Nordisk Kvindesagsmøde den 14., 15. og 16. Juli 1888.

(Fortsat.)

Redaktør Borg gjorde rede for de politiske Forhold i Sverig, hvor Spørgsmaalet om Kvindens Valgret paa Grund af at disse ikke var naaet ret langt frem. Han oplyste, at Kvinden i Sverig havde kommunal Valgret, men at dette ikke havde meget at sige, da de var udelukkede fra Skoleraadet, Fattigvæsenet og Kommunalraadet. De faa Forsøg, som var gjorte for at udvide Feltet for Kvindens Virksomhed, var ikke hidtil kronede med Held.

Dog vidste vi, at paa Kvindens forbedrede Stilling samt hendes Ret til at yde sine Evner og Kræfter i det borgerlige Liv, derpaa beror dog væsentlig Menneskehedens fremtidige Lykke.

Under stærkt Bifald udtalte Ordstyreren sin Tak til Hr. Borg for hans varmfulde og klare Foredrag.

Frøken Alli Trygg (Finland) begyndte med at udtale den Sætning: "Finland er et lidet fattigt Land", men i denne Sag var det kommet foran mange andre Lande. Den finske Kvinde har fuld kommunal Valgret og Valgbarhed, hun kan vælges ind i Skoleraad og alle Udvalg, være Ordfører for alle Spørgsmaal. Taleren meddelte, at i Skoleraadet for den store finske Fællesskole, der gik lige op til Universitetet, sad der 3 Herrer og 2 Damer.

Ogsaa til Fattigforstander kan de vælges, og hun haabede med Tiden at se en Kvinde som Borgmester i Helsingfors.

For Resten er det umuligt paa nogen Maade at gengive Frk. Alli Tryggs Tale, da hendes livlige og talende Bevægelse hører med til Foredraget og sympatetisk griber Tilhørerne.

Man gik nu over til det næste Punkt paa Dagsorden: "Fredssagen som Kvindesag".

Fru Bajer fik derpaa Ordet og gav Beretning for Danmarks Vedkommende:

I disse Militarismens Tider, da der ved Siden af, at Industrien blomstrer, tillige blomstrer et Kapløb mellem Nationerne om, hvem der kan stille den største Hær paa Benene, hvem der kan opfinde det forfærdeligste Mordvaaben, ofre mest af Værdier paa dette det ufrugtbare Arbejde - i saadanne Tider opstod der naturlig Tanke og Bestræbelser af modsat Art: Hvad kan der gøres for at hæmme dette Uvæsen, hvorledes kan vi værne om Menneskeliv, om Kunsten og Industrien? Det kan alene ske ved at arbejde hen til Fred mellem Nationerne. Og her har Kvinden en stor Opgave at løse; som Moder, som Opdragerinde, kan hun nedlægge en Sæd, som bærer Fredens Frugt. Vi se herfor, ogsaa i de fleste Lande, hvor Arbejdet imod Militarismen har Fremgang, der er det Kvinden, som med Iver tager fat med. Kun her i Norden synes det anderledes, her holder Kvinderne sig mest borte eller er ligegyldige overfor en Sag, der er af saa stor Betydning for alle.

Vi har for nogle Aar siden set energiske Kvinder ofre stor Virksomhed for at tilvejebringe Pengemidler til Kanoner. En Deputation af Kvinder gik den 25. Februar 1885 til Kongen og meddelte ham, at der ved frivillige Bidrag fra 20,000 Kvinder her i Landet var anskaffet 8 Fæstningskanoner. Tænk Dem, 20,000 Kvinder, mon virkelig mange af disse har tænkt over Sagen? Jeg har talt med enkelte af disse om den Sag, og de har tilstaaet, at de ikke alene strax fortrød, hvad de havde gjort, men ved nærmere at tænke selv, havde de syntes, at det var galt.

For et Par Aar siden, 1886, udsendtes fra en Kreds af Kvinder et Opraab om Fredssagen, det gav Genlyd mange Steder, men alt for faa, vi har det sikre Haab og Grund til at tro, at Kvindesagens Venner ogsaa mer og mer vil gøre den Sag til deres.

