Nattemøde.
En særlig Ulempe ved Tyendets lange Arbejdstid er, at deres Foreningsmøder kun kan blive Nattemøder.
Saaledes var jeg forleden til Stede ved et Møde afholdt af Tyendeforeningen „Enighed”, som først begyndte Kl. 10, og man maa i Sandhed beundre Medlemmernes Iver og Interesse for deres Forenings Formaal, naar de efter en Arbejdstid fra 56 Morgen kan holde Møde fra 1012 Aften.
Diskussionen gik desuagtet livligt og var af alvorlig Interesse. Salen var propfuld, dog var Kvinderne svagt repræsenteret, hvilket er ganske selvfølgeligt, da Tjenestepigernes Arbejdstid er endnu længere end Karlenes.
Fru Johanne Meyer havde indledet en Diskussion om Tyendeforholdet før og nu. Det gamle patriakalske Forhold vilde ikke mere vende tilbage, og vi skulde heller ikke søge at reformere ad den Vej. Tjenestefolkene skulde ved Organisation søge at hæve deres egen Person og Dygtighed, saa de med Myndighed og Vægt kunde stille deres Fordringer. Af alle disse, der kunde gøres med Rette, var dog intet af større Betydning for dem end Forkortelse af Arbejdstiden, som nu var umenneskelig, meningsløs lang.
Mange Mænd deltog i Diskussionen, men kun én Kvinde, en ung Tjenestepige, der med Klarhed, Inderlighed og Forstaaelse anbefalede Studentersamfundets Aftenundervisning, fortalte hvorledes det gentagne Gange var blevet nægtet hende at besøge Undervisningen, men hun havde holdt fast ved sit Ønske og havde sejret, „og” fortsatte hun ”jeg sørger ogsaa for at lære mine Lektier ordenligt dertil. Lad os hellere benytte vor Fritid til at lære noget end til daarlige Fornøjelser,”
Det var den unge Tjenestepige selv, der sagde det!
Jeg ønskede, at mange af vore Fruer, der dømmer strengt om Tjenestefolkene, kunde være til Stede ved deres Foreningsmøder, de vilde da dømme anderledes om Arbejdernes Kamp.
Naturligvis falder der ved saadanne Møder mange drøje Ord om Uretfærdighed, daarlige Pigekamre, Mishandling og først og sidst misfornøjede Udtalelser om den 1214 Timers lange Arbejdstid; men det er ikke alene en krænket Menneskeværdighed, der taler gennem disse Arbejdere, det er ogsaa alvorlige Bestræbelser om at naa frem til Dygtighed og Menneskeværd.
Da jeg gik fra Mødet, slog Kl. halv et, og da jeg lukkede min Gadedør op, tænkte jeg: hvorledes dømmes nu den unge Tjenestepige, der kommer hjem i den sildige Nattetime. Mon ikke mange strenge Husmødre tænker, hun kommer fra tvivlsomme Steder i Stedet for, at hun kommer fra et Foreningsmøde, hvor hun har været for i Alvor at drøfte Forbedring af Tyendets Kaar og derved lagt en lille Sten til den ny Samfundsbygning, der skal rumme mere Retfærdighed og derved ogsaa mere Lykke.
Husmødre, tænk paa Tjenestepigens lange Arbejdstid og forkort den!