Arbejdernes fri Theater.
Strindberg: Faderen.
Hos én Mand, Faderen, og tre Kvinder, Moder, Mormor og en gammel Amme, vokser et Barn op. Disse Mennesker repræsenterer forskellige religiøse Ideer, og hver af dem gør sit for at drage Barnet over til sig. For at unddrage Datteren disse modsatte Anskuelsers Indflydelse vil Faderen, der er Fritænker, anbringe hende udenfor Hjemmet. Paa dette staar Kampen mellem ham og hans Hustru.
Skuespillet begynder med en Samtale mellem Ritmesteren (Faderen) og en af hans Undergivne. Denne har forført en Pige, og vægrer sig bagefter ved at tage sig af hendes Barn, „fordi en Mand aldrig med Vished kan vide, om han er Fader til Barnet”. Disse Ord tænder en Brand i Ritmesterens Sjæl, og der fødes i ham en Tvivl, om det Barn, han har elsket, for hvis Skyld han har „levet i Slaveri i 17 Aar”, det Barn, der er hans, Fritænkerens, Evighedstanke levendegjort, om det ogsaa er hans eget. Han, der mener sig en svag Karakter, i hvem Viljen ingen Sinde har været til Stede, har valgt til sin Hustru en Kvinde, hvis Handlekraft og Bestemmelsesevne synes ham skabte til at supplere det hos ham manglende. At det bliver hende, den overlegne, der gaar af med Sejren i Striden om Barnet, er kun naturligt i Livet, hvor den stærkere altid har Retten, fordi han har
Magten. Det staar til hende at rydde Tvivlen om hans Faderret op med Rod; hun foretrækker ved forblommede Ord at lade den gnave sig dybere og dybere ind i hans Sind, saaledes at hans Tanker helt forvirres, og han taber Herredømmet over sine Handlinger. Tilsidst fortæller hun ham rent ud, at nu har han opfyldt sin Bestemmelse som Fader og Forsørger, nu kan han gaa; han er moden til Daarekisten, siden han ikke kan indse, at hendes Forstand er lige saa stærk som hendes Vilje. I let forstaaeligt Raseri herover kaster han en Lampe efter hende.
Nu er Manden gal. Som yderligere Bevis anfører hun, at han forsømmer sine Pligter i Hjemmet, sin Tjeneste o. s. v. Ritmesteren gør endnu et Forsøg paa at unddrage Moderen Barnet, idet han prøver at dræbe dette med en Revolver. I en Fart kastes Spændetrøjen over ham. Heldigvis dør han kort efter af et Slagtilfælde.
Man bemærke i dette Sørgespil ikke mindst den skarpe Karakteristik af Hustruen. Hun har fra først af kun villet Maalet, ikke klart reflekteret over, hvor vidt Midlet vilde føre. Dette fremgaar af de ofte dobbelttungede Replikker, der fordrer fint nuancerende Spil. Ikke for andre Mennesker, end ikke for sin egen Samvittighed vil hun tage Skylden for Mandens Vanvid paa sig. I det sidste Opgør mellem Mand og Hustru hedder det nemlig: „Du vilde ikke, det skulde blive saaledes, jeg vilde det ikke, og endda blev det. Hvem raader da for Livet?”
„Gud alene”.
Det vilde være ubilligt at forlange, at Fremstillerinden, som er Dilettant, skulde formaa at lade denne Rolle komme til sin Ret. Hun sagde sine Replikker ganske forstandigt, men hun raader ikke over nogen Mimik, og hun erstatter dette ved en mut, ligesom fornærmet Holdning, der intet har med Rollens Karakter at skaffe. Man sporede ikke det mindste til den mægtige Kraft, denne Kvinde skal eje.
Som Nr. et maa Ritmesteren nævnes. Enkelte Steder virkede han ligefrem illuderende, fraset en Smule for megen Deklamation.
Ogsaa Datteren skal omtales med Hæder. Hendes Entré i første Akt var godt afpasset, og hendes Ansigt og Stemme, hvor den ikke sank ned til at blive alt for hæs og uhørlig, bevarede hele Aftenen det rette skræmte Udtryk.
Den gamle Ammes stillestaaende Spil var ret vellykket, især Fremsigelsen af Salmen; ligeledes udførtes Præstens lille Rolle nogenlunde tilfredsstillende, hvorimod Doktorens nærmest tog sig ud, som om den læstes op af en Bog.
Huset var godt besøgt, og Stykket modtoges med Bifald. Alt i alt maa man beundre den Alvor og Samvittighedsfuldhed, hvormed de spillende er gaaet til deres vanskelige Opgaver.