Frøken Anna Bugge (Norge) kunde kun sige, at i Norge existerede Fredssagen slet ikke som Sag. vilde man der omtale sligt, vilde man møde en haanlig "Trækken paa Skuldrene", Fredssagen betragtes som "Utopi", der hører hjemme i Tusendaarsriget og ikke i vor syndige Verden. Det, som gør størst Skade, er, at Krigspolitiken sejler under Patriotismens Flag, men denne Patriotisme virker paa en egen Maade.

Løjtnart Wavrinsky fik nu Ordet, og han udtalte ganske det samme for Sverigs, som Frk. Bugge for Norges Vedkommende. Fredssagen laa i Dvale eller havde aldrig været i Live. Man havde i Sverig to Ordspil: "Vil du Fred, da bered dig paa Krig", og: "Vil du Fred, saa bered dig paa Frihed". - Den første Sætning var tagen til Indtægt af Militarismens Damer, der ligesom i Danmark havde udstedt et Opraab til det svenske Folk om at yde Bidrag til Befæstninger. Opraabet var undertegnet af mange af Sverigs største Adelsnavne.

Man gjorde nu et Ophold og spiste Frokost, samtalede med Venner og Bekendte, og gik derpaa over til Spørgsmaalet: "Afholdssagen som Kvindesag".

Forretningsfører Nielsen. Den første Afholdsforening blev stiftet af Pastor Eleholtz i Vejle den 17. April 1879. Den næste nogle Dage senere af Johan Hansen i Randers; begge nylig ankomne her til Danmark fra Amerika, da de optog Afholdsarbejdet.

Bevægelsen, som den Gang begyndte religiøs, fortsættes nu som en ren borgerlig Bevægelse, uafhængig af Religion og Politik.

Fra det Bevægelsen begyndte i Vejle med nogle faa Medlemmer og indtil nu har den vundet en meget stor og stærk Tilslutning, idet henimod 40,000 har erklæret sig for Afholdsfolk.

Danmarks Afholdsforeninger lade aarligt afholde over 1000 Foredrag. "Danmarks Afholdsforening" bestaar af mellem 400 á 500 lokale Foreninger, og hver Forening afholder 3 á 4 offenlige Møder om Aaret, nogle enkelte 8 á 16. "Københavns Afholdsforening" 40 á 45.

De 40,000 Afholdsfolk er fordelte saaledes: Danmarks Afholdsforening"s Medlemsantal er 26 - 27000, "Good Templar" ca. 6000, de øvrige enten i andre Foreninger ("Templar Ordenen" o. l.) eller ikke Medlemmer af noget Selskab.

Edvard Wavrinsky (Sverig). I Sverig var Afholdssagen taget op omtrent som i Danmark, men stærkere end den stod Good Templarforeningen, som tæller 60,000 Medlemmer, og dens Virkning var ikke ubetydelig. Men trods dette stod Drikkeriet i Sverig i sørgeligt Flor, her kunde man snart sige, at det var blevet til Skik, at Kvinder drak. For 20 Aar siden var det en Skam for Kvinder at drikke Spiritus, senere kunde man se Kvinderne næsten overalt i den Henseende være lige med Manden, ikke at forstaa, at de drak for meget, nej, ganske lidt, et Par Glas Vin, en lille Toddy, Likør og lign. Det hørte sig til og var, som man udtrykte sig, "comme il faut". Men hvordan skulde Ondet hæmmes hos Manden, naar Kvinden stod Side om Side med ham, naar det første, en Husmoder bød Gæsten, var Spiritus? Man trode, det var ganske uskyldigt, men Hospitalerne og Sindssygeanstalterne talte et andet Sprog, Taleren paaviste nærmere, hvorledes Drikkeondet selv i sin mildeste Form havde den fordærveligste Indflydelse paa den opvoxende Slægt, fra Fosteret i Moders Liv til Exemplets Magt under Opdragelsen. Hr. Wavrinskys Foredrag lønnedes med Bifald, især efter denne Udtalelse: "Naar Emancipationen skal føre til, at Kvinden optager alle Mandens Laster for derved at blive ligestillet med ham, da maa vi raabe "Vagt i Gevær" imod den. Den skal føre til Udryddelse af det daarlige og lægge ny Kraft i det gode hos Manden.¹)

Derefter fik Frøken Hagmann Ordet.

