« Tilbage til søgeresultaterne

Kristendommen og Fredssagen. 1)

Af: G. Kemp

« Se emneord

Af Pastor G. Kemp i Taarbæk.


Det er ikke altid, at de humanitære og kristelige Bestræbelser kan samvirke, enten nu den moderne Humanisme eller den moderne Kristendom bærer Skylden. Saa meget desto større Grund har man til at glæde sig, naar der viser sig et Omraade, hvor begge disse Aandsmagter uden Betænkeligheder vil kunne arbejde mod det samme Maal. Thi at deres Veje mere og mere bøjer sig bort fra hinanden, kan kun afstedkomme Forvirring og Fordærvelse blandt Folkene.


Et saadant Omraade er Fredssagen. Denne Sags Maal er som bekendt at begrænse Krigen til det mindst mulige, og som Midler til Opnaaelse af dette Maal peger den paa Voldgift og Nevtralisering. Den stræber til enhver Tid henimod, at Retstilstanden maa fortrænge den brutale Magt, idet retslig Afgørelse af mellemfolkelige Tvistemaal træder i Stedet for Krigens blodige, uheldsvangre. Lige som Domstolenes Afgørelse er traadt i Stedet for Næveretten inden for de civiliserede Folk, saaledes maa noget lignende kunne ske Folkene imellem. Krigen er et Stykke Barbari, der alt for længe er bleven holdt i Hævd.


Bekendte Retslærde, Menneskevenner og Skribenter har taget denne Sag op og arbejdet for den med utrættelig Iver; den er snart bleven indskreven paa den moderne Humanismes Fane. Fredssagen har ogsaa vundet Tilslutning fra kristelig Side, især i England, hvor adskillige Præster og Biskopper, saa vidt jeg véd, er nidkære Fredsvenner. Derimod synes den her hjemme kun at vinde liden Indgang blandt de Kristne, i ethvert Tilfælde mellem Præsterne; kun et Par af disse har løftet deres Røst for denne Sag, medens det store Flertal tier eller tager saa mærkværdig valen paa den - eller rent ud stiller sig imod.


Kan der da være nogen Tvivl om, at Kristendommen er fredsvenlig? Jeg mener nej. Man siger neppe for meget, naar man nævner Kristendommen som Moder til denne Tanke om Fred imellem Folkene. Fra Jesu Kristi Evangelium har denne Sag sin Oprindelse, ideelt betragtet, selv om man ikke fuldt ud kan godtgøre, at det første Stød til denne nu saa mægtige Bevægelse udgik fra Evangeliets Bekendere. Hvorfor vil da de danske Præster stille sig saa afvisende eller ligegyldige over for en Sag, der har det aller stærkeste Medhold i Kristi egne Ord?


Selv en flygtig Bibellæser véd, at Jesus ofte har udtalt sig imod al Voldsfærd og for Fred iblandt Menneskene. Vanskeligheden er her, at der findes en Vrimmel af Ord, saa man er i Tvivl om, hvilket man skal fremhæve. Det mest yderliggaaende er det bekendte Ord fra Jesu Bjærgprædiken (Mt. 5, 39): „Jeg siger Eder, at I skal ikke sætte Eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et Slag paa din højre Kind, vend ham ogsaa den anden til” o. s fr. Det er, kunde man sige, Fredssagen idealt betragtet. Det mest afdæmpede er dette, der dog kun er lignelsesvis: „Eller hvilken Konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og overvejer, om han er mægtig til med ti Tusende at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusende? Og hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den anden endnu er langt borte, og forhandler om Fred.” Lk. 14, 31, 32. Det er, kunde man sige, den samme Sag, set fra den praktiske Side. 2) Imellem disse Yderpunkter ligger mange indtrængende Ord: jeg skal kun nævne to.


