En genial Kvinde.

Der tales ofte om Kvindernes Mangel paa Genialitet. Nedenstaaende Beretning, taget efter „Morgenbladet”, viser, at selv under Kvindens kuede Tilstand kan Geniet trænge frem. Hvad kan der da ikke ventes, naar hun faar lige Adgang med Manden til Kundskaber.

,,I Washington frister for Tiden en gammel, lille Frøken ved Navn Ella Carroll en højst kummerlig Tilværelse i et beskedent, næsten fattigt Hjem. Denne triste Alderdom gør hendes Fædreland liden Ære; thi Ella Carroll har for sine Landsmænd en Gang været en amerikansk „Jomfru af OrIeans” eller en kvindelig Moltke. Havde ikke Ella Carroll levet, er det et stort Spørgsmaal, om de Forenede Stater i Dag vilde have været, hvad de nu er. Borgerkrigens Historie vilde have haft en anden Ordlyd. Slaveriet vilde da endnu ikke have været afskaffet; thi da vilde Sydstaterne være gaaet af med Sejren. Heldet fulgte nemlig i Begyndelsen af Krigen deres Faner saaledes, at alle troede, at Nordstaterne maatte tabe; og i disse selv begyndte der at gribe om sig en Stemning, som tegnede til at blive Sydens bedste Forbundsfælle. Da begav en „gammel Jomfru” paa 50 Aar en rigtig kold Vinterdag sig af Sted fra New York, for selv paa Stedet at se, hvordan det gik med Krigen. Det var glødende Patriotisme og Had til Slavestaterne, som drog hende af Sted. Hun var dybt fortvivlet over Nordstaternes Uheld og gruede for en Katastrofe, medens hun selv følte sig levende overbevist om, at hun skulde blive et Redskab i en højeres Haand. Hun havde med egne Øjne set og lært de sortes Elendighed at kende. Hendes Familie, Efterkommere af Sir Thomas Knight, der var udvandret til Amerika fra Sommerset i England, besad store Ejendomme i Maryland, og Anna Ella Carroll gav, da hun overtog sin Ejendom, først og fremmest sine Slaver fri. Derpaa greb hun Pennen, og hvad hun skrev om Slavespørgsmaal, vakte i hele Amerika og navnlig i Sydstaterne en saa vældig Opsigt, at Jefferson Davis selv søgte at bevæge hende til Tavshed. Hun svarede blot: „De faar mig aldrig paa Deres Side, selv om De skænkede mig alle Sydstaterne tilsammen”.

Saa kom Krigen.

Ella Carroll havde ikke blot alvorligt studeret Kunster og Videnskaber, Filosofi og Statsøkonomi. Hendes Kæphest havde fra hendes tidlige Barndom været Krigsvidenskaben. Med sit nøje Kendskab til Syden troede hun derfor nu fuldt og fast paa sin Mission. Hun overværede selv personlig Slaget ved Belmont ved St. Louis. Som en Feltherre fulgte hun Slagets Gang fra de mest udsatte Punkter uden at bekymre sig om Kugleregnen. Efter Slaget hjalp hun med at forbinde de saarede. Men siden red hun fra Lejr til Lejr, var allestedsnærværende, udforskede Stemningen blandt Befolkningen i Missisippidalen, gennem hvilken Nordarmeen vilde trænge frem til Syden. Hun blev overbevist om, at hele Nordarmeens Operationsplan var forfejlet og kun vilde føre til dens egen Fordærvelse, at Nordarmeens Operationsbasis ved en rask og behændig Manøvre maatte flyttes til Tennessee, som dannede Nøglen til den hele Situation. I en lille elendig Hytte sad nu Ella Carroll i tre Dage og Nætter bøjet over Landkort, gjorde Beregninger og Udkast og begav sig derpaa sporenstregs til Abraham Lincoln, som modtog den kvindelige Feltherre med et medlidende Smil. Mere af Høflighed end af Interesse lod han Ella Carroll udvikle sine Planer: men da han imidlertid fandt, at de var udarbejdede til de allermindste Detaljer, lod han tilkalde nogle Officerer af Generalstaben, og efter otte Timers Drøftelse blev Ella Carrolls Plan antaget og dens Gennemførelse snart iværksat. Flytningen af Operationsbasis forbløffede ganske Sydarmeen, som pludselig saa sig angrebet paa sit svageste Punkt. Fire Maaneder efter sin Samtale med Ella Carroll kunde Præsident Lincoln udstede den berømte Proklamation, hvori han meddelte, at Krigens Skæbne havde vendt sig til Gunst for Nordstaterne. Men Planens Ophavsmand blev aldrig nævnt. Sandheden er imidlertid, at den skyldes Ella Carroll. Lincoln selv skrev til hende: ”Landet blev, da det stod paa Afgrundens Rand, ved Deres Omtanke og Nidkærhed reddet. I Virkeligheden var Deres Fortjeneste saa stor, at det vilde falde vanskeligt at bevæge Folk til den Tro, at vore Krigsplaners Held skyldes en Kvinde. Dette overgaar den almindelige Mængdes Begreber. Men ingen kan berøve Dem den Ære, at De under Tider, da Faren for vort Fædreland var størst, har gjort mere for det end nogen anden i Republiken, og en saadan Kendsgerning vil ikke længe kunne undertrykkes”. Og dog blev den det meget, meget længe. Nu er imidlertid den store Hemmelighed aabenbaret. Fra Krigsministeriet har man nu Anledning til at hente Dokumenter frem, som tilstrækkelig beviser, hvilken Tjeneste den store kvindelige Strateg har ydet sit Fædreland. Sekretæren for Krigsudvalget skrev i 1802: „Deres Felttogsplan har sparet Landet for Millioner”, og General Evans, som kæmpede med i flere af Slagene, har erklæret, „at kun Miss Carrolls Plan, som med et genialt Blik skabte hele Situationen, havde vendt Krigslykken og reddet Fædrelandet”.

Ved Indgangen til sit 80de Aar finder saaledes Amerikas Moltke den fortjente Anerkendelse. Den store Republik vil forhaabentlig ile med at betale en ringe Del af den Taknemmelighedsgæld, hvori den staar til en af vor Tids største og mest berømte Kvinder.