Det är icke fullt tio år sedan nykterhetsrörelsen i sin nuvarande form såsom absolut nykterhetsrörelse begynte i Finland.

Några dagar förrän jag reste från mitt hem voro landets nykterhetsföreningar samlade i Helsingfors till det sjette allmänna nykterhetsmötet. Sådana möten hållas hvarje sommar i någon af landets större stader och tjena till att sammanföra nykterhetsarbetarne från olika orter, för att diskutera och öfverlägga om huru arbetet ändamålsenligast bör bedrifvas.

Jag kom på mötet att sitta bredvid den qvinna, som hos oss är en af de första och förnämsta arbetare i verksamheten for nykterheten. Hon berättade för mig, att då hon tillsammans med ett tiotal likatänkande grundade absoluta nykterhetsföreningen i Wasa, hon med misströstande blickar såg framtiden an. Då fick hon bud om att ett allmänt möte i nykterhetssaken skulle hållas i Abo den o. den dagen. Hon beslöt genast att resa dit for att framlägga sina tankar om den absoluta nykterhetens nödvändighet såsom vilkoret for nykterhetssträfvandets framgång, och hon reste.

En ung medicine doktor hade på vetenskaplig väg kommit till den slutsatsen, att rusdryckernas äfven måttliga användning mera skadar än nyttar menniskokroppen, och då han läste i tidningarna om det ofvannämnda motet, reste han genast dit utan att säga sin familj någonting om hvart han for.

Han hörde den ofvannämnda qvinnan froken Hellman från Wasa tala om deres absoluta nykterhetsförening i Wasa, han hörde andra framhålla samma tankar som hon om den absoluta formens nytta och nödvändighet. Han blef hänford af, hvad han hörde, ty det var, hvad äfven han tänkte.

Det är denne man, doktor Aksel Granfelt, som sedan den tiden ledt nykterhetsrörelsen i vårt land.

Vi hafva nu nykterhetsföreningar öfver hela landet, till antalet mycket på andra hundradet med nära 10,000 medlemmar. Af dessa föreningar bilda de allra flesta numera ett sällskap, som kallar sig Nykterhetens vänner, och har sin central i Helsingfors.

Sällskapets åndamål är helt enkelt att få rusdryckernas försäljning inskränkt till apoteken. För att uppnå detta mål söker sällskapet först och främst att inverka på den allmänna seden derhän att få rusdryckerna ur bruk så mycket som möjligt. Nykterhetsvännerna veta att ingen är född drinkare, utan att det är dryckesseden, som skaper drinkaren, derföre vilja de hafva just seden bort. Derföre forbinder sig hvarje medlem uti en absolut nykterhetsförening att icke vilja sjelf förtära eller bjuda åt andra rusdrycker såsom njutnings- eller näringsmedel.

För det andra söker sällskapet att inverka på lagstiftningen for att få en absolut förbudslag emot såväl svagare som starkare rusdrycker.

Arbetet bedrifves genom föredrag, som alla år föranstaltats öfver hela landet genom broschyrer, äfven några större arbeten hafva utkommit, tidningsartikler i dagbladen, samt egna tidsskrifter i ämnet.

Hvad lagstiftningen beträffar hafva nykterhetsvännerna härintill vunnit, att kommunerne sjelfva ega bestämma öfver försäljningsställenas antal, och detta steg framåt är ingalunda litet. Detta har haft till resultat, att man i Finland under senaste året förspillt flera milljoner mindre på rusdrycker än före den nya lagens tillämpning. På senaste landtdag visade sig emellertid en reaktion i den allmänna stämningen i våra riksstånd. Doktor Granfelt, som representerade sin adliga ätt i Ridderskapet och Adeln, stötte denna gang på ett starkare motstånd än förut, och nykterhetens vänner hafva icke stora resultat att vänta af nu afslutade landtdag.

