« Tilbage til søgeresultaterne
Forsørgerpligten
(Forsinket paa Grund af Pladsmangel.)
Jeg er saa vel i Grundsynet som i de fleste Enkeltheder ganske enig i de af Landstingsmand Steincke i Foredraget udtalte Betragtninger. I hvert Fald er de Ændringer, jeg kunde ønske indføjet, for største Delen af en saa lidet betydende Art, at de næppe vil kunne gøre Krav paa almindelig Interesse, saa længe det hele Spørgsmaal endnu i saa høj Grad befinder sig paa Foreløbighedens Stand. Dog nærer jeg nogen Tvivl om, hvorvidt den „lille uskyldige Lovbestemmelse”, som er nævnet under Punkt 3 i sidste Del af Foredraget: „Intet Barn kan arve mere end ½ af sine Forældres Formue” o. s. v., i Virkeligheden vilde findes saa lille og uskyldig t sine Virkninger. Jeg er tilbøjelig til at mene, al Bestemmelser i den Retning let vil Vise sig ikke blot praktisk uigennemførlige, men tillige uheldige baade i økonomisk og i moralsk Henseende. Menneskene er jo nu engang ikke saa gode, som de burde være. Og vi har allerede i vor nugældende Lovgivning ingen Mangel paa nærliggende Fristelser til Forsøg paa at omgaa Lovene. Jeg kunde endvidere have ønsket en stærkere Fremhævelse af den nugældende Enkelovs alt for store Karrighed. Og jeg griber Lejligheden til ogsaa her at minde om den Sag. jeg havde fremme ved Børnevennernes Møde paa Nyborg Strand i Sommer; Betimeligheden af, at der tilstaas Værgeraadene en ret udstrakt Bevillingsmyndighed (uden Fattigforsørgelses Virkning), hvor økonomisk Trang, navnlig i børnerigt Hjem, umuliggør en forsvarlig Pleje, Ernæring og Opdragelse.
Der er imidlertid et enkelt Punkt, hvor jeg føler mig fristet til at gøre en bestemt Indvending mod Foredragsholderens Udtalelser. Han siger - i Følge Referatet - saaledes: ,,Lovgivningsmagtens Bestræbelser maa rettes paa at opmuntre den ægteskabelige Frugtbarhed. To-Børnssystemet maa afløses af et Tre- eller helst Firebørnssystem. Jeg er naturligvis enig med Foredragsholderen i, at Lovgivningen bør „opmuntre den ægteskabelige Frugtbarhed. Min Indvending gælder den Side af Sagen, at Udtalelsen synes at indskrænke sig til at anbefale et Tre- eller Firebørnssystem i Stedet for Tobørnssystemet og endogsaa ønsker en officiel Besegling af en saadan Anbefaling.
Mon det ikke tvært imod var betimeligt baade i moralsk Henseende og hvad angaar selve Folkeforøgelses-Spørgsmaalet, at søge at stille al denne Tale om „System” paa dette Omraade i den rette Belysning? To-børns-, Trebørns- eller Firebørnssystem er i moralsk og dermed i dybereforstaaet folkebevarende Betydning i Grunden Hip som Hap. Det er netop „Systemerne”, vi først og fremmest skal til Livs, samtidig med at vi skal arbejde hen imod saadanne sociale Tilstande, og foreløbig en saadan Forsørgelseslovgivning - at det at have mange Børn kan føles som en Velsignelse og ikke blot som en Bekymring. Saa længe „Systemerne” betragtes som noget normalt, ja endogsaa som noget anbefalelsesværdigt, der skal saa at sige gives Anvisning paa af Staten, vil det vedblive at staa betænkeligt til med Moralens Sundhed. Og det er ikke nok at arbejde for Folkeforøgelse, hvis det ikke er et moralsk og sundt og frodigt Folk, der er Tale om.
