Dansk
« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Rigsdagen

« Se emneord

(Sluttes).

Børneforsorg.

Helga Larsen: Ligesom de foregaaende kvindelige Talere vil ogsaa jeg ved denne Finanslovdebat Udtale min Glæde over, at Kvinderne nu endelig har faaet politisk Valgret og Valgbarhed. Jeg haaber, at dette skal betyde, at Kvinderne ogsaa snart paa de mange Omraader, som endnu er tilbage, maa opnaa fuld Ligestil­ling med Mændene.

Det er dog ikke særlig for at ta­le Kvindernes Sag med Hensyn til økonomisk Ligestilling, at jeg har indtegnet mig som Taler, men derimod for at søge at vække Op­mærksomhed for et Par Spørgsmaal, som ganske vist Gang paa Gang har Været drøftede her i Tinget, men med Hensyn til hvil­ke jeg syntes, at der er udrettet saa uendelig lidt. Jeg haaber, det skul­de kunne sætte sine Spor, at Kvin­derne nu er kommet med i det po­litiske Arbejde. Det er ikke saa mange Aar siden, at der blev op­ført en ny Straffeanstalt ved Ny­borg, og nu har vi faaet at vide, at den skal udvides. Alle vore Fængsler og alle vore Straffean­stalter er overfyldte. Samtidig kommer Værgeraadene og Overværgeraadet og udtaler deres For­tvivlelse over den stadig stigende Kriminalitet hos Børn og unge Mennesker og kræver stadig stør­re og større Bevillinger til Anstal­ter og Hjem for saadanne Børn, som er skejet ud. Alle disse Institutioner gør sikkert, hvad der kan gøres for at bringe de unge Mennesker, som er kommet paa Af­veje, tilbage paa den rette Vej, og det er ikke smaa Summer, der ofres herpaa. En Anstalt som Braaskovgaard, hvor der, saa vidt jeg ved, er anbragt 70-80 unge Men­nesker, er opført med en aarlig Udgift af 60,000 Kr. Lægger man hertil, hvad det har kostet at op­føre Anstalten, saa kommer man op paa en Udgift for hvert af de unge Mennesker paa over 1100, ja maaske 1200 Kr. aarlig. Af Fi­nansloven vil man se, at de dan­ske Plejehjemsforeninger, der har Forsorgen for ikke mindre end 4892 Børn, derimod maa nøjes med et Bidrag af Staten paa Kr. 12,50 pr. Barn. Kommunerne be­taler selvfølgelig deres Bidrag, og Foreningerne maa saa iøvrigt selv klare sig, som de bedst kan, klare sig ved private Tilskud fra Børnehjælpsdagen og lignende.    Udgifterne til de statsanerkendte Bør­nehjem, er 122,000 Kr. Efter den sidste Fortegnelse fra i Fjor fand­tes der paa disse Børnehjem 1748 Børn. Her giver Staten altsaa et aarligt Tilskud af 70 Kr. pr. Barn. Baade Plejehjemsforeningerne og de statsanerkendte Børnehjem tager sig af de stakkels Børn, som maaske savner det bedste, et Barn kan have her i Livet: en god og kærlig Moders Pleje og Pasning. Hvad Statens Bidrag angaar, er Springet fra de 70 Kr. pr. Barn til Børnehjemmene og de

1100-1200 Kr. for hvert af de unge Menne­sker paa Braaskovgaard saa svim­lende stort, at man spørger sig selv: Gøres der nok for disse Børn, ofres der nok for at hindre de go­de Børn i at skeje ud og blive, hvad man kalder forbryderske og forsømte Børn?    Man vil maaske sige, at det er ikke alle Børn, der skikker sig lige vel, og derfor vil man, hvad man end gør, faa med forbryderske og forsømte Børn at gøre, og det er desværre rigtigt nok, men ser man Listerne igen­nem over Drengene paa Braaskovgaard og Pigerne paa Vejstrup-Hjemmet og Fangerne i vore Straffeanstalter, vil man se, at det langt overvejende Antal af disse enten har haft daarlige Hjem el­ler slet intet Hjem; de har aldrig prøvet den Lykke, det er, i Barndommen at have en kærlig Moders omhyggelige Pleje. Disse Børn er fra Fødselen ikke slettere end an­dre Børn, men Samfundet har for­sømt dem i allerhøjeste Grad, og mange af disse Stakler har lidt umaadelig Skade, ja, maaske Ska­de for hele Livet. Det er Samfun­dets Pligt at tage sig af disse forældreløse ulykkelige Børn, vi maa være dem i Faders og Moders Sted i Virkeligheden er det jo ri­ge Stifforældre, disse Børn har, men naar man saa ser, at der af Staten kun ofres 12 ½ Kr. op til 70 Kr. aarlig til disse Børn, maa man indrømme, at det ikke er ret megen Glæde eller ret megen Opdragelse, de kan faa for saa usle smaa Summer. De gode og flinke Børn sender man ud til Bønderne, for at de kan arbejde og ernære sig selv, men det er ikke altid af Kærlighed til disse Børn, at Bon­den tager sig af dem; for det me­ste er Grunden den, at han paa den Maade faar en billig Arbejds­kraft i saadan en lille Dreng eller Pige. Det kan det offentlige ikke være bekendt. Samfundet maa herefter ofre anderledes Summer paa disse Børns Opdragelse; man har en Forpligtelse til at sørge for, at de faar et godt Hjem og en lys og lykkelig Barndom.

