En Læges Udtalelse.

(Fortsat.)

Og nu Arbejdets Art, som man paastaar er saa lige at gaa til og saa lidet anstrengende. Det er

Gulv- og Trappevask med Rengøring af andet Slags, Klæde- og Støvlebørstning, Storvask, Renden i det uendelige fra Loft til Kælder, Ærinder af alle Slags med Skiftning af Kjole, Vaagen om Natten for Barnepigens vedkommende, i Sygdomstilfælde den første og den sidste. Kommer Herskab eller andre vigtige Personer sent hjem om Natten, maa hun baade vente og hente. Og skal En tidligt op, saa maa hun være oppe endnu l Time tidligere. Hun jages af Frøkenen og Fruen, af Herren og af alle Børnene.

Lad os tage et enkelt Arbejde: Storvasken hver 4de à 6te Uge.

Hvad har ikke hun at gøre, som er oppe! 6, 8, l0 Værelser med Senge at gøre Orden. Al Børstning. Indkøb og Ærinder. Madlavning og Opvaskning. Opvartning i Kælder og Etagen. Saaledes gaar det hele Ugen. Hvor udaset efter saadan en Tørn. Og endda siger man, at vore Piger har ingen Ting at gøre. Aa nej! En 16 - 17 Aars Pige kan vel ikke saa meget, men Arbejdet bliver da gjort. Og det gøres ikke af Husfruen - som Regel i alt Fald.

Hvor ødelæggende den lange Arbejdstid i og for sig er, har jeg skrevet og talt saa meget om før, at jeg ikke skal gentage det her. Jeg vil blot minde om, at den bliver endda mere ødelæggende for Kvinder end for Mænd, fordi de første i det hele er svagere og har mindre Modstandskraft. Ikke en Gang i Sygdomstilfælde lempes der paa Arbejdet for dem.

Pigerne behandles heller ikke af Huslægen med den samme Omhu som de andre. Han kan ikke en Gang gøre det, for Fruen vil som Regel ikke høre paa det Øre. Det, som derfor gøres for dem, bliver derfor som oftest pro forma Arbejde. For lige over for Overanstrengelsen staar Lægen hjælpeløs_, naar han ikke kan beordre Ro og Hvile.

Gaar det endelig saa vidt med Sygdommen, at de ikke længer trods Anstrengelserne kan gøre sit Arbejde saa nogenlunde, saa søger man at blive dem kvit og unddrager sig - om muligt - den Maaneds- og Forsørgelsespligt, som Loven paabyder.

For Resten er det nok noget eget med den Maaned. For ikke slipper man andre af Husets Folk ud paa Gaden, naar de har været syge l Maaned. Er Pigen et Led i Husstanden, saa bør hun vel ogsaa have den øvrige Husstands Ret paa dette Punkt.

Mange Fruer mener sig at arbejde ulige mere og være saa meget dygtigere end deres Piger. Jeg vil lade det gælde for nogle ganske faa. Men Regelen er den, at Fruen ikke arbejder sammenlignelsesvis saa meget som Pigen. Og kan Tjenestepigen ingen Ting, saa er det Fruens Skyld, som hverken kan eller gider lære hende noget. Det er med denne Baggrund, at der paa Spekulation oprettes Husholdningsskoler for Tjenestepiger.

Hvad der altsaa med fuld Ret maa kunne forlanges, er en begrænset Arbejdstid med ordentlig Middagshvil, bestemt fastsatte Fritider, som tages igen, hvis de af uforudsete Omstændigheder maa sløjfes og som maa være tilstrækkelig lange til, at hun kan faa den nødvendige Hvile og Tid til at gøre sig selv i Stand. Og det ikke Mellemstunder, men Tid, som er hendes og ingen andens.

De maa ogsaa kunne faa passende Frihed til Udvikling af og Vederkvægelse for sin Aand, hvad enten de vil søge den paa Møder, i Skole, Kirke, Theater eller i Dansesalen.

Vil Hustruerne svare, at dette ikke gaar ikke an, fordi de ikke vil være afhængige af sine Tjenestepiger, saa bliver Svaret, at da kan de jo bare være uden Piger. Man maa huske, at de samme Piger jo som oftest gaar ind i Ægteskaber, som medfører akkurat de samme Forpligtelser som de, deres fordums Fruer havde. Men foruden det tager de med i disse Ægteskaber alt det Ekstraarbejde og de Ekstrasorger, som Fattigdommen fører med sig. Og de har ingen Pige til at hjælpe sig. Men begge to er de Mennesker - ikke mere og ikke mindre.

