Kristendommen og Fredssagen.

(Sluttet.)

Kristendommen betragter Mennesket som en Guds Skabning af uendelig Værdi, Krigen betragter ham som en Genstand, et viljeløst Redskab, et Stykke Slagtekvæg. Kristendommen gør alt for at løfte ham til Erkendelse af sin guddommelige Slægt, Krigen gør alt for at trykke ham ned og bestialisere ham. Imellem disse to kan intet Forlig gives. Kristi Evangelium vil drive Krigens mørke Aander fra Sted til Sted, indtil de maa skjule sig i den Afgrund, hvor de hører hjemme. Fra Syndens Dybder er Krigens Spøgelse stegen op, besmittet med Broderblod; den er et ægte Syndens Foster, et af de hæsligste, Jorden kender. Dette vil vel ikke ret mange Kristne nægte; men ved en besynderlig Tankeløshed knytter de til denne Indrømmelse Ytringer som følgende: „Ja vist, Synd og Krig hænger sammen; derfor er det forgæves at arbejde paa Krigens Udryddelse, da vi jo dog paa denne Jord aldrig slipper af med Synden.” Saa kunde man af samme Grund opgive at modarbejde Drukkenskab, Utugt, Tyveri, kort sagt ethvert Udslag af Menneskets slette Drifter. Og man kunde lige saa godt sige: „I kan ikke holde Døden borte, - hvorfor saa uddanne Læger, bygge Hospitaler, gøre saa mange Anstrengelser for at modarbejde Sygdom?” Forøvrigt maa man til saadanne Tankeløsheder gøre den Bemærkning: det er ikke nødvendigt, at Synden til enhver Tid skal give sig Udslag paa samme Maade. Det Udslag af menneskelig Undertrykkelseslyst og Vindesyge, der kom til Syne i Negerslaveriet, er dog nu tilintetgjort i de kristne Stater. Det er tilladt at haabe, at det vil gaa med Krig paa samme Maade. Men hvordan vi end ser paa Fremtiden, mere eller mindre haabefuldt, vi har som kristne Mennesker ikke andet at gøre end at arbejde hen imod Krigens Udryddelse.

Der er i Grunden kun ét Synspunkt, hvorunder Krig kan forsvares, og det er: betragtet som Nødværge - dette Ord taget i strængeste Forstand. Ti det er almindeligt at pynte paa Krigene ved at kalde dem „Nødværge”, medens Sandheden er, at denne Benævnelse kun yderst sjældent kan med Rette anvendes paa nogen Krig. Kun hvor alle Veje til en mindelig Ordning af den opstaaede Konflikt forgæves er forsøgte, og denne Konflikt berører Statens Eksistens, først da bør det tages under Overvejelse, om Krig skal begyndes, idet man er sig bevidst, at det er den sletteste Udvej af alle. Dog selv hvor et saadant Tilfælde foreligger, der fortjener Navn af „Nødværge”, bør et Folk betænke sig to Gange paa at gribe til Vaabnene. Ti der er jo dog, hvad ofte overses, den Forskel paa Krigens Nødværge og hvad man i det private Liv benævner med dette Navn, at man ved det første kommer til at vende sit Vaaben mod sagesløs Enkeltmand, der maaske endog med Uvilje er gaaet ud til denne Kamp. Hvad var der vel den danske Bonde og den tyske Arbejder imellem, der ved Dybbøl og andet Steds skød og stak efter hinanden, som havde de at gøre med et vildt Dyr?

Hvad kan man da i denne Sag forlange af kristne Mennesker? Man kan forlange, at de vil gøre sig den Ulejlighed at se Sagen, som den er, afklædt alle Fraser og Løgne. At de dog vil gøre Alvor af at betragte Krigen i Lyset af Kristi Evangelium og uden Sky fæste Øjet paa dette hæslige Billede; har de først een Gang set det i dets hele Afskyelighed, glemmer de det ikke saa let. Dernæst kan man forlange, at de nævner denne blodgerrige Ulv ved dens rette Navn, taler sandt om Krigen, hvor der er Opfordring dertil. Og her vil jo især Menighedens Ordførere, Præsterne, være kaldede til at løfte deres Røst; de har ikke blot den samme Anledning dertil som ethvert kristent Menneske, men vil i deres Prædiken, Bibellæsning etc. ikke sjældent finde Lejlighed til at vise Sagen i dens rette Lys. Maaske man vil svare: „Naar vi prædiker Fredens Evangelium, da gør vi alt, hvad man i dette Spørgsmaal kan forlange af os.” Ja vel, naar der gøres Alvor af denne Forkyndelse, naar der ikke tales med to Tunger, saa man den ene Gang forbander, hvad man en anden Gang velsigner; naar man ikke holder Sagen i saa stor Almindelighed, at den gaar alle Tilhørerne over Hovedet, saaledes som det nærmest synes at være gaaet med Fredssagen i Kirken indtil Dato. Et bestemt Sigte, et utvetydigt Ord, en grundig Oplysning maa der til, om noget skal udrettes. Ti det gælder at vække de sløve op af deres Døs, gøre blinde seende og døve hørende.

Endvidere kan man forlange, at Præsterne gør sig bekendte med, hvad der nu forstaas ved „Fredssagen”; thi Arbejdet paa at indskrænke Krig til det mindst mulige og sætte Lov i Stedet for Voldsfærd i alle mellemfolkelige Tvistemaal, dette Arbejde har sin Udviklingshistorie og fremtræder i vore Dage i bestemte Former. Ingen kan alvorligt interessere sig for dette Spørgsmaal - Tidens største næst efter det sociale - uden at gøre sig bekendt med de Veje, paa hvilke man er slaaet ind for at opnaa Resultater. Det er jo ikke vanskeligt at blive bekendt med Fredssagens Maal og Midler da der her hjemme foreligger flere Smaaskrifter om dette Emne, deriblandt Arnoldsens „Lov - ikke Krig”. Man vil ved at læse disse med Eftertanke frigøres for mange Mistorstaaelser, der i det almindelige Omdømme klæber ved Fredssagen; og man vil finde, at her ikke handles om Utopier, men om Realiteter, der ikke længer kan overses af noget vaagent Menneske.

Var det for meget forlangt af Fredens Prædikanter, at de skulde tage en Haand med i dette Arbejde? Man kunde næsten fristes til at sige, at det sorterer under deres Departement. Vil de tage denne Gerning op, lader det sig vist nok bedst gøre ved at slutte sig til de Foreninger, der har organiseret sig til dette Formaal. I vore Dage har man lært, hvad der udrettes gennem Association, og hvor meget der vindes ved at løfte i Flok. Dog er det ikke nødvendigt at melde sig ind i nogen Forening, om man har særlige Grunde til ikke at foretage et saadant Skridt. Der gives altid en Lejlighed, hvor man ved Tale, Skrift og Pengehjælp kan bære sin lille Sten til det store Tempel, hvor Retfærdighed og Fred mødes, og Guds Vilje er Folkenes øverste Lov. Præsterne skulde nødig være de sidste, der meldte sig til dette Arbejde; det skulde ikke gerne faa Udseende af, at de kun nødtvungne tog Del deri. Og i ethvert Tilfælde kan man vente af os, at vi aldrig istemmer Skraalet om Krigens Dyder og Velsignelser, aldrig tager de mange klingende Fraser, halve eller hele Løgne, paa vore Læber, og saaledes er med til at udbrede Kogleriets Taage over Land og Folk. Det er dog vel det mindste, man kan forlange af os.