« Tilbage til søgeresultaterne
Udkast til de nye Ægteskabslove
Aaret 1919 skulde gerne bringe en ny Løsning af de for Kvinderne saa overordentlig vigtige Spørgsmaal, der er knyttede til Ægteskabets Retsvirkninger: Ægtefællernes indbyrdes personlige Forhold, Forældremagten, Formueforholdet mellem Ægtefæller, Ægteskabets Indgaaelse og Opløsning.
Den skandinaviske Familieretskommission, som fik til Opgave at fremkomme med Forslag til Ordningen af alle disse Forhold, har nu endt sit Arbejde og har - til de respektive Regeringer - indsendt deres Udkast, ledsagede af udførlige Motiver.
Den første Del af Arbejdet - om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning - afleveredes allerede i 1913; her i Landet er det endnu ikke blevet forelagt. Indtil dette Tidspunkt havde Kommissionen, der udelukkende bestod af mandlige Jurister, raadført sig med Kvindeudvalg i de tre Lande om de Spørgsmaal, der særlig vedrørte Kvinderne. Fra 1914 - aktivt dog først fra 1915 - blev Kom-missionsafdelingen i hvert Land suppleret med en Kvinde, sikkert i Erkendelse af, at de Temaer, der nu skulde behandles, vedrørte Kvinderne i en saadan Grad, at man fandt det mest betryggende til Stadighed at have en kvindelig Repræsentant med i Arbejdet. Da denne ansvarsfulde Stilling tilfaldt mig, skal jeg søge her kortelig at referere det fremkomne Udkast. Dette bestaar af 110 Paragrafer, og da hvert eneste Ord, ja næsten hvert Komma har sin specielle Betydning, vil man forstaa, at et Referat paa nogle faa Spalter kun kan holde sig til Hovedlinjerne, til de mere væsentlige Nyheder i Lovudkastet.
Den Enhed i Ægteskabet, som man - d. v. s. Manden - har anset det for formaalstjenligt at opretholde gennem Tiderne, har givet sig Udslag paa mangfoldige Maader i Ægtefællernes indbyrdes Forhold: Det var Ægtemanden, der raadede for Fællesformuen, det var ham, der havde det afgørende Ord m. H. t. Børnene, det var ham, der valgte Bosted og Bolig. I denne Eneherskerstilling skød Loven af 1880 - om gift Kvindes Raadighed over sit Selverhverv - og Lo-
ven af 1899 - om Formuesforholdet mellem Ægtefæller - betydelige Brescher; men tilbage stod væsentlige Fortidslevninger, væsentlige Urimeligheder, som det forhaabentlig skal lykkes det foreliggende Lovudkast at raade Bod paa.
Jeg tror, at man med Sandhed kan hævde, at der indenfor Kommissionen har været et ganske enstemmigt Ønske om til Grund for den nye Lov at lægge Ægtefællernes Ligestillethed. Tonen i hele Lovforslaget anslaas i den første Paragraf, der lyder saaledes: „Mand og Hustru skal vise hinanden Troskab og være hinanden til Støtte. De skal i Fællesskab varetage Familiens Tarv." Hermed er Ægtemandens Fortrinsret i Ægtefællernes personlige Sager afskaffet. Det er ikke mere apriori ham, der bestemmer, hvor Bosted og Bolig skal være. Skulde han handle imod Hustruens Interesse i disse Sager uden at have fyldestgørende Grunde for sine Handlinger, saa vil han ikke - i Modsæt-ning til nu - faa Medhold af Domstolene, hvis Sag rejses om Underholdsbidrag, om Børnenes Fordeling, om Ægteskabets Opløsning.
