Ved Barnedaab.
Følgende Udtalelser findes af „en Moder” i det norske Kvindeblad „Nylænde”.
For ikke længe siden bar jeg selv mit lille Barn til Daaben. Det var et sundt og kraftigt Barn, og jeg følte mig stolt og lykkelig ved at bære det frem i Kirken for alle Mennesker og faa det indskrevet som et Medlem af det kristne Samfund. Alle Tilsigelserne om, at Vorherre er glad for smaa Børn, Visheden om, at jeg havde opfyldt en ægte menneskelig og kvindelig Opgave Taknemmelighed over, at jeg havde kunnet sætte dette friske, sunde Barn ind i Verden alle disse Tanker fyldte mig med en bevæget og højtidsfuld Fryd. Den skønne Salme og de skønne Ord i Begyndelsen af Ritualet gik mig derfor dybt til Hjerte, indtil jeg pludselig blev vakt ved en gruelig Beskyldning: „Dette Barn”, sagde Præsten, „som er undfanget i Synd og født i Misgerning!”
Gud forbarme sig! Er det da en Synd, at to Mennesker hengiver sig i varm, menneskelig Kærlighed til hinanden og ikke bare lever i platonisk Venskabsforhold?
Hvorfor i Alverden sagde da Præsten til os her paa dette Sted for nogen Tid siden, da han viede os: „Vorder frugtbare og opfylder Jorden!”??
Var det for at vi, naar vi fremstillede os med dette Barn, skulde modtages med slig beskæmmende Tiltale?
Og „født i Misgerning!” Hvilken Misgerning var mit Barn født i? Jeg, som ikke havde udstødt saa meget som et Skrig, ikke plaget nogen i Huset, men standhaftig kæmpet Kampen ud alene, bare med den nødvendige Kones Assistance! Det begyndte at oprøre sig i mit Indre, og der manglede ikke meget i. at jeg havde sagt: „Stop lidt! De tager fejl, Hr. Pastor! Mit Barn blev født i Smerte, som der skrevet staar, men med Glæde var det ventet og med Tak til Gud blev det modtaget. Nogen Misgerning ved mit Barns Fødsel fandt aldeles ikke Sted”. Men Præsten gik videre i Teksten, og jeg beherskede mig.
Bagefter kyssede jeg mit stakkels lille Barn, paa hvis Fødsel Præsten havde sat en saadan Plet.
Senere skønnede jeg nok, at disse Udtryk kanske ikke var at opfatte saa bogstavelig, og at det bare var der for at faa os til at føle os rigtig syndefulde og desmere taknemmelige for „Daabens og Genfødelsens Naade”, at det er dette Hensyn, som har drevet de gamle til at indtage Davids Fortvivlelsesudbrud ved vor almindelige Barnedaab. Men det véd enhver, at det, som overdrives, ofte faar den modsatte Virkning af, hvad man tilsigter.
Og er der nu egentlig nogen Mening i at bruge disse Ord af David her?
Han udtalte dem om sig selv i den dybeste Sønderknuselse, da det gik op for ham, hvilke afskyelige Forbrydelser han havde begaaet. Han havde bedraget en trofast Undersaat, koldblodig ladet ham dræbe og tillistet sig hans Hustru, altsaa de laveste Handlinger noget Menneske kan begaa. Da hans egen Elendighed gik op for ham ja, da havde han ikke Ord stærke nok til at udtrykke sin Fortvivlelse. Som Folk plejer, begyndte han da at forbande sin Fødsel og at lægge Skylden over paa sine Forældre. „Jeg er født i Misgerning, og min Moder har undfanget mig i Synd”, saadan klagede han, den stakkels David!
Det kan jo godt være, han havde Ret, jeg kendte ikke Davids Moder, og kan heller ikke vide, hvorledes det gik til ved Sønnens Fødsel!
Men oprigtig talt tror jeg ikke, han i Grunden mente andet, end at hans Moder, som kunde undfange og føde et saa syndefuldt Menneske som han, havde gjort bedre i at lade det være.
Men er der nu nogen Mening i, at disse Fortvivlelsesudbrud af en brødefuld Konge skal anvendes paa alle Nutidens smaa Børn? Vilde det ikke i alt Fald være meget heldigere, om man omskrev Ordene omtrent saa: Der er arvet Synd og Hang til Misgerninger ogsaa i dette lille Barns Indre?
Thi naar Præsten det ene Aar læser op for en om Guds Velbehag ved Barnefødsler og ved rig Frugtbarhed. og det næste Aar tordner til de samme Mennesker, at Barnet er „undfanget i Synd og født i Misgerning” hvad skal man saa tro og gøre? Hvad skal man egentlig holde sig til? Skal man føde Børn, eller skal man ikke?