Der er ogsaa andre uheldige Forhold, det offentlige bør raade Bod paa. Staten burde saaledes yde et saa stort Tilskud til

Kommunerne, at hver eneste Kommune i vort Land kunde blive i Stand til og pligtig, at oprette kommuna­le vuggestuer og Børnehaver, Fritidshjem og Dagarbejdsskoler. Som Samfundet er indrettet nu, er det i næsten alle Arbejderhjem saadan, at Hustruen maa gaa ud paa Arbejde for at holde det fæl­les Hjem sammen. Derfor maa det være det offentliges Pligt at træde til og hjælpe disse Familier at op­drage deres Børn; vi kan ikke for­svare, at Tusinder og atter Tusin­der af Børn er overladte til sig selv og prisgivne Gaden og alle de Fristelser, der er forbundne dermed.

Saa er der de smaa spæde Børn, Det er i Øjeblikket saaledes, at skal en Moder have en Dagpleje til sit lille Barn, maa hun i Regelen betale Mælken og en 7 - 8 Kr. om Ugen for Pasningen. Man skulde tro, at det, naar man betaler en saadan Plejeløn, var nemt at faa nogen til at passe Barnet; men det er slet ikke Tilfældet. En saadan Moder maa meget ofte gaa Tigger­gang fra Hjem til Hjem for at faa nogen til at passe det lille Barn, og meget ofte maa hun forsømme sit Arbejde, fordi hun ingen kan faa til at passe det; men er det en enligstillet Kvinde med Barn, er hun dog nødt til at passe sit Arbejde for at kunne leve nogenlunde ordentligt. Forholdet er i Virkeligheden ganske fortvivlet; her maa, og bør Samfundet træde hjæl­pende til.

                                

Fabriksloven.

Der er ogsaa et andet Spørgsmaal, jeg gerne vil omtale; det angaar den frugtsommelige arbej­dende Kvinde. Der er en Lov, der hjemler dem Ret til Understøttel­se indtil 4 Uger efter Fødselen. Jeg vil henstille til Regeringen, om denne Lov maatte blive forandret og blive noget bedre overholdt. Mange arbejdende Kvinder begyn­der deres Arbejde i Fabrikkerne 2 Uger efter Nedkomsten, de skaf­fer en Lægeattest for, at de er arbejdsdygtige, og saa faar de Lov til at begyndte deres Arbejde igen. Kvinder er langtfra raske 14 Dage efter en saadan Affære, men den Understøttelse, man byder disse Kvinder, er saa ringe, at de ikke kan leve deraf. Jeg vil derfor hen­stille, at man ændrede denne Lov, saaledes at enhver frugtsommelig Arbejderske, som er i Trang, kan hæve Understøttelse mindst 6 Uger før og 6 Uger efter Fødselen. Det er ganske nødvendigt baade for Moderens og Barnets Helbred, at det strenge legemlige Arbejde ophører mindst 6 Uger før Fød­selen. Jeg har saa ofte haft Lej­lighed til at se, hvorledes højt frugtsommelige Kvinder har ar­bejdet paa Fabrikker fra Kl. 6 Morgen til 5 Aften, og set, hvor disse stakkels Kvinder har været ved at segne af Overanstrengelse og Slid. Jeg taler her paa de Tusinder og atter Tusinder af arbej­dende Kvinders Vegne, som ven­ter med Længsel paa, at denne Lov snart maa blive forbedret.

 

Præsteembeder.