Af nykterhetsmännen har i Danmark har jag hört, att det hufvudsakligen är från de lägra samhallslägren nykterhetsrörelsen representeras. Samma förhållande eger rum i mitt foster!and. De högre stånden, de lyckligare, lottade, bära icke mycket på sig. Visserligen gifva de saken sin kärlek och entusiasm, men någon aktiv del i sträfvandet taga de öfverhufvud icke. Detta är icke att förstå såsom alls inga af de högre vore med, der är ett antal bildade män, som hvar på sin ort föra saken fram, studenter, filosofie kandidater, filosofie doktorer t. o. m. framstående vetenskapsmän samt qvinnor från de högre stånden, men dessa uttgöra dock en liten minoritet af sällskapet.

Icke alla qvinnor hafva fattat, att nykterhetsarbetet är tillika ett arbete for qvinnans sak, på samma gang det är for hela nationen.

Men instinktlikt känna qvinnorna dock, att nykterketsmännen äro deras och deras saks bäste vänner, och jag hoppas, att äfven nykterhetsmännen. måtte känna, att komma qvinnorna en dag med i representationen, då är rusdryckernas sista stund slagen.

Man gik nu over til Redegørelse om Fællesundervisningen. Hr. Cand. Trier fremhævede stærkt dens Betydning, men for ogsaa at have Erfaring at støtte sig til, oplæste han et Brev fra en pensioneret Skolelærer,²) som omtrent i en Menneskealder havde haft med Børneundervisningen at gøre i en Landsbyskole, hvor Fællesundervisningen stadig har været den herskende. Hans Mening var, at Samundervisningen i Skolerne var Grundlaget for et senere Livs Renhed, og at Adskillelse i Skolerne førte til en Masse Udskejelser og Uvaner. Hr. Trier gik derefter over til at omtale Fællesundervisningen i de højere Skoler og nævnte tillige Askov udvidede Højskole, hvor Samundervisningen til Dato har givet de glædeligste Resultater. Derefter omtalte han de kvindelige Studenter og sluttede med at udtale Haabet om, at Fællesundervisningen mere og mere maatte trænge ind i alle Skoler, ikke tvungen af pekuniære Hensyn, men fordi det maatte staa for den almene Bevidsthed som det ene rigtige.

Fru Ragna Nielsen, f. Ullmann (Norge).

Norge er, saavidt jeg ved, det Land i Europa, hvor vi er kommne længst med Indførelse af Fællesundervisning. Der er to Momenter, som har bidraget hertil: Fattigdommen og Landets spredte Befolkning. I Almueskolerne paa Landet har saaledes Fællesundervisning længe været praktiseret, og i 1885 blev Adgang til Middelskolerne og de lærde Skoler aabnet for Pigerne. Private Skoler begynde at komme efter, rigtignok faa af principmæssige Grunde, de fleste af økonomiske Hensyn. Nu er det jo saa, at man maa være glad over, at Pigerne har faaet Adgang til højere Undervisning, men man maa ikke tro, at deres Ligeberettigelse med Gutterne er fuldt anerkjendt. I Kirkedepartementets Skrivelse af 25. November 1885 siges, at Pigers Optagelse kun maa finde Sted, hvor dette kan ske uden "væsentlig Ulempe" for Undervisningen og kun, hvor "Klassernes Talrighed ikke lægger Hindringer i Vejen for en eller flere Pigers Optagelse." Dette er karakteristisk for saa vidt, som det der som saa mange Steder ellers viser sig, hvor vanskeligt det er for de fleste Mænd fuldt og af Hjærtet at erkjende, at Kvinder og Piger har Ret til de samme Goder som Mænd og Gutter.

1) Dagen efter nedlagde Forstander Eva Rothe Protest mod Wavrinskys Udtalelser paa de svenske Kvinders vegne.

2) Dette meget indholdsrige Brev vil, om vi kan erholde Tilladelse af vedkommende, blive trykt senere her i Bladet.

(Fortsættes).