En Spaadom.

(Fortsat.)

„Kommer du ikke, min Ven, vi venter, og Folkene ovre i Fabriken venter. Det vil blive en dejlig Juleaften, tror du ikke?”

„Jo vist, jo vist, mit Barn, gaa kun, jeg kommer straks.”

Men de hvide Arme løsne des ikke, og den raslende Silke trykkedes tættere ind imod ham.

„Männchen (lille Mand), jeg har noget at skrifte for dig, vil du ikke nok give mig Absolution paa denne hellige Juleaften?”

„Hvad vil du, mit lille Pus? Alt vil jeg kunne tilgive dig.” Og han knugede det unge, fine Legeme tæt ind til sig.

Men hun snoede sig fra ham, lagde blot Hovedet paa hans Skulder og den ene Arm om hans Hals, medens hun med den anden viste ham et Papir, idet hun sagde:

„Denne”!

Som ved et Lynslag var han atter sig selv, han skød hende fra sig og traadte hen til Lampen, hvor han udfoldede Papiret. Det var en Regning paa Parisertoiletter, og den lød paa noget over Tusend Kroner.

„Ogsaa det,” mumlede han og bed sine Læber til Blods for ikke at forraade sig og udstøde det Fortvivlelsens Skrig, der arbejdede i hans Bryst.

Straks efter vendte han sig om, tilsyneladende rolig og sagde: „Det var ufornuftigt, kære Valeska, men jeg faar vel betale den.”

Afværgende holdt han Haanden ud, da hun takkende vilde falde ham om Halsen, og sagde: „Gaa nu, jeg kommer om ti Minuter.”

Da Døren lukkede sig efter hende, stod han et Øjeblik ubevægelig. „Der er ingen Frelse,” sagde han tilsidst; „det er bedst at nyde Livet, mens man kan!”

Paa Fabriken var Festen nu i fuld Gang, Gaverne var blevne uddelte, ingen, ikke en, var forbigaaet; med gavmilde Hænder øste Fruen ud til alle deres „Undersaatter”, som hun holdt af at kalde Arbejderne af begge Køn og deres Familier, der tilsammen udgjorde en lille Koloni der ude omkring Fabriken.

„Vi er jo rige”, sagde hun til en af de fremmede, der udtalte sin Forbavselse over denne Ødselhed, „og det er kun Jul en Gang om Aaret”.

Saa var der blevet danset omkring de store Træer, og endelig var de blevne plyndrede og baarne bort. Folkene blev beværtede med Æbleskiver og Punsch, og store Fade med Smørrebrød og Ankere med Øl stod parat til ud paa Natten.

Dansen gik nu lystig i den store Sal. Fruer og Frøkener sagde ikke nej, naar en af Arbejderne bød dem op, og flinke og nette Knøse var der imellem, men med ulige større Fornøjelser svang de unge Byherrer dog de kønne Fabrikspiger. Ufortrødent spillede det lille Orkester paa fire Mand, som det med stort Besvær var lykkedes Fruen at skaffe til Veje, og flittig tømte de ældre Arbejdere deres Glas og smøgede paa de Cigarer, som Fabrikherren havde budt dem.

Selv gik han omkring som en urolig Aand, der ikke havde blivende Sted.

Pludselig hørtes en højrøstet Latter fra et lille Værelse langt fra Dansesalen. Han gik derhen og saa en Del Arbejdersker og Arbejdere trænge sig tæt sammen om et lille Bord.

Idet han kom nærmere, aabnede Klyngen sig, og Hanne, den nette Stuepige, trængte sig rød og blussende frem og løb sin Vej, forfulgt af de andres haanende Latter.

„Hvad gik der af Hanne?” spurgte han de nærmest staaende.

„Aa, det er Russeren, der spaar, og han sagde noget, hun nok ikke holdt af at høre, men som vist kan være sandt nok”.

Russeren, Russeren spaar! Hvad om han kunde sige noget om den Fremtid, han frygtede? Han havde nok hørt noget fortælle om, at en gammel Zigøjnerske havde lært ham sin Kunst. Mon han turde give den indesluttede Fyr sin Haand og bede ham tyde den dunkle Fremtid.

Aa, hvorfor ikke? Han havde alt at vinde, intet at tabe. Bare Mod!

(Sluttes.)