Kvinden i Amerika

Trods alt det fine i fremmed Duft

Hel ren alene er Hjemmets Luft,

Der mødes bare det Barnesande

Og Synden kysses ifra din Pande.”

De Ord af Bjørnson er nu kun sande om de færreste Hjem, de skal i en forhaabentlig ikke fjærn Fremtid blive sande om de fleste - og de skal en Gang blive sande om alle.

- De skal en Gang blive sande om alle, det tør den tro; der gaar ud fra den Livsanskuelse, at der er kun ét, der er det positive i Tilværelsen, det er: det rette og det gode - med andre Ord: Naturens Værk som det ligger om os, det vi ikke fatter, men det, der altid er ret og godt. Det, de kalder det onde, er kun negativt: Naturens Værk er ikke naaet i Skjønhed og i Liv saa vidt, som det kunde være naaet. Ud fra denne Livsanskuelse vokser Troen paa en Fremgang i hele Slægtens Liv, paa at „Slægtens Tanke stiger i en Fremgang lig med Solens.” Lad os se ud over Verden, hvad Aarhundredets Arbejde er, saa faar vi Svaret paa, om der er Stilstand eller Fremgang.

Rundt om i Landene er de bedste Kræfter oppe for at finde Løsningen paa tre Spørgsmaal: Arbejdernes Berettigelse til et smukt Liv - Fredsbevægelsen, at Krigen, der hviler paa en Art Vildskab i Slægtens Hjærne, paa uciviliserede Instinkter, skal umuliggøres - og endelig Kvindens Ligestilling med Manden, hendes Frigørelse i social og politisk Henseende. Kvindens Ligestilling med Manden er et Led i det kommende Aarhundredes Udvikling, Virkeliggørelsen heraf vil løfte hele Slægten op mod det Maal, vi stræber efter. -

Det er mærkeligt, hvor langt stærkere Indtryk, det, man ser, gør paa én, end det, man bare hører om. - - For syv Aar siden, i den sidste Tid af mit Ophold i Danmark, skrev en af vore mest fremragende Literater til mig: „Det nytter ikke, hvad De siger: En Fisk lærer først at svømme i Vandet. Kvinden maa ud paa Livets Bane, før hendes Gerning har sin rette Betydning.

- - Jeg blev ved mit: Indadtil og saa først bagefter udadtil.

Saa kom jeg til et Folk, hvor der i Frihedens Luft ikke sættes de Skranker, jeg var vant til at se, for det ene og samme udelelige Liv, et Folk, for hvilket indadtil og udadtil ikke kunde skilles ad. Her behøvedes ingen Ord, her laa et stort Billede oprullet for den, der var opfostret i Lignelsen om Egetræet og Vedbenden, der havde faaet Ørene fyldte med Nordens yndige Kvinde, hendes Lokker o. s. v.

Hvorfor er de forenede Stater Fremtidens Land? Der er Grunde nok, der forklarer det naturlige i denne Kendsgerning, en af dem er, at her har ingen Deling været, Mand og Kvinde har i Forening bygget Nationen op, i en Forening, som intet andet Folkeslags Historie kan vise Magen til. Det var de stærke Kvækerkvinder, der i sin Tid var Livet i Kirken og Skolen, samtidig med at de var Verdens bedste Husmødre; det var de strænge puritanske Kvinder, der gav Præget til det Samfund, som lagde Grundvolden til den store Folkebygning, det var de haardføre, aldrig rædde Nybyggerkvinder, der delte Mands Fare og Mands Slid, paa samme Tid som de var baade Lov og Moral i de nyfødte Samfund. Og saa var Kvinderne, og er endnu mange Steder, saa faa i Tal i Forhold til Mændene, saa deres Nærværelse blev en Naade og en Himmelens Gave.

Alt dette i Forening satte Kvinden paa den Plads, hun altid har haft i denne Nation.

For ingen anden Nation er Kvinden det opdragende Element i den Grad, som hun er det for den amerikanske. Det er ikke blot for Børnene, at den udmærkede Lærerinde og Mødrene, der lever med i Skolens Gerning, har deres Betydning, men den Hærskare af kvindelige Professorer og Læger, der nu fra Østen spredes ud over Vesten, er det opdragende Element for Samfundet i samme Grad som Manden er det, sine Steder i højere Grad.

Navnlig er de kvindelige Lægers Gerning af største Betydning for Samfundet.

Det er en Kvinde, Dr. med. Alice B. Støckham, der i sin „Tokology” har prædiket en hel ny og dog gammel Moral, grundet ikke paa Vedtægt og Blindhed, men paa Naturens egne, aldrig fejlende Love. Opfyldt af sin dybe Forstaaelse af disse Love. af sin ubegrænsede Ærefrygt for dem, har hun frygtløst talt til en Slægt, som netop skal høre sligt fra en Kvinde. Hun har talt ud netop paa det Omraade, hvor det behøves mest, det, der var saa sanktioneret og garderet, saa ingen turde røre det: Ægteskabets Omraade. Længe nok har der været skrevet af Mænd for Mænd, ingen Kvinder vilde aabne Bøgerne, og det var dog netop dem, der skulde.

Nu talte en Kvinde til sine Søstre, og de hørte paa hende helt ud til det yderste Vesten, de byttede deres syltede Ferskener og deres slagtefærdige Kyllinger hen for at faa Bogen i Eje.

Det er Kvinden herovre, der skal laane Haand til at lægge den nye Grundvold for al Samfundsforbedring: „Physiologien som Samfundsreformator” skal ved hende skrives over alt Slægtens Arbejde i den Retning.

Vi har længe nok talt om „Synd” - lad os nu begynde at tale om „Mangel paa Forstaaelse af Naturens Love og som Følge deraf Mangel paa Ærefrygt for dem. Naar hun, der bærer Slægtens Børn, der føder dem til Verden under en Lidelse, ingen Mand gør sig Begreb om, hun, der giver dem Aands, og Legems Præg i højere Grad, end nogen Fader kan gøre - naar hun faar samme Stemme med som Manden angaaende de Samfundskaar, hvorunder disse Børn skal leve Livet, først da kan det gaa ustandseligt fremad. Hvad er den enkeltes Gerning maalt med Evighedsmaalet? En Draabe i Havet - Fodspor at træde i - derfor er det begribeligt, at smaalig Skinsyge ikke endnu er forsvunden overfor det ene store: Menneskehedens Vækst mod Fuldkommenhedens Maal. „Der mødes bare det barnesande” - - - ja, mere end det barnesande, det menneskeligt fuldkomne skal en Dag findes i Hjemmene og derfra i Samfundet - skabt ved Mandens og Kvindens forenede Virken