« Tilbage til søgeresultaterne
Ved Skiftetid
I Dag slutter det mærkelige 1918. Ved Aarsskiftet stirrer vi ind i Fremtiden med Haab - i Aar større end nogen Sinde før - saa meget varsler noget nyt, noget bedre; lukker vi Øjnene, er det, som vi ser et Glimt af den ny Himmel og den ny Jord, vore Fædre drømte om, nyfødt skulde stige frem af Havet efter Ragnarok; men ogsaa med Frygt i Aar større og stærkere end nogen Sinde før; vi øjner og føler ødelæggende Kræfter, der kan svide alt det spirende Liv af, inden det endnu kommer til Udfoldelse. 1918 er et mærkeligt Åar i Verdens Historie; det er ogsaa mærkeligt i danske Kvinders Historie. I det Aar kom Kvinder til for første Gang at udøve Valgretten, Kvinder blev valgt ind i den danske Rigsdag. Vi Kvinder har Grund til at se ind i det ny Aar med Haab - Haab om „at bedre Tid staar op af denne". Det er sandt! Og alligevel gribes mange af os ved Tanken paa Fremtiden af en Frygt, der truer med at overvælde det Haab, vi ikke mistede, da Tiderne saa anderledes truende ud. Mange af os føler os omgivet af en knugende Usikkerhed, der fylder os med Mismod. Det er ikke Aarsskiftet, denne Usikkerhed, dette frembrydende Mismod skyldes - nej det er et andet Skifte - hvis Følger, hvis Rækkevidde, vi ikke kan maale. Kvinden og Samfundet skifter Redaktør. Dansk Kvindesamfund skifter Forretningsfører - det ved vi - om vi skifter mere, ved vi ikke.
Ved hvert Skifte er det godt at besinde sig paa, hvad vi har haft - og tænke over det ny, der skal komme. Hvad har vi haft? En Redaktør, der aldrig gik paa Akkord i det, der for hende var Kernen og Livsnerven i alle Kvinders Sag - undertiden slog hun og slog haardt, undertiden snertede hun, saa det sved; hun kunde le; mange syntes, hendes Latter saarede; men vi var ogsaa mange, der følte, at hendes Latter var i Familie med den Latter, der skildres i „Modersmaalet": „Da lo hun saa hjerteligt, at alle Lænker brast". Hvor har hendes Latter tit virket som en Befrielse for os fra alt det Smaasind og Smaatteri, som pinte os; alt det var dog det mindste hos hende. Hvad var det store? I Harme, i Spot, i Sorg, i Glæde, i Medgang og Modgang, naar Bifaldet bølgende om Kvinderne, naar Haansord og Skuldertræk mødte vore Krav, under alt og i alle Forhold bar hun Kvindesagens Ideal højt for os, altid holdt hun os det store Maal for Øje, det Maal vi aldrig maatte tabe af Syne, hvis vi ikke skulde komme til at vandre i fejl Retning. Hvilket Maal er det? Et Samfund, hvor de Baand, indre og ydre, der har bundet Kvinden og gjort hende slavisk, underfundig, listig og smaalig, og som har brutaliseret Manden, er løste, hvor de Fordomme, der i lige Grad har hildet Mænd og Kvinder og hæmmet deres Udvikling, er hævede; et Samfund, hvor der er Mulighed for, at Manden helt kan blive Mand, og Kvinden helt Kvinde, og hvor de begge har lige og fuld Menneskeret. En saadan Redaktør har vi haft! Hvem og hvad faar vi i Stedet?
Hvad har vi haft? Vi har haft en Forretningsfører, som har ordnet og organiseret Dansk Kvindesamfunds Arbejde ud over Landet; hos hende kunde vi faa Rede paa alt, hvad der angik Kvinder og deres Stilling, ikke alene her i Landet, men ogsaa i Udlandet; hun ordnede vore Fællesmøder, saa der kom Takt og Gang i Arbejdet. Vi har haft en Forretningsfører, som ikke blot er vokset sammen med Arbejdet for Kvindens Ret her hjemme, men som indtager en fremskudt Plads i hele det internationale Arbejde for Kvinder og Kvinders Sag - en Plads hun ikke er kommet sovende til, men som hun har vundet ved at give Kvindernes Sag alle sine Evner og Kræfter, hele sin Energi fra sin Ungdom til nu, hun staar som en fuld moden Kvinde i sin bedste Kraft. Hun gaar - man fristes til Frygt, naar man ikke ved, hvem og hvad der kommer i Stedet; Fristelsen til Frygt bliver større, naar man mindes alt det, der har givet Anledning til, at Fru Lemche og Frk. Daugaard gaar. Det kunde se ud, som den Strømning, der for Øjeblikket har Magten inden for Dansk Kvindesamfund er i Familie med „Statsmanden" i Hostrups bekendte Sang:
Den dristige Flugt gør ham stadig vred,
Han jævner til venstre og højre;
Hvad højt rager op, vil han trykke ned,
Hver Kraft han tilbørlig vil tøjre.
