Fra Grundlovsfesten.

Selvfølgelig fik Socialisterne ikke Lov til at holde Fest i „Kongens Have”, saalidt som Kvinderne faar Lov dertil, skønt det jo vanskeligere kunde tænkes, at disse vilde øve et styggere Vandalismens Hærværk, end Højre havde gjort de foregaaende Aar.

Meningen er altsaa den, at Regeringspartiet har Lov til at gøre, hvad det vil, medens derimod ingen Indrømmelser kan gøres det modsatte Parti.

Men det er jo noget, vi snart er vant til.

Socialisterne drog altsaa til Ulvedalene og samledes der med Omegnens Arbejderforeninger til en Folkefest. Nogle Tusinder havde vel givet Møde, men det sædvanlige mægtige og begejstrende 5te Junis Folketog opflammede altsaa ikke denne Gang Høj og Lav.

Venstre holdt Grundlovsfest paa Vodrofflund - lige som Socialisterne 2den Pinsedag - og der var vel mødt noget som omkring 5000 Mennesker.

Kl. 5 samledes man omkring Talerstolen, hvor Octavius Hansen bød velkommen. Derpaa talte Falkenstjerne og Trier. Bagermester Marstrand mindede i bevægede Ord afdøde Folketingsmand Berg.

Forskellige Sange blev af sungne. Først Schandorphs: „Til Danmark”. - Samtidigt vedtoges det at sende Digteren, der med sin Hustru opholder sig i Venners Kreds paa Skagen, en Hilsen fra det forsamlede Folk paa Sølvbryllupsdagen den 8de Juni, der fejres i Kunstnerkolonien deroppe.

Nedenstaaende Sang af Drachmann mener vi fortjener at spredes i videre Kredse, og aftrykker den derfor. Klangen er her saa frisk og kæk, og Tonerne saa ægte, at man ikke nok tilfulde kan takke Digteren for denne Grundlovssang. Et tusindstemmigt Hurraraab hilste den ogsaa, da den var afsungen.

Om Aftenen var der „Bal i Haven” til Kl. 2 samt Musik, Kvartetsang og Komedie, hvad kan man vel ønske sig mere?

Mel.: Seit Vater Noah ins Becher goss.

For Frihed! var vore Fædres Ord

den Gang en Mand var en Mand,

og det slog Gnister, det stolte Kor,

fra Byen vidt over Land:

i Sollys Fremtiden laa;

det funkled af Foraar, det summed af Sommer,

mens Folket skrev sit Adelsbrev,

og Kongen skrev under derpaa.

Det lyder fast som en Mythe nu,

og dog, og dog er det sandt;

vort Folk blev vækket, og jeg og Du

en Morgen adlet os fandt:

nu blir den Saga bestridt,

men om de saa piller og plukker til mangen

Ens Taalmod brast,

saa staar det fast:

de gør ej det Sorte til Hvidt.

Og vi skal elske den Dag i Dag

vort gamle Friheds-Patent

og flokkes under det dyre Flag

og være Farven bekendt:

fra „Himlen” faldt det ej ned;

det syedes sammen med Flid og med Møje af Læg

og Lærd,

det fik just yærd,

fordi det har kostet os Sved.

Og skal vi svede i mange Aar

- ret meget tyder derpaa -

saa vil vi prise just Stridens Kaar,

kun de gør Store af Smaa:

vi vinder Slaget endda;

thi Frihed er Manddom og Sundhed og Evne til

fort og fort

at „adles” - kort

vor Frihed skal hae et Hurra.

For Frihed! altsaa i sluttet Kor,

lad Hjærtet ej blive koldt;

det er det dyreste Enheds-Ord,

som sammen Viljerne holdt:

det smedder Ringe af Staal,

og Kristen og Jøde, Student eller Købmand og

Haandværksmand

i By og Land

skal brænde det ind som sit Maal!

Holger Drachmann.