« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Min Moders Breve. - Nyt Nordisk Forlag. Kbhvn. 152 S.
Det er et Aar siden, at denne Bog udkom, og naar vi først nu bringer en Anmeldelse, skyldes det Kv. og Sf.s i det sidste Aar saa sørgelig reducerede Plads, som ikke tillader Redaktionens at vise vore kvindelige Kunstnere den Opmærksomhed, de har Krav paa. Forfatteren, en Kvinde, har ønsket at være anonym, men i et Forord omtaler hun sig selv som bosat udenfor Danmark, og Bogens Indhold, en Samling Venindebreve, som Ungdomsbreve vekslede mellem hendes Moder og en Veninde. Men hvad enten denne „Virkelighed” er fingeret eller ikke, saa har Brevene deres store Værdi ved det Indblik, de giver os af unge kultiverede Pigers Tanke- og Følesæt for henved et halvt Aarhundrede siden. Kunsten at kunne give sig selv i et Brev er jo snart gaaet helt af Mode. Cyklernes, Automobilernes og det voksende Samkvems Tidsalder giver ikke Tid dertil. Selvfordybelse, Natursværmeri, æstetiske Betragtninger kræver en Ro og Samlethed, som ikke harmonerer med vore Dages Levevis. Overordentlig fint og virkelighedstro, som Typer fra en svunden Tid, er de to unge Veninder skildrede gennem deres Brevveksling, og Handlingen med kunstnerisk Sikkerhed holdt indenfor den Ramme, som Forfatteren har valgt sig. Saa meget betyder disse to unge Kvinder for hinanden, at end ikke den Mand, som træder imellem dem, kommer til at skille dem ad. Den unge Hustrus Fortrolighed overfor den ugifte Veninde viser sig imod Døden større endnu end overfor Manden, som hun elsker af hele sit Hjerte. Der er vist noget psykologisk rigtigt i dette, at et inderligt Venskab mellem Mennesker af samme Køn kan skabe en intimere Forstaaelse end Kærlighedsforholdet mellem Mand og Kvinde som oftest formaar.
Man vil efter Læsningen af denne Bog med Forventning imødese Forfatterens næste. Selv om den ikke tegner os vore Dages unge Piger, giver den et værdifuldt Bidrag til Studiet af den unge Kvinde.
e-e.
Kvindelig Julelitteratur.
Desværre kan vi ikke afgive Plads til mere end nogle faa Linier om de os tilsendte Bøger af kvindelige Forfattere. - Tre af disse Bøger behandler „den moderne Kvinde”, som kunde have Krav paa en langt mere fremtrædende Plads i vore Dages Litteratur, end der indrømmes hende baade af mandlige og kvindelige Forfattere.
Charlotte Eilersgaard, Gyldendalske Boghandel skildrer under Titlen „Plejedatteren” en ung kvindelig Mediciner, som skal repræsentere den fuldt moderne Kvinde, der under sine Studier tilsætter sin naturlige kvindelige Finfølelse og Evne til at vurdere sand mandlig Kærlighed. Meget overbevisende virker Bogen ikke, og vi tvivler om, at vore Dages unge kvindelige Medicinere vil kende sig selv igen i denne ret konstruerede Repræsentant.
Thit Jensen, Gyldendalske Boghandel, møder frem med en Bog, hvis Titel straks toner rent Flag: Gerd.
Det tyvende Aarhundredes Kvinde. - Denne Bog, hvis Titel lover saa meget, forekommer os desværre ikke at staa Maal med hvad man plejer at vente sig af denne Forfatters Bøger. Hun har ligesom ikke faaet det rigtige Greb om Hovedpersonen, og det samme gælder forøvrig ogsaa Bogens andre Skikkelser. Skildringen er ogsaa temmelig vidtløftig og Kompositionen løs. Bedst er Naturskildringerne hvori Thit Jensen er ved at blive en ren Virtuos. Hun lader paa dette Omraade alle vore andre kvindelige Forfattere langt bag sig. Bogen synes forøvrig at skulle fortsættes. Dens Afslutning er i hvert Fald meget lidt tilfredsstillende.
- Endelig møder den norske kendte Forfatter Alvilda Prydz, Gyldendalske Boghandel, med en Bog: To Mennesker, som med indtrængende Forstaaelse skildrer os en frigjort Kvindes Kamp for at gøre sit Ægteskab til et virkeligt Samliv mellem to ligestillede, selvstændige Individer. Bogen fortjener at læses af alle Kvinder, som har Ret til at kaldes vore Dages Kvinder og at omtales langt mere indgaaende end Pladsen her tillader. Vi vil nøjes med at citere et Stykke af den Aand, hvori denne Bog er skrevet.
„Der er en Slags Kvinder, jeg hader, jeg, det godmodigste af alt skabt. Et Slags Kvinder, velstillede, paa Hænder baarne, som ikke har Øre for andres Nød, og ikke vet om noget utenfor deres egen lille velstaaende Himmel, hvor man spiser kold Rype til Frokost, og som for øvrigt er en Himmel, hvor man kan skaffe sig det, man tragter efter, for Penge. Et Slags Kvinder, kolde i Hjertet og med en fortræffelig Helbred. Ingenting tar paa dem. Deres solide Velnærethed har ødelagt al Ømfindtlighed. Ingen ser i den Grad op til sine Mænd, thi hvorfor kan de ikke gøre det, naar de alligevel har dem i Lommen. Men hvor jeg hader disse Kvinder! De er vor aandelige Pøbel. De vet ikke selv, at Aartusinders Underkuelse har mærket dem, og en nedarvet Trællebevidsthed er gaaet dem i Blodet og er tilstede i den Triumf, hvormed de nyder sine Overgrep.... De ødelægger vore Mænd for os! - Som snikende Snyltevækster har de slynget sig op af mangt et storvokset Træ og kvalt det! Og værre end andet skadeligt er de fordi de blir ikke utryddet men dyrket. Mændene vet ikke, det er hos dem, de mister sin Styrke!”
-- Disse Ord vejer tungt til i det tyvende Aarhundredes Kvindelitteratur.
Elline Hoffmann, Aschechoug & Co., som ifjor debuterede med Bogen Familien Vendel, har i Aar fortsat den i en ny Bog: „Kongsgaard”. Man savner i denne Bog noget af den Friskhed, som den islandske Stedskolorit lagde over dens Forgænger. Familien Vendel har faaet sin Længselsdrøm opfyldt og er bleven forflyttet til en Ø i Danmark, som med en vis Ret et Sted i Bogen kaldes de Strandedes Ø, hvor Ægteparret fortsætter deres Tone- og Teaterdrømme. Bedst tegnet er ogsaa her den virkelighedsfjerne Fru Vendel. Bogen ender med Lisas Forlovelse og vil blive fortsat i en Bog om hendes Ægteskab.
Laura Kieler, Hagerups Forlag, har i Anledning af sit 50 Aars Jubilæum som Forfatter samlet et Knippe Ax af Skitser fra den murmanske Kyst til det stille Hav, spredte under hendes lange Forfattervirksomhed i Blade og Tidsskrifter. Samlingen strækker sig i Tid fra 1873 til 1914. - Bogen vil sikkert blive paaskønnet af hendes mange Venner og Læsere.
Olga Eggers: Nyt Nordisk Forlag, har valgt det saare aktuelle Emne: Undervandsbaadkrigen, og i en Bog: Hvorfor? talt de neutrale Sømands-Martyrers Sag. Hun slaar her stærkt til Lyd for, at alle Kvinder Verden over skal samle sig i et Søsterforbund, „for at faa Bugt med den knyttede Næve, som er vendt imod enhver der er svagere end dem selv.
Karen Michaëlis, Gyldendalske Boghandel, møder i Aar med en nærmest humoristisk Bog, en Farce i Romanform om en lille forløjet Provindsfrue, der baaret frem af sin stræbsomme Mands stigende Velstand tumler ind i det københavnske Highlife, balancerer paa Randen af Ægteskabsbrud, sjofler sin Mand og forsømmer sine Døtre, altsammen for at udfylde sin egoistiske, tomhjernede Tilværelse, til den skikkelige forpinte Mand søger sin Trøst hos sin Kontordame. Fra det Øjeblik klæder Fru Waage sig i sort og slynger Martyriets Tornekrans om sin Pande som den forurettede svegne Hustru, der har set sit højeste Kald i at ofre sig for Børn og Familie. - Bogen er skrevet med en Ironi som i sin beherskede Underfundighed betyder en ny kunstnerisk Sejr for Forfatteren, der her har føjet en ny Streng til de mange paa sin Bue. Anna Koch Schøler har skrevet en udmærket Bog „Familien Hoff” som vi desværre maa vente med at anmelde til næste Nummer, for der at kunne give den en saa indgaaende Omtale, som den fortjener. Men vi kan anbefale vore Læsere den som en af denne Juls betydeligste Bøger.
Endvidere har vi faaet tilsendt:
Anna Baadsgaard: Onkel Gudmund. 157 S. Hagerugs Forlag.
Erich Erichsen:Juledag paa Birkelund. 172 S. Hagerugs Forlag.
Elise Berthelsen: Ind under Jul. 136 S. Hagerups Forslag.
Ellen Gøtzsche: Dybe Vande. 180 S. Hagerups Forlag.
Børge Jansen: Den fangne Frue. 227 S. Hagerups Forlag.
Astrid Krüger Eide: Vejen mod Stjernerne, 162 S. Nyt Nordisk Forlag.
Nik. M. Helms: Jørgen Holms Forældre. 215 S. Gyldendalske Boghandel.
Lauritz Petersen: En Kvist. 235 S. S. O. Lohses Forlag.
Sigrid Undset: De kloge jomfruer. 183 Sider. H. Ascheohoug & Co., Kristiania.