« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinder som Mejeribestyrere.

Af: Anine Jensen

« Se emneord

Uden i mindste Maade at ønske en Forlængelse af Mejeridebatten, kan jeg dog ikke godt undlade at give et Par Ord med i Laget, da jeg som fleraarig Mejerikone - af og til Mejerske - ogsaa har lidt Kendskab til et Mejeris daglige Drift.


Skulde jeg svare paa Spørgsmaalet: Bør Kvinderne blive Mejeribestyrere? vilde jeg dertil sige: Kvinderne bør blive alt, hvad de har Kræfter, Evner, Lyst og Anlæg til. De maa stilles Lige med Mændene i Frihed til at vælge deres egen Livsstilling.


Se dette kan man godt være enige om uden derfor at finde det klogt, særligt at kaste sig over at erobre Mejerierne fra Mændene. Ti disse har virkelig en stor Fordel ved denne Gerning i deres større Styrke og hensigtsmæssigere Klædedragt, og disse to Faktorer er det utvivlsomt, der væsentligt har ladet dem fortrænge Kvinderne. Den første vilde vel en sundere Opdragelse kunne raade noget Bod paa - den sidste kunde ændres straks! Men - vi kan jo ikke en Gang slippe Korsettet! -


Jeg indser heller ikke, hvorfor vi Kvinder absolut skal tage de strengeste Bestillinger op. - Vi forlader dem da ogsaa paa andre Omraader - se til Markarbejdet, hvor Kvinderne tidligere i langt højere Grad har været benyttede og udnyttede lige til det utroligste. Nu maa Mændene kønt tage mere og mere fat her, fordi Kvinderne ikke vil længere. Og hvad var mere naturligt, end om vi trængte ind i Manufakturforretningerne. Hidtil har vi fromt nøjedes med at „sidde ved Kassen”, men lad os erobre Styrelsen ogsaa af disse og mange andre Forretninger, der egner sig for vore fysiske Kræfter. - Der er sandelig ingen Grund til at søge ind i Stillinger, hvor vi altfor ofte bliver afhængige af Mændenes Ridderlighed, naar det gælder de tunge Tag.


Saaledes mener nu jeg om denne Sag, og jeg véd, at dette har ogsaa været min Mands, Karl F. Jensens Mening. Og derfor gør det mig ondt, at en Del Kvinder har misforstaaet ham paa dette Omraade.


Jeg har altid hørt, at man skulde sammenlægge et Menneskes Tale med dets daglige Færd, før man fældede dets Dom. Denne Fordring har hverken Mejerskerne eller Hr. Salling fyldestgjort over for min Mand. Alene dennes Forhold over for den eneste Kvinde, han har havt juridisk Ret til at være Formynder for, lige fra vi blev gift under de gamle Ægteskabsforhold, til vi nu - efter i flere Aar at have havt Ægtepagt og levet af samme Forretning - gaar over til hver sin selvstændige Virksomhed, bærer tilstrækkelig Vidnesbyrd om et Frisind over for Kvinderne, som jeg inderligt vilde ønske alle Mænd, der selv gaar i de lettere Arbejder og saa gerne vil overlade de tungere til os Kvinder.


Se, derfor er det, jeg føler Trang til at sende Hr. Salling sine „bornerte Mandfolk” tilbage, der er saavist Lejlighed nok til at anvende dem under mere passende Forhold.


Anine Jensen,


f. Kristensen. f. T. i Hjørring.


Hermed betragter vi Mejeridebatten foreløbig endt, men vil kun tilføje, at i Grunden var Fru Anine Jensens Udtalelser om Hr. Karl Fred. Jensens Standpunkt som Kvindesagsven aldeles overflødig. Hr. K. F. Jensen er saa velkendt af „Hvad vi vil”s Læsere for sine overbevisende Artikler for Kvindernes juridiske og moralske Ret tidligere her i Bladet. Der er endnu saa faa Mænd, der for Alvor taler Kvindernes Ret, saa vi glemmer ikke saa let Hr. Karl Fred. Jensens varme Indlæg i vor Sag.


Red.



« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Perioder

Regioner