Snart har han alting gjort tomt og ens,
Men jeg, jeg er ham for let til Bens.
Han sidder belemret med Gods og Guld,
Med Titler og Hensyn og Former,
Jeg klæber ej fast ved det døde Muld,
Bevinget mod Himlen jeg stormer;
Men hvad jeg ser fra den høje Tind,
Det kalder gnavent han Tjernespind."
Er det den Strømning, som har Magten, er der Grund til Frygt; da vokser der ingen Fremtid ud af Dansk Kvindesamfund; den Ungdom der duer, den, der har Fremtiden i Eje, beundrer den og det, der rager op over det jævne, stræber at naa det; derfor naar den noget. - Men maaske er det helt anderledes. Hvad den ny Retning bærer i sit Skjold, ved vi intet om - endnu. Maaske den har Evner og Kræfter i sig der bedre end de, der nu træder til Side, kan føre os frem til Sejr - kan den det, er alt vel. Da er det godt, den kommer til, saa den kan vise, hvad den duer til. Vi har store Forventninger til dem, der har paataget sig Ansvaret for, at prøvede Kræfter gaar - vi, der med Sorg ser Fru Lemche og Frk. Daugaard træde ud af Dansk Kvindesamfunds daglige Arbejde, vil være de første til at glæde os, hvis vi ser, at det ikke blot er ny - men unge og friske Kræfter, der nu træder til. Kræfter med større Initiativ, større Virkekraft, der ikke blot kan gøre det samme Arbejde, de fratrædende har gjort, men kan føre det videre. Ser vi det, giver Frygten Plads for Haab og Glæde; da kan de ny være vis paa, at vi af hele vort Hjerte ønsker dem et glædeligt Nytaar og et Velkommen til Arbejdet.
Men vi tror, at Held og Lykke til vort fælles Arbejde, vil de kun faa, hvis de ikke altfor ængstelig spejder til højre og venstre af Frygt for at støde mod et fremspringede Hjørne eller stirrer altfor ufravendt mod Jorden af Frygt for uforvarende at træde paa Tæer med Ligtorne, der mulig var paa deres Vej. Den, der skal være fører til det forjættede Land, maa have Evne til at rette sit eget og andres Blik mod dette; kommer han saa til at træde lidt for haardt, skal vi ikke svigte eller tabe Hovedet af Forfærdelse fordi der vanker adskillige ublide Puf og Stød fra den, hvis Ligtorne det gik ud over. Skal vi naa frem, maa vi have det Mod Hostrup opviser hos Ungdommen:
„Ja, lidet jeg frygter for Stormens Hvin,
Ej ænser jeg Vinterens Kulde;
Jeg ser gennem Sneen det tætte Lin,
At Vaaren er vaagnet i Mulde;
Jeg ler ad hele den kloge Flok
Og venter trøstig - den kommer nok.
Det Mod og det Sindelag havde Fru Lemche og Frk. Daugaard,- det skylder vi dem Tak for - det bedste, jeg kan ønske en ny Redaktør og den ny Forretningsfører er, at de maa have det samme Sindelag og Mod, eller at de maa vinde det gennem Kampen - sker det, kan vi alle ønske dem velkommen.
Karen Johansen.
Holstebro Friskole, d. 31. Dec. 1918.
- - -
Som den, hvem den fremtidige Redaktion af Kv. og Sf. er betroet, forstaar jeg fuldt ud den Uro og Ængstelse, der præger Karen Johansens Betragtninger over Skiftetiden.
Jeg føler bedre end nogen anden, at Red. af Kv. og Sf. er en tung Arv at løfte. Selvfølgeligt vil de to evnerige og indsigtsfulde Kvinder, der har baaret Dagens Byrde indtil nu og i den Tid, Kampen var heftigst, have en Plads i Dansk Kvindesamfunds Historie, som ingen vil faa Mage til.
Men jeg kunde tænke mig, at den Grundvold, de har lagt, kan ses som en Betryggelse for de beængstede, selv om det ny altid maa blive noget andet, saa gror det dog af det, der er.
Een Ting staar fast, skal det lykkes at komme over Skiftetiden, uden at der sættes for meget til, da maa selv de ængstelige og urolige holde Modet oppe og saa iøvrigt med Klogskab give os den Kritik og den Støtte, der kan være til Hjælp for os.
Det forekommer mig, at disse Tider opfordrer til at tale sagte om „Flugten mod Tinderne", saa vist som Vejen til „det forjættede Land" - Udtrykket er mig meget højstemt - i Øjeblikket synes ufarbar; men det daglige Arbejde føder i sig selv Maal, og ad den maaske beskedne Vej haaber vi at naa frem til vore Læseres Tillid og Beroligelse.
A. K. S.