At det ikke er overflødigt at raabe Vagt i Gevær ogsaa her i Danmark over for Fare af denne Art, kan en lille fornylig oplevet Tildragelse maaske bevidne. Under det ovenfor berørte Møde for Børnesagen paa Nyborg Strand kom dette Spørgsmaal paa Tale i en privat Kreds. En tilstedeværende Dame, som har en Del Berøring med Arbejdet for ulykkelig stillede Børn, udtalte da som en ganske naturlig Udvej, at Fattigfolk burde sørge for at faa færre Børn. Hun havde aabenbart ikke fjerneste Forestilling om, at Systematisering i denne Retning, navnlig naar den vinder Indgang i Folkets bredere Lag altid i Historien har vist sig at være Vidnesbyrd om en begyndende Forraadnelse af Folkelegemet, en Opløsning af Folkets moralske Modstandsevne. Men naar man i Kredse, hvor man mener at have Kald til at bøde paa Samfundets Brøst, og er sat til at række Haand til de ulykkeligst stilledes Oprejsning, nærer saadanne Anskuelser, da turde det være paa Tide at udbrede Onlysning om „Systemerne”s Fordærvelighed frem for at give dem Stats-Anbefaling.
Men som sagt: forøvrigt hilser jeg med stor Glæde de af Hr. Landstingsmand Steincke givne Anvisniger paa Veje til gennem Lovgivningen at lette Forældre Byrderne ved Opdragelsen af en stor Børneflok. I sunde og oprindelige Tider har det altid været anset for en Lykke at have en talrig Efterslægt. Lad os arbejde hen til, at denne Betragtning kan blive herskende i vort Folk, og lad os i denne Henseende vise os betimelig rundhaandede med de offentlige Midler.
P. T. Sønderho, Juli 1918.
Thordur Tomasson.
Den ærede Redaktion har været saa elskværdig at tilstille mig foranstaaende Afhandling, og - trods Solskin og Feriesløvhed - vil jeg da gerne knytte nogle faa Bemærkninger til den, idet jeg iøvrigt med Tak kvitterer for venlig Omtale.
Jeg skal lade Arvelov, Enkelov og Værgeraadsloven ligge, skønt det kribler mig i Fingrene ved at læse Bemærkningerne om Værgeraadenes Bevillingsmyndighed m. v., og straks vende mig til den bestemte Indvending mod mine Udtalelser om Statens Forhold til „Eet-, To-, Tre eller Fire-Børns Systemet”.
Disse Bemærkninger lød i Foredraget saaledes: „Det er under Arbejde og indbyrdes Kappestrid, Kulturfolkene har opført deres stolte Bygning. Eet- og Tobørnssystemet vil lade den forfalde og styrte sammen igen. Ellen Key har ofte talt om vort Aarhundrede som „Barnets Aarhundrede”; i Stedet truer det med - som Kurt Wallis bemærker - at blive „lkke-Barnets Aarhundrede”.
Altsaa, uanset Striden mellem Malthus’ Tilhængere og Modstandere, givet er det, at i hvert Fald for Tiden er det ikke Overbefolkning, men Stagnation og Racegeneration, der truer det i Forvejen af Kapitalisme og Militarisme mishandlede Europa, og Lovgivningsmagtens Bestræbelser maa derfor rettes paa at opmuntre den ægteskabelige Frugtbarhed. Eet- og Tobørnssystemet maa i hvert Fald blive til Tre-Børns, helst til Fire-Børns Systemet” - - - o. s. v.
Den ærede Indsender synes i disse Udtalelser at se en speciel Anbefaling af Firebørnssystemet og mener, at ethvert „System paa dette Omraade dybest set i Grunden er Hip som Hap; det er paa Tide at udbrede Oplysning om „Systemernes Fordærvelighed fremfor at give døm Stats-Anbefaling.”
Det kunde nu være fristende at kaste sig ind i en Diskussion om, hvorvidt det egentlig er mere moralsk og ansvarsbevidst overfor Familie og Samfund at lade staa til paa dette Omraade og se at faa saa mange Børn, som „Vorherre” vil skænke en, end at regulere af Hensyn til Hjemmet, Hustruens Helbredstilstand, Indtægterne og de mange andre Forhold, der kan komme i Betragtning, men jeg skal indskrænke mig til at fremhæve, at min Betragtning ved den omhandlede Lejlighed var en rent praktisk, baseret paa følgende Slutningsrække:
Man kan skændes til Dommedag, Partier og Personer imellem, om, hvad der i dette Spørgsmaal er mest moralsk eller mest i Samfundets og Udviklingens Interesse. Men Lovgivningsmagten, som ikke skal give sig til direkte at moralisere, og som ved Samarbejde mellem forskellige Syn skal skabe et praktisk Resultat: bør ikke kaste sig ind i denne Diskussion, der kun vil splitte yderligere. Hvad derimod alle burde kunne være enige om, er, at Eet- og Tobørnssystemet ligefrem og paa viseligt fører til Stagnation og dermed til Racedegeneration, hvorfor der ogsaa maa Kunne ventes Enighed om, at Staten bør modvirke denne Bevægelse og i hvert Fald opmuntre Forældre til at sætte mindst 3, helst 4 Børn i Verden, hvilket bl. a. bør ske ved de Forsørgelses- og Skattereformer, jeg nærmere paapegede. Med 4 Børn er nemlig den moderate Befolkningsforøgelse sikret og Faren for Degeneration delvis fjernet.