Hun bør dernæst have højere Løn.

Som det nu er, er Gennemsnitslønnen fra 32 til 33 Øre om Dagen. For det skal hun holde sig med Klæder, tage sine Fornøjelser og lægge op for kommende Dage, naar hun ikke kan tjene mere - forudsat at hun ikke ogsaa maa bruge en Del af disse Penge til Ekstrakosthold, noget, som ikke er saa ganske sjeldent.

Der er de Tjenestepiger, som har mere - lige til 55 Øre. Men det er rene Undtagelser og som Regel kun i Tjenester, som er særlig besværlige og hvor de kun holder ud forholdsvis kort Tid, f. Eks. Restavranter.

Til Sammenligning kan tjene, at Tjenestepigerne paa Jæderen har 20 Øre om Dagen og Klæder, i Dalerne 15 Øre og Klæder. Klæderne bestaar i 10 - 12 Alen Vadmel, 4 Mrk. Uld, 7 Alen Lærred og et Par Støvler. I Smaalenene har de 27 Øre, i Telemarken 25, begge Steder uden Klæder. Paa det sidste Sted har Tjenestekarlene kun halvt saa stor Løn som Pigerne. Der er nemlig nok af Karle, men kun faa Piger. Det er den almindelige Lov om Konkurrencen, som saaledes gør sig gældende paa denne ejendommelige Maade.

Sammenligner man den Løn, en Kristianiatjenestepige har, med den, som andre større Stæders har, saa vil man finde, at den gennemgaaende er meget mindre. I København f. Eks. forlanger en nogenlunde dygtig Pige den højeste Løn, som der gives hos os, for en meget let Tjeneste. I Lande som Frankrig, England, Amerika og Avstralien er Lønnen op til mange Gange saa stor som hos os, mens Tjenesten er betydelig lettere og Stillingen i det hele behageligere. Man har forsøgt at sige mig imod paa dette Punkt for Amerikas Vedkommende, idet man har anført, at Pigerne udretter meget mere der end her. Dette er sandt. Men derfor arbejder de ikke mere - langt fra. Men Arbejdsmidlerne er meget bedre og alt er gjort saa praktisk der, at man kan gøre det samme Arbejde i den halve Tid. Jeg har dette fra flere amerikanske Tjenestepiger, som er komne over til Norge alene for at søge Læge. Det vilde undre mig, om der findes norske Tjenestepiger, som af deres i 2 - 3 Aar opsparede Løn kunde gøre den Slags Lægebesøg over Atlanterhavet.

Hvor meget kan nu en Tjenestepige lægge sig op af en saa tarvelig Løn til hun bliver gammel?

Jeg kender En, som ved Slid og Sparen i 30 Aar lagde sig 1,000 Kroner op. Det lyder, som om det er noget. Og alligevel er det jo kun 10 Øre om Dagen i Rente. Og for 10 Øre om Dagen forlanger man nu vel ikke, at noget Menneske skal leve?

Saa er der det, at saadanne Tjenestepiger bliver saa hurtigt gamle - før end andre Folk. De er ikke mere saa raske, naar de er blevne en 50 Aar, og da har man ikke længere Brug for dem. Og saa „svarer de” og „bliver ikke til at holde det ud med”, naar de er blevne gamle i Huset. Den Slags Talemaader har vi jo alle hørt 1,000 Gange. Og saa jager man ubarmhjertig det troeste og paalideligste Menneske - det Menneske, som maaske bedre end alle andre kender En med alle Ens Svagheder til det yderste.

Hvad bliver saa Resultatet? Skureskruppen eller Fattigvæsenet. Eller maaske en privat Fattigstue. Men saadan en Plads faar kun l af 1,000, og det er endda gennem Masser af Anbefalinger og af pur Naade. Det er Resultatet af 35 Aars Slid og Slæb, hvis hun ikke har foretrukket et tarveligt Ægteskab, mens der endnu var saa meget igen af hende, at en Mand, som var lige saa fattig som hun selv, vilde have hende.

Men det er jo klart, at ethvert Menneske maa kunne forlange at leve Livet ud uden at sulte, naar det har gjort tilbørligt Arbejde - af hvad Slags saa dette maatte være.

Dette maa man - mener jeg - bringe Arbejderne i det hele til at forstaa. For paa dette beror det, om de skal komme op, eller om de skal blive der nede, hvor de for Øjeblikket er.

(Sluttes.)