Med Lovens Ligestilling af Ægtefællerne m. H. til Rettighederne følger naturligvis ogsaa Ligestilling m. H. til Pligterne, specielt m. H. til Underholdet. Hidtil har det været saaledes, at Manden under alle Omstændigheder var forpligtet til at underholde Hustruen, medens hun kun var forpligtet til at underholde ham, hvis han faldt Fattigvæsenet til Byrde; dog skulde hun, hvis hun havde Særeje, yde et forholdsmæssigt Bidrag af sine Indtægter til Husholdningen. For Fremtiden skal de begge bidrage „efter Evne" til Underholdet. En Hustru vil dog som oftest have fyldestgjort sin Bidragspligt ved Arbejde i Hjemmet.
Naar en Hustru gør Indkøb til Husholdningen, formodes hun efter den nugældende Lov at optræde som en Slags Befuldmægtiget for Manden, men heraf følger saa ogsaa, at Manden vilkaarlig kan berøve hende denne Ret - „ingen maa betro min Hustru noget, da saadant ikke bliver betalt af mig" - med mindre hendes Indkøb er „til fælles Nytte og uomgængelig Fornødenhed". Denne væsentlig af hans Bedømmelse afhængige Stilling bliver for Fremtiden ændret saaledes, at hun - saavel som han - faar en lovlig Ret til at repræsentere Fællesskabet; en Ret, som kun Øvrigheden - efter Mandens Begæring - kan fratage hende, hvis hun misbruger den. Hun faar tillige en Ret til efter Sæd og Skik at forestaa Husholdningen, og et Krav paa at faa overladt de nødvendige Pengemidler hertil.
At hun ikke opnaar disse Rettigheder uden tilsvarende Forpligtelser, er vel klart. Hun kommer i Fremtiden til sammen med Manden at hæfte for Husholdningsgælden, omend man dog har forsøgt at begrænse denne hendes Hæftelse noget.
Foruden Ret til Midler til Husholdningens Førelse faar hun Ret til Penge til sit personlige Behov. Denne Pengeydelse er ikke sat til nogen procentisk Andel af Indtægterne, idet man har anset det for uheldigt at fastsætte den samme Procent for alle Indtægter, men den skal - ligesom Husholdningspengene - afpasses efter Ægtefællernes hele Stilling og Vilkaar.
I Forholdet til Børnene bliver Ægtefællerne fuldkomment ligestillede. Den afgørende Stemme, som Faderen endnu - i Tilfælde af Uenighed - har, bortfalder; denne den mest skrigende og ægteskabsødelæggende Uretfærdighed i nugældende Retspraksis afskaffes, og for Fremtidens henviser man uenige Ægtefæller til en Øvrighedsafgørelse, enten saaledes, at de kan faa en Afgørelse af den foreliggende Tvist, eller saaledes, at Afgørelsesretten - ogsaa for Fremtiden - over det omstridte Barn tillægges den ene Ægtefælle. Øvrigheden skal dog kun kunne ulejliges med Sager af større Vigtighed, hvor det virkelig drejer sig om Barnets eller Ægtefællens Velfærd. Ingen tror forøvrigt, at Forældre ofte vil benytte denne Udvej, men man anser det for en fortræffelig Sikkerhedsventil, at en saadan Udvej findes, en Udvej af en ganske anden moralsk Værdi end den nugældende, hvor begge Ægtefæller véd, at Faderens Stemme bliver den afgørende.
Er det hidtil ikke ofte sket, at Domstolene har maattet række Haand til Faderens uretfærdige Afgørelser, saa ved ingen, hvor ofte Fædre i det daglige Liv har misbrugt deres Overmagt.
Af alle det gamle Systems urimelige Bestemmelser har ingen voldt mig større Glæde at være med til at afskaffe end denne.
Til Trods for de Indgreb Lovene af 1880 og 99 har gjort i Mandens Eneraadighed over Formuen, har man indtil det sidste søgt at opretholde Fiktionen om et Fælleseje. Man fjerner nu de sidste Rester fra dette mere og mere forladte Puppehylster og gaar over til et nyt Formuesystem - et Gifteejesystem -, som vel bevarer et vist reelt Fællesskab, men dog lader hver Ægtefælle raade over sit Selverhverv, over alt, hvad den ejer ved Ægteskabets Indgaaelse eller senere erhverver ved Arv eller Gave. Fællesskabet viser sig bl. a. ved en Fællesraaden over saadanne faste Ejendomme, der er af Betydning for den anden Ægtefælle, samt over Indboet i det fælles Hjem. Endvidere understreger Udkastet stærkt den moralske Forpligtelse, den ene Ægtefælle har overfor den anden, til at administrere Formuen med Familiens Tarv for Øje, ligesom de begge overfor hinanden har en Oplysningspligt om deres Indtægter, en Oplysningspligt, der jo har stor Betydning ved Bedømmelsen af deres Tilskudspligt.