Men udover denne Grundbetragtning kan der paa ingen Maade ventes Enighed, og længer end hertil gaar Interessen for Staten som saadan maaske heller ikke. I den lidenskabelige Strid mellem Bourgeoisiets Eet-børnegoister, Ny-Malthusianerne og de syndikalistiske Ildtilbedere af Præventionen paa den ene Side og paa den anden Side den brogede Skare af Socialister, der af „teoretiske” Grunde er for en stærk Befolkningstilvækst, en Del Kristelige, som af teologiske Hensyn argumenterer, som drejede det sig om Kaninavl, ikke om Børn, de mange, der af æstetiske eller moralske Hensyn modarbejder Præventionen og de 10-Tusinder af ligegyldige, der uden smaalig Teoretiseren eller af ren Mandfolkeegoisme lader staa til, - i den Strid er det ikke værd at rode de politiske Partier ind; thi den Alliance, enkelte af disse i saa Fald vilde indgaa med Kristendom, Moral o. s. v.,
o. s. v., vilde blive lidet hyggelig at skue. Menneskene i Almindelighed, Politikerne i Særdeleshed behøver ingenlunde saadanne særlige Glansnumre for at give Roller i Hykleri og Farisæisme.
Ogsaa af disse Grunde fandt og finder jeg det rimeligt og heldigt at tage Udgangspunktet ikke i teologiske eller rent moralske Betragtninger men alene i praktiske Samfundshensyn, at søge at finde det Grundlag hvorpaa alle alvorlige og socialtfølende Mennesker burde kunne stille sig, og ud herfra at antyde de praktiske Lovgivningsreformer, der vilde være nødvendige - men ogsaa forsvarlige netop ud fra dette fælles Grundlag. Højere sigtede jeg ikke, og højere er det næppe heldigt for den praktiske Politiker at sigte: men af samme Grund maa den ærede Indsender undskylde, at jeg ikke kan føle mig ramt af de fremsatte moralske Betænkeligheder ved ,,Systemerne”. Disse Betragtninger hører hjemme i en højere og lettere Sfære, end den, hvori jeg med mit Foredrag befandt mig. Jeg søgte nemlig at plante begge Fødder i Jorden, og naar man kun vilde acceptere dette Grundlag og de foreslaaede Forsørgelses- Arve- og Skattereformer eller lign., vilde jeg med Sindsro se Moralister, Teologer og Sociologer tumle videre med Problemerne og Systemerne og selv efter ringe Evne og Moral vidne mit.
P. t. Nykøbing Sjæll., 22. Juli 1918.
K. K. Steincke.
Det har altid undret mig at Staten som officielt holder paa Ægteskabet og Hjemmene gør saa lidt for at lette de økonomiske Byrder for det Ægtepar der paatager sig Møjen med at sætte Børn i Verden og opdrage dem.
Saa vidt jeg kan overskue det, kan jeg slutte mig til Hr. Steinckes forskellige Forslag; jeg finder saaledes den „lille uskyldige Lovparagraf” om Arven rentud genial, er blot bange for at den vil have en trang Vej før den naar frem.
Lettere vil det sikkert være at enes om at gennemføre Hjælp til Hjemmets Opretholdelse i Sygdomstilfælde; og gid den maatte komme hurtig; i al Fald i København er det meget vanskeligt at faa Børnene anbragte eller passede, mens Moderen er paa Hospitalet eller Rekonvalescenthjem.
Yderligere vil jeg gerne pege paa nogle Omraader, hvor jeg synes Hjælp er stærkt paakrævet og vil kunne gives uden Skaar i Forældrenes Ansvarsfølelse.