Kirkeministeren: Jeg har deref­ter en Bemærkning til det ærede 13de Medlem for Hovedstaden (Elna Munch). Det ærede Medlem ønskede Klarhed over, hvor­vidt der ifølge dansk Lovgivning var Adgang for Kvinder til at blive Præster. Jeg maa sige, at jeg tror ikke, der egentlig er noget i dansk Lovgivning, som forbyder Kvinder at blive Præster, men paa den anden Side er der ingen Tvivl om, at det altid har været Forud­sætningen, at kun Mænd kunde blive det. Stillingen har lige til 1904 været den, at Kvinder over­hovedet ikke havde Adgang til at tage teologisk Embedseksamen. I 1904 fik de denne Adgang, men indenfor Konsistorium var der et Mindretal, der ønskede, at man skulde sige Nej til Andragendet, idet dette Mindretal var bekymret for, at man ved at give dem denne Tilladelse skulde anerkende deres Ret til at faa Præsteembeder. Jeg personlig kan ikke se, at der er noget som helst principielt til Hin­der for, at Kvinder skulde kunne blive Præster i vor Folkekirke, men jeg mener altsaa, at Stillingen vistnok er saadan, at der maa en Lov til, for at det kan ske.

 

Retsembeder.

Undervisningsministeren: Det ærede 13de Medlem for Hovedsta­den (Elna Munch) rejste Spørgsmaalet, om det var muligt for Kvinder at blive Rektorer ved Gymnasieskolerne. Det ærede Medlem har sikkert rejst Spørgsmaalet ud fra den Bestemmelse, der staar i Lønningsloven for de højere Almenskoler. I Reglerne om Gymnasieskolernes Lærerlønninger hedder det udtrykkeligt: „Kvinder kan for Fremtiden blive Adjunkter ved Gymnasieskolen”. Denne Bestemmelse, som vistnok blev indsat den Gang Lovforslaget blev fuldstændig omkalfatret ved nogle Ændringer her i Tinget, er for saa vidt ret meningsløs, som der vistnok ingen Tvivl er om, at efter Almenskoleloven af 1903, hvor der intet siges herom, kunde Kvinder blive Adjunkter, ligesom de kunde blive Rektorer. I hvert Fald forekommer det mig, at naar Ministeriet ved sin Praksis har slaaet fast, at dette kan ske, har man derved hævdet, at Forstaaelsen af Almenskoleloven af 1903 maa være, at de kan blive Rekto­rer. Princippet er jo ogsaa slaaet stærkt fast i Fjor ved den nye Lov om Ordningen af de højere Skolers Forhold i Stor-København, idet Staten i Henhold til denne Lov har overtaget forskellige Sko­ler, hvor Kvinder sidder som Rek­torer. Jeg mener derfor ikke, at er nødvendigt, at der her sker en Lovændring, Dels er det efter Loven af 1903 sikkert lovligt, at Kvinder bliver Rektorer og Adjunkter, dels er det gennem Prak­sis slaaet fast, at Kvinder kan være Rektorer ved Statsskoler, og ingen har gjort Indvending derimod. Vil man endelig have det slaaet yderligere fast, skulde jeg antage, at det kunde ske samtidig med en Omordning af vort samlede Sko­levæsen, som det jo synes, at vi alle sammen er enige om maa komme ret snart gennem en Kommissionsbehandling.

 

Børneforsorg.

Det ærede 19de Medlem for Ho­vedstaden (Helga Larsen) dvælede ved den Forskel, der var paa Sta­tens Udgifter til Elever paa Braaskovgaard, i Plejehjemsforeningerne og i Børnehjemmene: paa Braaskovgaard kostede en Elev Staten omtrent 1200 Kr., Pleje­hjemsforeningerne fik 12 Kr. 50 Øre pr. Barn og Børnehjemmene fik indtil 70 Kr. pr. Barn, Jeg vil tro, at det ærede Medlem har reg­net disse Tal rigtigt ud. Jeg har ikke regnet dem nøje efter, men det er vist omtrent rigtigt. Det kunde nok synes at være ret store Forskelle, men uden i denne se­ne Time at komme dybt ind paa Spørgsmaalet, vil jeg dog gøre op­mærksom paa, at der er ret stor Forskel paa en Opdragelsesanstalt som Braaskovgaard, som tager Elever, der har været stærkt paa Afveje, og Plejehjemsforeningerne, som modtager Børn, der ikke har været paa Afveje, men er for­ældreløse eller i anden Anledning skal hjælpes, og ligesaa Børne­hjemmene. Jeg tror ikke, disse In­stitutioner helt kan sammenlignes. Men derfor skal jeg ikke nægte, at Forholdet mellem Statens forskel­lige Ydelser maaske ikke et helt rigtigt.