Der fortælles i Lk. 9, 51 ff., at Jesus paa en Rejse til Jerusalem sendte Bud i Forvejen for at skaffe Herberg i en Samaritaner By. Her vilde man dog ikke modtage ham, hvorover hans Disciple, Jakob og Johannes, blev saa fortørnede, at de udbrød: „Herre, vil Du, at vi skal byde Ild falde ned fra Himlen og fortære dem?” Men Jesus satte dem i Rette og sagde: ,,I vide ikke, af hvad Aand I ere. Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge Menneskesjæle, men frelse dem.” Denne Fortælling er mærkelig i to Henseender. Først ved den ubetingede Afvisning af voldsom Adfærd mod disse Mennesker, der vægrede sig ved at give ham Husly; for hans Skyld skal ingen Ild optændes til Ødelæggelse og Jammer. Dernæst fordi denne Afvisning rammer den fra den gamle Pagt saa vel kendte Tankegang: Herrens Fjender skal straffes med Tilintetgørelse og deres Bolig udslettes af Jorden. Det var jo med Elias for Øje; at Disciplene udbrød: vil Du o. s. fr. I dette Øjeblik blussede den krigerske Aand fra den gamle Pagts Bøger op hos dem, og i Flammeskær ser de paa den Fornærmelse, man havde vist Mesteren og dem selv. Ganske vist er det Ild fra Himlen, de taler om; dog har Historien mange Gange vist, at fra denne Begæring om den himmelfaldne Ild og til den ved Menneskehaand optændte Krigslue er der ingen lang Vej. Hvor ofte har man ikke fra det gamle Testamente hentet Forsvar for Krigens Ødelæggelser: Guds udvalgte Folk havde jo ingen Betænkeligheder ved at tænde den hærgende Ild, hvorfor skulde da vi have det? Men imod denne Tankegang staar Jesu Tilrettevisning og hans Ord: „Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge Mennesker.”


Det andet Udsagn af Jesus, jeg ønsker at fremdrage, er hans Ord hin Smertens Nat til den Discipel, der med sit Sværd huggede Øret af en ypperstepræstelig Tjener. „Stik dit Sværd i Skeden,” siger Jesus til ham, „thi alle de, som gribe til Sværd, skal omkomme ved Sværd.” Det er Sværdets Forbandelse, at det drager voldsom Død over dem, der med dette Middel vil forsvare deres Sag. Man taler ofte om, at en retfærdig Sag trøstigt kan forsvares med Sværdet - og der synges herom i høje Toner. Dog dette Jesu Ord vender sig bestemt mod denne Opfattelse. Ingen Sag kunde være bedre end hans; men ingen har mere afgjort vist Sværdets Hjælp tilbage, end han gjorde det. Ja, netop fordi hans Sag var saa god, skulde den ikke forsvares med blanke Vaaben; Sværdets Forbandelse skulde ikke sætte sit blodige Spor i hans Værk.


„Ild og Sværd” har altid været Krigens Apostle. Ved disse to højrøstede Prædikanter har den forkyndt Raahedens, Umenneskelighedens, Hadets Lære fra Slægt til Slægt. Brændende Byer, susende Pile, blinkende Sværd, saaledes hed det i gamle Dage. Brændende Byer, hvinende Granater, skarpe Bajonetter, saaledes hedder det nu. Dragten er forandret i Tidens Løb, men Personerne er de samme. „Ild og Sværd” er lyst i Kuld og Køn af Jordens mægtige som uundværlige Tjenere, men vist bort af Jesus som Forbandelsens Tjenere. Det sker, at kristne Præster nedbeder Guds Velsignelse over Krigens Redskaber, men det er vanskeligt at forstaa, hvorledes de kan gøre det. Det kan dog umuligt være i hans Navn, som har sagt: „Jeg er ikke kommen for at fordærve, men frelse” - „Stik dit Sværd i Skeden!”


Vi kan ikke fremdrage disse enkelte Ord mod Krigen uden at nævne det gamle Bud: Du maa ikke ihjelslaa!” Man kan vel sige, at dette Bud, saaledes som Jesus har uddybet det og indblæst det sin Aand, er det brede Grundlag for Fredssagen. Mand og Mand imellem er Budet trængt igennem inden for de civiliserede Stater; vi betragter jo det at slaa ihjel som en Forbrydelse. At den samme Lov maa blive gældende ogsaa i Staternes indbyrdes Forhold, saa at Krigen med sine Myrderier betragtes som en Forbrydelse, det er just Fredsvennernes Bestræbelse. Det er under denne Bestræbelse, at de mødes af Raabet: „Det er umuligt!” „En skøn Drøm!” lyder det fra nogle. „En taabelig Indbildning!” fra andre - men i et samlet Kor: „Det er umuligt!” Hvorfor er det umuligt? Er vi dog ikke inden for det enkelte Folk blevne færdige med de blodige Fejder, der i sin Tid betragtedes som lovlig Fremfærd? Saa kan ogsaa Tanken om en ublodig Afgørelse af Folkenes Tvistigheder gennem Voldgift fastholdes som realisabel. Ingen, som følger lidt med paa dette Omraade, kan nægte, at noget allerede er opnaaet, om ikke ret meget, dog altid en Begyndelse. Og enten Udsigterne er mere eller mindre fjerne, kan vi dog ikke komme bort fra dette: „Du maa ikke ihjelslaa!” Man kan tale frem og tilbage, pynte op paa Barbaren, saa meget man vil, - Krig er og bliver dog Massemord.


