« Tilbage til søgeresultaterne
Et Ord i Anledning af Redaktørskiftet
Blandt dem, der beklager det, der skete mod Slutningen af første Dags Fællesmøde er jeg. For Øjeblikket, synes det mig, er Fru Lemche Seeren inden for Dansk Kvindesamfund. Kan hænde, Fruens Udtryksmaade undertiden er lidt hvas, maaske det er uklogt, men Kvindesagens Idé staar skrevet med Ildskrift i hendes Hjerte. Og - hellere vil jeg være under det Førerskab, der styrer efter Idéens blinkende Fyr, selv om det giver lidt Skumsprøjt af Saltvand i Øjnene, end jeg vil være under det, der bevæger sig inden for den afstukne Grænse af Kosteskafte, der betegner den første
Brænding. Er det den første Valgkampagne, vi har været ude i, der allerede har lært os at gøre Knæfald for Taktikken, saa er vi mere end lærvillige Elever af den gængse Partipolitik. Jeg forstaar saa godt Fru Lemches Tale om dem med de vaade, kolde Svampe, selv om jeg ikke billiger Tidspunktet, det kom frem, og jeg tror, den er berettiget. I en Gæringstid, som den, vi er inde i, kan der let komme en Del om Bord, der betragter Dansk Kvindesamfund som en Slags kvindelig Fagforening, og som slet ikke har faaet Øje paa det høje Maal: Kvindens økonomiske og aandelige Frigørelse - ikke mindst dét sidste. Derfor er de hvert Øjeblik urolige for Kursen, for de kender ikke Maalet. Netop nu, da vi har faaet Lov til at lade Rigsflaget gaa til Tops, gælder det om at have en øvet Styrmand om Bord, der maalbevidst kan føre Skibet gennem Brændingen og ud paa det store Hav, og derfor synes jeg, at vor Redaktør skulde være blevet ved Roret, taget de Skumsprøjt, som Farten giver, men - blevet ved Roret, for Skibet har Kvindens Lykke om Bord.
Karen Mouridsen.
Lejrskov Præstegaard 20.-6.-18.