For det første det offentliges Pligt fil at skaffe de Forældre, der opdrager de nye Samfundsborgere ordentlige Boliger. Forholdet er jo det ganske bagvendte, at jo større Børneflokken er, jo slettere og mere indskrænket er i Reglen Boligen og det ikke blot under den nuværende Bolignød, hvor man forstaar om Mennesker med Ansvarsfølelse overhovedet betænker sig paa at stifte Familie, det er i Virkeligheden en gammel Skade, der blot træder mere grelt frem nu end før.
Der bør det offentlige træde til baade med at skaffe Boliger og med at hjælpe børnerige, ubemidlede Familier med Huslejetilskud. Enkelte Kommuner er jo tvunget af Nøden, begyndt at tage Opgaven op; men det maa gennemføres ganske anderledes rationelt. Men saa maa det offentlige ogsaa have Ret til at føre Tilsyn med at den forøgede Plads udnyttes paa rette Maade, at ikke hele Familier alligevel bunker sig sammen i et enkelt Værelse o. s. v. Det Boligtilsyn, vi haaber paa, vilde her have en af sine Opgaver.
Endvidere bør der gøres noget for at oplære Mødre i Børnepleje og Børneopdragelse. Den gode Vilje og Kærlighed til Børnene er ikke nok, selvom det er det væsentligste Grundlag.
Lad os faa den lettest mulige Adgang for alle Kvinder til at lære Børnepleje, allerede i Skolen burde de store Pigebørn lære dette, saaledes som det f. Eks. sker mange Steder i England.
Og saa kunde jeg tænke mig at de Kvinder, der havde Boligtilsynet ogsaa havde et vejledende Tilsyn med Børnene, ikke blot de spæde Børn. Er det Kvinder med Takt, og med virkelig Indsigt og Kundskab vil det sikkert ikke af Mødrene føles som uberettiget Indgreb, men som Hjælp og Opmuntring.
Vi har Konsulenter i Landbrug, Hønseri o. s. v. Lad os ogsaa faa veluddannede og vellønnede Konsulenter for Hjemmene, det vil sikkert lønne sig.
Alt hvad der gøres for at skabe gode Hjem og støtte Mødrene i deres samfundsnyttige Gerning vil komme mange Gange igen i forøget aandelig og legemlig Sundhed for den kommende Slægt.
Henni Forchhammer.
For den Husstand, der saa at sige repræsenterer Fremtiden: Ægteskabet med Børn, har det sikkert ofte staaet som noget af en Gaade, hvorfor netop den skal rammes langt føleligere af Skatten end den, der f. Eks. bestaar af nogle Søskende eller af en Moder og nogle Døtre. I den sidste Husstand beskattes jo nemlig hver enkelt af sin Indtægt, hvorimod Hustruens Særindtægt, dersom hun har en saadan, i den førstnævnte Husstand skal sammenlægges med Mandens og beskattes sammen med hans.
For Staten vil dette Forholds Ændring derhen, at hver ligesom i den anden Husstand beskattes af sin Indtægt, sikkert ikke spille nogen nævneværdig Rolle, i et hvert Tilfælde paa langt nær ikke saa stor som for de enkelte Husstande, over hvilke det nu gaar ud.
I det Hele taget skulde man mene det i høj Grad paakrævet og rimeligt, om der ved Skatteligningen tages et effektivt Hensyn til Forsørgeren, saaledes at der foretages et klækkeligt Fradrag i Skatten for hvert Barn, i ethvert Tilfælde for Forsørgere med Indtægter under en nærmere fastsat Grænse, og saaledes at Fradraget ikke ophører hverken med Børnenes 15. eller 18. Aar, dersom de Udgifter, som er forbundne med deres videre Uddannelse, fremdeles skal udredes af Forældrene.
Vel hedder det - og er vel til en vis Grad ogsaa saaledes - at Kamp giver Rygrad, og at lempelige Kaar ikke altid giver den bedste Slægt, men omvendt kan altfor vanskelige Kaar ofte hæmme de Unge saa alvorligt i Udviklingen, at en lovende Blomst visner hen uden at sætte Frugt.
Derfor maa der arbejdes paa at skaffe Støtte for de Familier, som ejer Fremtidsmulighederne, saa at det i ethvert Tilfælde ikke bliver vanskeligere Kaar for dem end for de, der kun repræsenterer Nutiden.
Caroline Bie.