Vi behøver ikke at holde os til noget enkelt Bibelord, naar vi vil vise Kristendommens Uforligelighed med Krigens Væsen. Den skærende Modsætning mellem disse to belyses allerbedst ved at fremstille den kristelige Opfattelse af Menneskets Værd og sætte Krigens ved Siden af. Hvad er Mennesket, kristeligt set? Han er en Skabning, stillet i Skabningernes uhyre Vrimmel, men udmærket fremfor alle de andre ved at være af Guds Slægt. „Du har ladet ham blive lidet ringere end Englene, Du kronede ham med Ære og Herlighed.” (SI. 8, 6) Sin Ære og Herlighed har han forspildt, sin høje Herkomst har han gjort til Skamme. Dog har Gud ikke forskudt ham, men givet ham Oprejsning fra det dybe Fald ved sin Søns Liv, Død, Opstandelse fra Døden. Guds Søns Selvhengivelse for Verdens Frelse er en ny Besegling paa Menneskets høje Udspring, et mægtigt Vidnesbyrd om hans uendelige Værdi i Guds Øjne. Verden kan ikke opveje en eneste Menneskesjæl, saaledes som Jesus siger: „Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt hele Verden, men tog Skade paa sin Sjæl?” Dette kunde vel i faa Ord være Kristendommens Opfattelse af Menneskets Værdi. Men nu Krigens Betragtning? Hvad er et Menneske værd i Krig? „En Fædrelandsforsvarer”, „sin Konges fuldtro Mand”, „sit Lands ædle Søn”, saaledes hedder det jo - lutter skønne Ord. Men i Realiteten er han kun en Genstand, der gennem Støv, Snavs, Hede eller Kulde - som det nu kan falde - slæbes om fra Sted til Sted og anbringes snart her, snart der uden mindste Hensyn til Liv og Lemmer, viljeløst Redskab i andres Hænder, hvem man kommanderer til at lade sig skyde ned som en skabet Hund. Han er, sagt uden alle Omsvøb, Kanonføde. Skal et Dyr dræbes, tager man gerne Hensyn til, at der tilføjes det den mindst mulige Smerte. Men et saadant Hensyn gælder ikke i de Menneskemyrderier, der kaldes Krig; der kommer det kun an paa at lemlæste eller dræbe det størst mulige Antal paa den længst mulige Afstand: Se, det er, hvad en Fædrelandsforsvarer er værd i Røg og Damp. Jo, et endnu: han er jo ogsaa Menneskeslagter. Det er vanskeligt at sige, hvad der er det mest nedværdigende for et Menneske: enten at lade sig slagte eller at gøre det samme ved andre. Kan der tænkes nogen større Modsætning til Kristendommens Betragtning af Menneskets uendelige Værdi? Hvilken bitter Ironi: at synge „Te Deum” efter sejrrig Krig; der skriger gennem Lovsangen en skærende Mislyd, et Forbandelsens Ord fra gammel Tid: ”Hvad har Du gjort? din Broders Blods Røst raaber til mig fra Jorden.” (1. Moseb. 4, 10). (Sluttes.)


1) Denne Artikel er tagen af „Dansk Kirketidende” for 21. Februar 1892 og behøver ingen Kommentar, Artiklen taler for sig selv.


Red.


2) Denne Anvendelse af disse to Skriftord har jeg en Gang truffet paa i en Artikel af Hr. Henning Jensen - jeg husker ikke, om i ”Politiken” eller „Enhver Sit”.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner