Løse Hunde.
Fru Redaktør!
Tillad mig et Par Bemærkninger i deres ærede Blad.
Det er lidt vanskeligt for os Kvinder at forstaa de umaadelig lange og omstændelige Forhandlinger om ganske smaa Spørgsmaal i Rigsdagen. Som nu f. Ex. Hundeloven. Om det ligger i, at vi ikke er saa grundige, det tør jeg naturligvis ikke sige; jeg synes, at man ganske ligefrem kunde løse Spørgsmaalet ved, ligesom der for Hundenes vedkommende forlanges Tegn nu, saa skærpe Fordringen til, at alle Hunde holdes i Baand, paa Gaden.
Derved foruretter man hverken den rige eller den fattige, Hundeelskeren eller Hundehaderen; thi der er dog ingen Rimelighed i, at fordi en rig Mand har Raad til at give 60 Kr. i Skat for sin Hund at derfor Masser af Mennesker udsættes for Fare paa Liv og Lemmer. At det ingen Overdrivelse er, ved alle. I saa befærdede Gader som Københavns sker det atter og atter, at man bliver reven overende.
Selv er det sket mig adskillige Gange, at der er kommet to-tre store Rovdyr i Leg styrtende over hverandre og derved revet mig omkuld, saa man maa ligefrem være paa sin Post, naar man skal igennem Vimmelskaftet, Amagertorv og lignende Gader.
Ikke at tale om de smaa Børn, som bliver overfaldne. Saa er der er en anden Ting, der er Synd imod Børnene, og det er Parringsprocessen midt paa Gader og Stræder. Enhver, der kender Børns Interesse for alt, de ikke før har set, kender ogsaa deres omstændelige Maade at spørge paa og deres Ivrighed i at betragte den Begivenhed, og kan der end ses en og to Gange uskyldigt herpaa, saa kan det dog være, at det tredje Gang besmitter Fantasien. Tillige finder jeg det forargeligt, at vore smukke grønne Pladser, som ikke engang tør betrædes af en lille let Barnefod, skal have Lov at være Tumleplads for disse Rovdyr.
Og kan det fordres, at Hundene holdes i Baand i Kongens Have og i Ørstedsparken for ikke at beskadige Blomster og Planter, var det dog mere rimeligt, at de blev holdt i Baand, naar det gælder om at værne Børn og svage gamle Mennesker for Ulykkestilfælde.
Elsker man virkelig sin Hund, saa paatager man sig gærne den Ting tillige med de andre Besværligheder.
Om end dette Forslag allerede er givet og maaske mere fyldigt end mit, beder jeg dog om en Plads herfor, da det ikke stærkt nok kan betones, at løse Hunde ikke kan taales i en saa tæt befolket By som København. Deres ærbødige