at vænne Eder til det Haandværk at dræbe Mennesker, Krigens ædle Haandværk!

Naar I bliver store, vil intet i den Retning forbavse Eder; hvad er naturligere, end at I, som er tapre Folk, paa Kommando nedskyder andre tapre Folk, som ikke har gjort Eder det mindste ondt: Deres Uniform er jo af en anden Kulør end Eders!

Du husker nok, Emil, at din Moder en Dag gav dig en Dragt Prygl, fordi Du, uden at ville det, uheldigvis havde brækket Benet paa den lille Kanariefugl; Du vilde ikke gøre den lille Fugl noget, bare fange den og kysse den! Nuvel, mit søde Barn, denne samme Moder vilde, hvis Du en Dag kom hjem fra Krigen med blodbestænkte Hænder og Æreslegionens Kors paa dit Bryst, kaste sig om din Hals med Glædestaarer i Øjnene.

- Du har dræbt flere af dine Medskabninger.

- For at forsvare din Arne? spørger man.

- Nej, for paa din Maade at civilisere dem, som har overlevet Slagenes Blodbad i den fjærne Koloni, hvortil Du har bragt Oplysning .... ved Geværernes og Kanonernes Ild.

Sandt nok, det er den samme Moder, som før revsede dig, det er den samme ømme Kvinde, der holder saa meget af de smaa Fugle, og som tidt har mindet dig om den ufrivillige Grusomhed, Du begik ved din Ubehændighed.

Ja, det er den samme Kvinde, Produktet af den Opdragelse, til hvilken Tinsoldater er Forspillet.