« Tilbage til søgeresultaterne

Kæmpen og Skrædderen

« Se emneord

Der vandrer en Kæmpe op ad et Bjerg, slæbende paa et af de største Træer i Skoven. Der staar dybe Spor af hans Fødder i den stenhaarde Vej. og det stønner og hiver i hans Bryst for hvert Aandedrag.

Højt oppe i Træets Krone har en tapper Skrædder sat sig mageligt til­rette og lader sig slæbe med. Men aldrig saa snart har Kæmpen sat Foden paa Bjergekammen, før Skrædderen er nede paa Jorden og favner Grenene med sine Arme, som om han bar med.

Kæmpen slipper med et Lettelsens Suk Træet ned paa Jorden, ser sig til­bage og bliver den lille Skrædder va’r.

»Men hvor kommer Du fra?« spør­ger han forbavset. »Jeg vidste ikke, at vi var to om det Stykke Arbejde.«

»Det er, fordi Du gaar saa hidsig paa,« svarer Skrædderen. »Man maa fare med Læmpe. Se blot paa mig, jeg er hverken svedt eller forpustet, og dog er jeg naaet herop ligesaa tidlig som Du.«

Den taabelige Kæmpe synker ned paa sin Træstamme og hiver videre ef­ter Vejret. Men den tapre Skrædder spænder sit Bælte og gaar bort for at hente Lønnen for sit Atbejde: Prinses­sen og det halve Kongerige. 

 

Dansk Kvindesamfund sidder paa den politiske Valgrets Bjergetop med mødige Lemmer og gispende Aandedræt og ser ned over den lange, be­sværlige Vej op ad Bjergets Side.

Over Forhindring efter Forhindring har det slæbt sit Træ; hver Gang en ny Forhindring skulde tages, glamme­de Forargelsens Røster i den gamle Kæmpes Øren.

Kvinders Adgang til Universitetsstu­dier. - Væk med Blaastrømperne! - Kvinder som Rigsdagsstenografer, Velanstændigheden i Fare! Ligestilling mellem Ægtefæller. - Attentat paa Familielivet! Kvinders Ret til at beklæ­de Embeder. - Staten vil ryste i sin Grundvold! Kvinder i Kommunalraad og Rigsdag. - Barnet vil dø i Vuggen, mens Moderen er til Møde!

Dansk Kvindesamfund løfter sit trætte Hoved og lytter. Der er en Kvinde, som taler paa den anden Side af Bjergetinden. Den gamle Kæmpe smiler, et bittert Genkendelsessmil. - Atter en af dem, som fik fri Befor­dring herop, men glemte at betale. Atter en af dem, som slaar sig for Bry­stet og fornægter:

»Jeg er absolut ikke det, man i dag­lig Tale kalder Kvindesagskvinde; jeg tror vi skal fare med Lempe og ikke emancipere vore Krav (?), men jeg har naturligvis Blikket aabent for, at Kvin­den f. Eks. har Fordring paa at faa sin retslige Stilling forbedret - - -

Dansk Kvindesamfund smiler sit mest forhærdede Smil. For nu kommer. »Fornægteren« jo med det altsammen som den selvfølgeligste Selvfølge, med hele Dansk Kvindesamfunds Program gennem de 45 Aar: Adgangen til Em­beder og Stillinger; Moderens Medraadighed over Barnet; Kvindens Ret til at være Meddomsmand i Familieretssager i Forbedring af Kvindens Stilling i Familie og Samfund. - Den kvindeli­ge Folketingskandidat er med paa det altsammen, det hun véd, ingen Hund mere gider glamme af, fordi samtlige Hunde forlængst har glammet sig træt­te deraf i Hælene paa den gamle Kæm­pe, som slæbte Træet op ad Bjerget.

Nu ligger Træet i god Behold oven­for Bakkekammen. Kæmpen har gjort sin Pligt, Kæmpen kan gaa. Han er kun til Ulejlighed. Resten skal Skrædderen nok besørge.

- Den gamle Kæmpe rejser sig i sin fulde Højde. Nej, paa det jævne, der er ikke Plads for Kæmper. Men langt ude i det himmelblaa, der løfter sig en ny Bjergetinde, endnu hvidere, endnu højere.

Og Kæmpen tager igen sit Træ paa Nakken og begynder Vandringen mod den nye Tinde med Træets Krone slæ­bende tungt i Vejen efter sig.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner