« Tilbage til søgeresultaterne
Redaktørskifte
Mit Navn staar i Dag for sidste Gang under D. K.s Blad som ansvarshavende Redaktør. Hvorfor? - Ja, dette Spørgsmaal har jeg Gang paa Gang været stillet overfor i den sidste Tid. 159 Tillidsmænd fra Aalborgmødet har i en Adresse bedt mig blive paa min Plads, til Kredsenes Formænd havde kunnet afgive deres Skøn med Hensyn til min Redaktionsvirksomhed. Fællesstyrelsen var gaaet ind paa de Betingelser, jeg havde stillet for min Forbliven.
Hvorfor kunde jeg da ikke blive, i det mindste Formandsmødet over? - Fordi Fællesstyrelsen ved at ønske Kontorets Forhold omordnede inden Januarmødet havde umuliggjort den ene af de Betingelser for min Forbliven, som den selv havde indvilget i, nemlig at jeg beholdt Frk. Daugaard ved min Side som Redaktionssekretær. Kontorbestyrerens Fjernelse drog Redaktionssekretærens efter sig, og denne igen Redaktørens. - Hvorfor var det mig da saa meget om at gøre at beholde Redaktionssekretæren? Ja her kommer vi til Sagens Kærne. Frk. Daugaards og mit Syn paa Bladet havde i det sidste Aar vist sig at være væsensforskelligt fra Flertallets indenfor Fællesstyrelsen, og fra i hvert Fald en stor Del af Medlemmernes. Med hende ved min Side havde jeg turdet forsøge endnu et Aar at kæmpe hendes og mit Syn frem paa Trods af den voksende Modstand, alene maatte jeg paa Forhaand opgive Forsøget.
Den Forudsætning, hvorunder jeg havde paataget mig Redaktørposten, nemlig at jeg havde - som jeg i sin Tid skrev - en fylket, kampberedt, og loyal Hær i Ryggen, der ved given Lejlighed var rede til at forstærke Bladets Røst med et Ekko af tusinde Røster, var tilsyneladende bristet. Da Bladets Røst lød under sidste Valgkamp, besvaredes den af Medlemmerne med Tavshed eller Indvendinger. De trofaste, uforfærdede, jeg havde med mig, vil tilgive mig, at jeg ikke under disse Forhold tiltroede mig selv Styrke nok til at fortsætte uden den gode Hjælp, som gennem 5 Aar altid uforanderlig har staaet ved min Side.
Hverken Medlemmer eller Fællesstyrelse har ønsket at miste mig indenfor Ledelsen, derom beder jeg Bladets Læsere være overbeviste, men jeg har Grund til at tro, det var min Person, man ønskede at bevare for D. K. - om det saa skulde være paa Redaktørens Post - ikke min Idé; den var for de fleste en fremmed Fugl, som et fortsat Samarbejde vilde have vingestækket, om jeg var bleven tilbage uden nogen ved min Side.
Valget stod derfor for mig mellem at bevare min egen Stilling ved Blad og i Ledelse eller at bevare min Idé uforvansket. Jeg valgte det sidste, og Valget faldt mig ikke svært.
Min Idé om Bladet har jeg taget i Arv fra den Tid, hvor en Personlighed som Elisabeth Grundtvig skabte Bladets Tradition: en selvstændig, ansvarshavende Redaktør med Medlemmernes Tillid bag sig og Fællesmødets Beslutninger som Kompas, idet hun i 1886 nægtede at fortsætte Redaktionen med et af Fællesstyrelsen valgt Bladudvalg ved Siden. Den kunde afskedige Redaktøren, men ikke diktere hende, hvorledes hun skulde skrive eller redigere Bladet. Og Fællesstyrelsen bøjede sig herfor, og det medredigerende Bladudvalg har lige op til denne Dag været en overstaaet Børnesygdom i Bladets Historie. Jeg ser heri en af Grundene til, at Kvinden og Samfundet har kunnet bevare sin Stilling som Kvindesagens eneste virkelige Organ her i Landet til Trods for Dagbladenes separate Damerubriker.
I den sidste Tid synes imidlertid Bladudvalget igen at spøge i Medlemmernes opskræmte Bevidsthed, til Trods for, at man vil hævde, at der ingen principiel Uoverensstemmelse har hersket mellem Fællesstyrelse og Blad, som af Redaktøren paastaaet. Den nærmeste Fremtid vil afgøre, om jeg har har haft Uret, men saa meget er vist, hvis Fællesstyrelsen træffer den Ordning med den ny Redaktør, at Kv. og Samf. skal redigeres direkte under Fællesstyrelsens Auspicier, saaledes at et Bladudvalg skal have Ret til at indskrænke Redaktørens Handle- og Ytringsfrihed - da har Dansk Kvindesamfund svigtet Bladets Tradition, og jeg har været i min fulde Ret til at tro paa en principiel Uoverensstemmelse mellem mig og Fællesstyrelsen i vor Opfattelse af Bladet.
Hvis Fællesstyrelsen træffer den Ordning med den ny Redaktør, at Redaktørens Røst ikke i Fremtiden maa beherske Kv. og Samf.s Spalter, men disse skal være Tumleplads for „de manges” indbyrdes afvigende Meninger om Kvindesagens Maal og Veje - da har der mellem mig og Fællesstyrelsen bestaaet en Væsensforskel i Synet paa det Arbejde, den havde betroet mig, og der var ikke for mig andet at gøre end at gaa;
hvis Fællesstyrelsen træffer den Ordning med den ny Redaktør, at Bladet i Fremtiden hovedsagelig skal være et alment oplysende og refererende Blad, og ikke, som jeg ved min Tiltrædelse i 1913 skrev, „den Fane, som vajer foran D. K.s fremrykkende Hær og viser Verden, hvor Vejen gaar,” - da havde jeg Ret i at mene, at Forudsætningerne for min Redaktørvirksomhed var bristede, og ingen kan bebrejde mig, at jeg tog Konsekvensen og gik.
Men hvilke Skuffelser, det sidste Aar end har bragt mig, disse fem Aar som Redaktør af Kvinden og Samfundet, vil jeg altid føle mig i Taknemlighedsgæld til Dansk Kvindesamfund for.
Dog er der i dette Øjeblik fornemmelig én Tak, som trænger sig frem, og det er Takken til hende, som jeg i disse fem Aar altid har betragtet som min Medredaktør. Hun har gjort vort Samarbejde ved Bladet til en Fest for mig, og mest af alt, hvad D. K. har givet mig, vil jeg savne de Timer, hvor vi sammen i det beskedne Kontor byggede videre paa D. K.s Storhed. Jeg beklager D. K., som har ment at kunne give Afkald paa hendes Indsigt og fænomenale Arbejdskraft paa Kontorbestyrerens Plads; andre vil sikkert i Fremtiden vide at drage Fordel deraf.
Men ligesaa usikker og problematisk „Kvinden og Samfundet”s Fremtid stiller sig i dette Øjeblik for mig, ligesaa overbevist føler jeg mig om, at Dansk Kvindesamfund er den Organisation her i Landet, som er kaldet til at føre Kvindesagens hellige Flamme videre, og tænde nye Lys til dens Næring, naar det gamle Lys er nedbrændt, og det er derfor trods alt med Haab og Fortrøstning til Fremtiden, at jeg fra denne Dag melder mig til Tjeneste blandt dem, som i Beskedenhed røgter deres Hverv som den trofaste, menige Flammevagt.
