« Tilbage til søgeresultaterne
Drømmerier
Jeg drømte, at Dansk Kvindesamfund holdt Halvtredsaars Jubilæum. Jeg sad i en stor pragtfuld Sal, som jeg aldrig før havde set, hvor Freskomalerier Væggene rundt, fremstillede Kvinders Arbejde i Hjem og Erhvervsliv.
Jeg syntes, jeg kom langvejs fra og havde været længe borte.
En stor repræsentativ Skare af Kvinder fra alle Samfundslag og alle Landets Egne fyldte Pladserne paa Gulv og Galleri, og fra Salens Baggrund lyste Dansk Kvindesamfunds Guldhorn paa Bannerets hvide Silkebund, omgivet af sin unge Bannervagt.
I det samme bruste fra et hvidklædt Kvindekor Jubilæumskantaten ud over Forsamlingen; jeg kendte Ordene fra for 10 Aar siden:
„Dyrekøbt
Taaredøbt
Saa er Sejrens Kaar.”
Jeg vendte mig bevæget til min Sidemand.
„Saa har da Dansk Kvindesamfund alligevel sejret?” spurgte jeg. „Vi er her alle sammen, intet skiller os mere?”
Hun nikkede bekræftende.
„Og vi har i Fællesskab rejst Kvindernes Bygning,” føjede hun til.
,Jeg saa mig betaget omkring.
„Saa dette er Kvindernes Bygning? - Ja, saadan havde jeg ogsaa tænkt mig den, saa helt præget af Kvinders Værk.”
„Sig hellere Dansk Kvindesamfunds Værk,” indskød min Sidemand. „Hvis ikke Dansk Kvindesamfund var traadt til, var denne Bygning aldrig blevet rejst og aldrig blevet alle danske Kvinders Bygning.”
„Hvem administrerer Bygningen?” spurgte jeg.
„Den administreres fra Dansk Kvindesamfunds Kontor.”
Disse sidste Ord greb mig med en underlig Vemod.
„Dansk Kvindesamfunds Kontor. - Dengang jeg rejste, havde D. K. kun Brug for en Kontorpult og en Skrivemaskine-Dame.”
„Saa kom og se.”
Jeg drømte, at vi svævede gennem en stor Forhal og en lang Restaurationssal, og videre op af en Trappe med Tæppeløbere og Mahognigelænder.
„Her,” sagde min Ledsager og aabnede Døren ind til et stort og rummeligt Værelse med et langt firkantet Bord dækket af et grønt Tæppe, hvorpaa Aviser og Tidsskrifter laa spredt. Langs Væggene og rundt om Bordet stod læderbetrukne Egetræs Stole med Armlæn og høje Rygge.
„Udvalgenes Mødesal,” forklarede min Ledsager. „Men D. K.s Medlemmer har Adgang hertil fra 12 til 4 og kan sidde her og læse Aviserne og drikke en Kop The. Vore besøgende fra Landet, som gerne bor paa Hotellet ovenover, sætter stor Pris herpaa.”
Jeg bøjede mig over Bordet og greb et Blad af anselig Størrelse og smagfuldt Udstyr, „Kvinden og Samfundet”, danske Kvinders Ugeblad, stod der med store Bogstaver paa Forsiden.
Da blev jeg igen saa underlig bevæget.
„Da jeg sidst holdt dette Blad i min Haand, var det en lille smudsig-graa Lap paa 8 Sider, og man talte endda om at indskrænke det til 4 Sider hver tredie Uge.”
„Nu har det halvtreds Tusind Abonnenter og sælges paa alle Landets Jernbanestationer”.
„Men hvor kom Pengene fra?” spurgte jeg overvældet.
„Landet vaagnede,” svarede hun. „De hundrede Tusinder af Kvinder rejste sig lige fra Gedser til Skagen, Sønderjyderne med, og slog Kreds til Værn for Dansk Kvindesamfunds Blad.”
„Jeg synes, jeg, drømmer det hele,” sagde jeg. „Bare jeg ikke igen er begyndt at gaa i Søvne. - Men hvad var det, som vækkede D. K.”
„Angsten for en Sprængning. Medlemmerne forstod, at Dansk Kvindesamfunds Liv laa i deres Hænder. Saa greb de ind og frelste baade Blad og Forening.”
„Men hvorledes kunde de enes om, hvorledes Bladet skal skrives. Det kunde de aldrig i min Tid.”
„De forstod i Farens Stund, at det, som forener os, er stærkere end det, som adskiller os. Og fra det Øjeblik bar det opad og sluttelig lige ind i Kvindernes Bygning.”
Min Ledsager slog Døren op til det næste Værelse. Der klaprede ikke mindre end tre Skrivemaskiner under tre Kontordamers rappe Hænder.
„Hver af disse unge Damer er knyttet til en af D. K.s Hovedcentraler for Udvalgsarbejdet; vi kalder det for Spøg vore Departementer: Undervisnings-, Ligestillings- og Børneforsorgsdepartementet.”
„Og her er Arbejde nok for tre Kontorister?”
„Ja, næsten mere end de kan overkomme. Efter at Initiativet for et Aar siden blev lagt i Vælgerfolkets Hænder, har D. K. Gang paa Gang taget Initiativet til Ændringer i vor Lovgivning, og vor politiske Gruppering har skaffet os den nødvendige Støtte paa Rigsdagen.”
„Her er saa Kontorchefens Værelse.” Hun aabnede den næste Dør. „Og i direkte Forbindelse med det er Redaktionskontoret og Kontoret for Kvinders Retshjælp.”
„Kontorchefen!” Jeg tog mig til Panden. „Men det blev jo bestemt, at Forretningsudvalgets Formand skulde lede Kontoret.”
Hun smilede overbærende.
„Ja, det tænkte man; men nu er Arbejdet vokset i den Grad, at Forretningsudvalgets Formand har fuldt op at gøre med at overvaage og lede Udvalgenes Arbejde og indbringe vore Forslag og Andragender til Regering og Rigsdag.”
„Men fandt D. K. da en Kontorchef igen, og hvem er det?”
Hun saa saa underligt paa mig.
„Men det er jo mig. Vidste De ikke det? Kender De mig ikke?”
„Er - er det?. . . .” jeg kom ikke videre, thi i det samme var min Ledsager forsvundet, og jeg havde kun for mine Øjne den tomme Væg foran mig.
Da gav jeg mig til at løbe for at indhente hende, løb gennem Kontorerne og Gangen og Restaurationslokalet, kaldende paa et Navn, som forlængst var strøget blandt Dansk Kvindesamfunds Navne - men ingen svarede.
Den store Bygning var pludselig som uddød, og alle Lys slukket. Famlende mig frem gennem Mørket var jeg uden at vide det naaet ud til Trappen, min Fod slap pludselig Fæstet, og jeg styrtede ned fra Trin til Trin, til jeg blev liggende med et Stød gennem alle Lemmer, som vækkede mig.
Jeg vaagnede fra Festen i „Kvindernes Bygning” - vaagnede til den graa, den fattige Virkelighed.
