« Tilbage til søgeresultaterne
Aabent Brev til Fru Lemche
Jeg skal aldeles ikke indlade mig paa nogen som helst Diskussion om - hvorledes D. K. i Fremtiden skal gøre Kvindevalgretten frugtbringende for Kvindesagen; men een Ting maa jeg have Lov til at tage Afstand fra.
De skriver:
„Jeg var forberedt paa at tage en Dyst med hende paa dette rent saglige Spørgsmaal om Fremtidens Taktik; men jeg var ikke forberedt paa, at hun vilde føre Striden ind i mit eget Land, stævne mig endnu engang for Skranken som Redaktør” o. s. v. Kort forud nævnede De min aldrig svigtende Loyalitet - maa jeg have Lov til at fremhæve, at min Loyalitet ogsaa her havde paabudt mig aabent og ærligt iforvejen at sige Dem, at jeg vilde fremføre disse Anker mod Redaktionen.
Da vi den 5. Juni forud for Aalborgmødet talte sammen i Næstved og De spurgte om, hvad jeg vilde sige, da anførte jeg bl. a. - - - og saa vil jeg sige, hvad jeg før har sagt, at jeg mener, vort Blad har taget forkert paa forskelligt i den sidste Tid, der har været stor Harme bl. vore Medlemmer. - Og jeg anførte udtrykkeligt, at jeg havde modtaget mange Breve fra Medlemmer, hvori jeg anmodes om at sige dette.
Vi, der saa saaledes paa disse Artikler, mente jo nemlig, at de skadede D. K. - at det blev vanskeligt for os rundt omkring at holde sammen paa Medlemmerne - om der fortsattes paa den Maade.
De svarede mig dertil - naa - har De ogsaa faaet Breve, jeg selv har været nærved af drukne i Henvendelser; men jeg bryder mig ikke om dem, thi jeg ved, jeg har Ret.
Efter dette synes jeg ikke godt, at mit „Angreb” kunde komme bag paa Dem - forresten mente jeg, at vi to kendte hinanden saa godt, kendte hinandens Bevæggrunde saa godt, saa vi fredeligt kunde diskutere ogsaa den Sag; jeg har ihvert Tilfælde altid henvendt mig til Dem med fuld Tillid, maaske har jeg derfor mere end mange andre ondt ved at forstaa, alt det, der nu sker. Næstved, d. 19. Juli 1918.
Deres
Elisa Petersen.
Svar til Elisa Petersen.
Selv om De i vor 5 Minutters Samtale paa Næstved Banegaard den 5te Juni lod mig vide, at De ikke vilde imødekomme min indstændige Anmodning til Dem om at holde det evig tilbagevendende Spørgsmaal: i eller udenfor Partierne ude af Betragtning i Deres Indledningsforedrag paa Mødet i Aalborg, og selv om De sagde, at De var anmodet af Medlemmer om at udtrykke Deres Harme over mine Valgartikler, kunde jeg dog ikke af disse Udtalelser i en forbigaaende Samtale, som tilmed ikke De men jeg havde udbedt mig, være forberedt paa, at De vilde gøre min Redaktørvirksomhed til Hovedindholdet af et Foredrag, hvis Formaal var at vejlede Medlemmerne med Hensyn til, hvorledes D. K. i Fremtiden skulde gøre Valgretten frugtbringende for Kvindesagen, og hvad værre er. Tillidsmændene kunde endnu mindre være forberedt derpaa. Hertil kommer, at De ikke paa rette Sted, nemlig i Fællesstyrelsens Møde Dagen før Fællesmødet fandt Anledning til at gøre Fællesstyrelsens øvrige Medlemmer bekendt med at De vilde foretage det for et Fællesstyrelsesmedlem ret usædvanlige Skridt, at udlevere den af Fællesstyrelsen ansatte, ansvarshavende Redaktør til Forsamlingens Naade eller Unaade. Jeg gaar nemlig ud fra, at der ingen Underhaandsaftaler har fundet Sted mellem Dem og de andre Fællesstyrelsesmedlemmer desangaaende.
Det staar fast, at jeg kom til Aalborgmødet beredt paa at tage Del i en Diskussion om det paa Dagsordenen opgivne Forhandlingspunkt, og jeg kan som Bevis herpaa, hvad Dag De ønsker det, lade Dem se Manuskriptet til min paatænkte Tale som Diskussionsdeltager.
Forøvrigt var det ikke Deres „Angreb” paa mig, som modnede min længe overvejede Beslutning om - at trække mig tilbage fra Bladet, men de Udtalelser, som Deres Angreb kaldte frem og først og fremmest - Forsamlingens og Fællesstyrelsens overvejende passive Holdning overfor disse. - Naar jeg ikke opsatte at fremkomme med Meddelelsen om min Beslutning til det første Fællesstyrelsesmøde, var Grunden den, at jeg fandt det korrektest at lægge Skylden der, hvor den i hvert Fald formelt laa, nemlig hos de mødte Tillidsmænd, hvor meget der end, som ovenfor fremdraget, kan siges til disses Undskyldning.
Gyrithe Lemche.