Fra Guldbryllupsfesten.
For Børnene vil det i lange Tider klinge som et vidunderdejligt Eventyr, dette, at Landets Konge og Dronning holdt Guldbryllupsfest, at de kørte til Kirke i Guldkaret - benævnes Galla - med Løbere i hvide Silkestrømper og røde guldgalonerede Frakker, medens mægtige Blomsterkoste vajede paa Hovedet. Men inde i Vognen paa de hvide Atlaskes Hynder sad den gamle Dronning, ung og dejlig at skue, som kom hun fra selve Eventyrets Land, klædt i Hvidt og Guldmor med Kniplingeslør og gyldent Diadem paa Hovedet, ved hendes Side Kongen i pragtfuld Uniform og med Brystet dækket af Ordensstjerner og Baand, og efter Guldkareten alle de Prinser og Prinsesser som tænkes kan, deres Børn og Børnebørn, alle Damerne i skinnende Hvidt, kommen hid fra Alverdens Riger og Lande for at holde Fest med det gamle Guldbrudepar, ja, selv Ruslands hvide, mægtige Czar tæller sig med blandt Børnene og hans Czarewna, den vennehulde Dagmar. Og som et sælsomt selvoplevet Eventyr vil den prente sig ind i Mindet hos de smaa, denne smukke Hovedstad, hvor Guds varme Sol om Dagen spredte sit Guld over Flag og Grønt og Blomster og pyntede Mennesker, lagde sig brændende over Asfalten og lod sine Straaler lege med Guldæblerne i Springvandet paa Gammeltorv, medens om Aftenen den elektriske Sol lyste op som var det den klare Dag, da Guldbrudeparret med dets Gæster kørte fra Teatret og Byen rundt for at tage i Øjesyn al den straalende Illumination, der atter for Barnets Fantasi stod som et Trylleri fra Historierne i Tusind og én Nat.
Men for os andre stiller det sig maaske lidt anderledes, vi er skeptiske og kritiserer. Hvorfor kunde ikke Æresporten blive anderledes smagfuld, naar den dog skulde koste 15,000 Kr. Med Undtagelse af Vaabnene og de øvre Dekorationer, paa hvilke der var kostet lidt Guld og Farver, stod den i et hæsligt Mørkerødt med en Kuppel, der var alt for lille til den nedre Bygning, hvor blaa Shirtingsgardiner stak grelt af mod det røde og mod den grønne Udsmykning. I den bagende Solhede stod Folk pakket tæt paa Højbroplads og tilstødende Gader, Time efter Time blot for at faa se et eneste Glimt af Cortégen til eller fra Kirken. Selv Husenes Tage var fuldtpakket med Tilskuere, ikke alene de flade, men mangen Tagrygning var som levende med de menneskelige Prydelser, de havde faaet - för tilfället. Publikum var overalt i Galla, og Vejret var straalende, med klar Luft, Vindstille og varmt, bagende Solskin.
Gaderne var vrimlende fulde den ganske Dag, dog søgte en Del til Langelinie, til Tivoli og til Frederiksberg for at nyde nogle Timers skyggefuld Hvile under de grønne Træer. Da det saa blev henad Aften fyldtes Teatrene. De skulde have set, hvilket Publikum, der for Eksempel skyndte sig til Folketeatret. Det er Stiftelserne, der har udspyet alle sine Gamle og Svage og Fattige, der gik de rokkende to gamle Morliller og glædede sig over at have faaet Billet til den fornemste Plads, hvor de aldrig før i deres livfødte Dage havde siddet. Og de skyndte sig af Sted i Grupper, der havde slaaet Følge, sjældent enkeltvis, ofte to og to, af det Publikum vilde ingen komme for silde.
Ude i Ordrup beværtede den celebre Restavratør fra „Over Stalden” 200 fattige Børn med et Festmaaltid. I tre Dage stod der opdækket. Det var hans Gave til Guldbrudeparret, den Dekoration, med hvilken han prydede sit Hus.
I Søndags defilerede saa det store Fanetog, der af Bladene ansaas for at have ca. 50,000 Deltagere, forbi Guldbrudeparret paa Amalienborg. Det var smukt og imponerende, men havde i vore Øjne dog én Fejl - ingen Kvinder saas i dets Rækker.
Hvorfor har Komitéen ikke henvendt sig til disse? Vi tror, at ogsaa en Hilsen fra Landets Kvinder vilde have været velkommen hos Landets Fader og Moder.