Med Hensyn til Gælden ordnes Forholdet for Fremtiden saaledes, at hver Ægtefælle hæfter med sin Formue for sine egne Forpligtelser, med Undtagelse af Husholdningsgælden, for hvilken de begge hæfter.
Det ny Formuesystem vil i Modsætning til det nuværende, der faktisk gør den ikke selverhvervende eller særejende Hustru formueretlig umyndig (endogsaa i den Grad, at de Indtægter, hun maatte kunne have af en selvstændig Virksomhed, der væsentlig grunder sig paa Fællesboets Midler, Midler, der maaske er indførte af hende, gaar ind under Mandens Raadighed), i langt større Udstrækning gøre det muligt for Hustruerne at drive selvstændigt Erhverv og gøre det muligt for Ægtefællerne, der nu bliver to formueretligt adskilte Personer, at kontrahere med hinanden som andre Forretningsfolk. Naturligvis maa dog Loven til Tredjemands Beskyttelse sætte Grænser for Ægtefællernes Formuetransaktioner, navnlig for saadanne, som i Virkeligheden er Gaver (dog ikke almindelige Lejlighedsgaver).
Da det i Regelen er Manden, der har Indtægterne, og Hustruen, der gør Arbejdet i Hjemmet, vil man se, at det bliver paa hans Konto - under hans Raadighed -, at de eventuelle Opsparinger vil findes. Dette vil i mange Tilfælde være en uretfærdig Fordeling, - Hustruen vil ofte have en lige saa stor Andel i dem som han -, og man har anstrengt sig for at finde en lempelig Form for en Deling af disse Opsparinger, mens Ægteskabet bestaar. Imidlertid har dette været forbundet med saa store praktiske Vanskeligheder, saa at man har maattet nøjes med at „tillade" den „opsparende" Ægtefælle ret formløst - uden Ægtepagts Form - at overføre indtil Halvdelen af Opsparingerne til den anden Ægtefælle.
At der ligesom ved det nuværende Fælleseje skal finde en Ligedeling af Formuen Sted ved Ægteskabets Opløsning (ved Død eller Skilsmisse), siger sig selv.
Trods det nye Systems Indføring af den delte Raadighed har man bevaret Adgangen til Bosondring, hvis den ene Ægtefælle vanrøgter sine - egne - økonomiske Anliggender.
Adgangen til at sidde i uskiftet Bo bliver for Fremtiden ens for Mand og Hustru.
Det er Kommissionens Forslag, at Loven skal træde i Kraft for alle Ægteskaber, dog saaledes, at den Formuemasse, der inden Lovens Ikrafttræden allerede er under den ene Ægtefælles Raadighed, skal forblive der.
For de Hustruer - og Mænd -, der ønsker at leve deres økonomiske Liv efter det gamle Systems Melodi, anviser Loven den Udvej at overlade Formuen til den anden Ægtefælles Bestyrelse.
- - -
Det er min Overbevisning, at Lovudkastet byder Hustruerne alle de Fremskridt, som de paa Livets nuværende Udviklingstrin billigvis kan gøre Krav paa.
Jeg tror, det har været de kvindelige Medlemmer, der blev tilforordnede den skandinaviske Familieretskommission, en ublandet Glæde at deltage i Arbejdet, fordi vi hos de mandlige Jurister har mødt en saa dyb Forstaaelse af Kvindernes specielle Krav.
Maatte nu Kvinderne vise Interesse for Arbejdet!