 

Fabriksloven.

Indenrigsministeren: Det ærede 19de Medlem for Hovedstaden (Helga Larsen) fremhævede ogsaa den svangre arbejdende Kvindes Stilling og ønskede Fabriklovens Bestemmelser overholdt og udvidet. Jeg kan her henvise til, at den sidste Sygekasselov dog i no­gen Maade har forbedret den svangre arbejdende Kvindes For­hold, men, vistnok ikke tilstrække­ligt; jeg skal gerne arbejde med paa en Forbedring af disse For­hold. Det samme ærede Medlem anbefalede en Forøgelse af Statstilskuddet til Sygekasserne fra 2 Kr. til 2 Kr. 50 Øre. Det er mig af Bladmeddelelser bekendt, at der forestaar en Henvendelse fra Sygekasserne til Indenrigsministeriet herom, og da vil Forholdet blive taget op til Overvejelse.

 

Adgang til Embeder.

Elna Munch: Jeg vil gerne tak­ke den højtærede Undervisningsminister for hans Oplysninger med Hensyn til, om Kvinder kan blive Rektorer ved Statens Skoler. Jeg er imidlertid ikke ganske enig med den højtærede Undervisningsminister i hans Betragtnin­ger. Saa vidt jeg forstod Ministe­ren, mente han, at Loven af 1903 gav Kvinder Adgang til at blive Rektorer, medens jeg mener, at Loven positivt udelukker dem derfra; Loven af 24. April 1903 hjemler positivt, at Kvinder kan blive Lærerinder, og Overlærerinder. Men da disse Stillinger ud­trykkelig gennem denne Lov hol­des aabne for Kvinder, maa man modsætningsvis slutte, at Loven udelukker dem fra at blive Rekto­rer. Det hedder udtrykkelig: „Ad­gang til at blive Rektor ved en af Statens højere Almenskoler skal staa aaben for enhver, der ved Tjeneste som Overlærer eller Lærer ved en højere Almenskole” opfylder visse Betingelser. Og her jævnstilles Overlærerinder og Læ­rerinder ikke med Overlærere og Lærere, saaledes som andre Ste­der i Loven. Loven af 13. Novem­ber 1903 understreger udtrykkelig Forskellen, idet den fastsætter Lønnen for Overlærerinder og Læ­rerinder, hvoraf det ogsaa ses, at Kvinder ikke kan blive Rektorer, da den ikke fastsætter Løn for kvindelige Rektorer. Og Loven af 22. April 1916, der fremhæver, at Kvinder fremtidig kan blive Adjunkter, slaar derved endnu en Gang fast, at de ikke kan blive Rektorer. Loven af 1918, der giver kvindelige Rektorer ved de Skoler, der overtagets af Staten, Adgang til at blive i disse Stillinger, er jo en ren og skær Undtagelseslov, der ikke kan anvendes ud over det Omraade, som dens Ord positivt dækker. Naar disse kvindelige Rektorer afgaar, maa derfor de ældre Loves almindelige Regler komme til Anvendelse, hvilket be­tyder, at Kvinder udelukkes ved Nybesættelse af Rektorembederne ogsaa ved disse Skoler. Jeg er ik­ke sikker paa, at den Velvillie, der skal til for at fortolke disse Love i Kvindernes Favør, altid vil være til Stede, og jeg henstiller endnu en Gang, at man lovfæster Kvin­ders Adgang til Rektorembeder, saaledes at der ikke kan være no­gen Tvivl paa dette Punkt. Kan det ikke ske nu, henstiller jeg, at man i alt Fald tager Spørgsmaalet op i den Undervisningskommission, der nu snart vil blive nedsat. Jeg vil ligeledes takke den højt­ærede Kirkeminister for hans Op­lysninger om Kvinders Adgang til at blive Præster. De konkluderede jo derhen, at Loven ikke hjemler denne Ret, og Jeg henstiller der­for at der fremsættes Lovforslag om, at Kvinder kan blive Præster, ligesom ogsaa Forslag om, at de ­kan blive Dommere. Jeg føler mig overbevist om, at dette vil vinde Tilslutning saavel i dette høje Ting som i det andet.