Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Paa begge Sider af den massive Gitterport foran Hotel Zanicki i Champs Elysèes i Paris flammede kæmpemæssige Begfakler. Inden for stod Tjenerne opstillede i Espalier, og Hushovmesteren modtog Gæsterne ved Indgangen til det lille Palæ. En talrig, gabende Mængde havde samlet sig paa Fortovet uden for Jerngitteret, det var ikke almindelig Nysgerrighed, som bragte enkelte Grupper til at dvæle der, endnu efter at de sidste Vogne var ankomne. I de prægtigt oplyste Værelser blev Ægteskabs-Kontrakten imellem Grevinde Angela, Grev Zanickis eneste Datter, og Hr. Jan-Jozif von Barovski til Baranyce underskreven i Overværelse af et glimrende Selskab, hvori ikke et eneste af de i Paris værende polske Aristokraters Navne manglede.
Nede paa Fortovet stod de polske Emigranter, der ingen Berettigelse havde til at faa Adgang til det fornemme Selskab, og som dog betragtede det, der fandt Sted, som en Familjebegivenhed.
Den livlige, i det polske Sprog, førte Underholdning, forraadte ikke megen Sympathi for den lykkelige Brudgom, som Dagen efter i Madeleine-Kirken skulde vies til den rigeste Arving og den smukkeste Pige i hele den polske Koloni i Paris. Jan-Jozif von Barovski hørte ikke til de Emigranter, som mente, at det var patriotisk at bære det sønderlemmede Polens Tiggerkappe til Skue paa Gaderne i Frankrigs Hovedstad. Han hørte ikke en Gang til dem, der i Stilhed troede paa Fædrelandets Genoprettelse, og iblandt Tilskuerne paa Fortovet var der ikke faa, som paastod, at han, trods sit polske Navn, i det hele taget slet ikke var nogen Polak mere. Han havde jo en Del Aar staaet i prøjsisk Tjeneste som Gardeofficer, indtil han efter Faderens Død forlod Tjenesten og overtog sit Fædrenegods Baranyce i prøjsisk Polen; men han havde aldrig villet være Medlem af nogen hemmelig Agitations-Forening og havde forholdt sig kølig og afvisende lige over for de varmblodige Fædrelandsvenner, som Tid efter anden havde nærmet sig til ham. Han lagde ikke Skjul paa, at han ansaa det for rigtigere at finde sig i og agte de bestaaende Forhold, blive i Landet og sørge paa bedste Maade for sine Undergivne, end kaste sine arvede Rigdomme i Halsen paa de parisiske Drivere, der stiller Armod til Skue og lever af den franske Nations Højmodighed. Og til denne Mand havde Datteren af Grev Zanicki, af den største Patriot i hele den polske Koloni - de, der talte saaledes nede paa Gaden, regnede Patriotismen efter den Gavmildhed, hvormed deres rige Landsmand understøttede dem - givet sit Hjerte.
Men af det glimrende Selskab, der forsamlede sig i Hotel Zanickis Sale, var der ogsaa mange, der misundte Hr. Jan-Jozif hans Lykke. Fremfor alt var der dem, som havde næret Haab om selv at kunne vinde Grevinde Angelas Haand, samt deres Slægt og Venner. Beslægtet og forbunden ved Venskab var de næsten alle her - kun Hr. von Barovski var en fremmed.
Lykken var falden ham lige ned i Skødet. Ved et kun for faa Uger beregnet Ophold i Paris var han bleven indført i Grev Janickis Hus, hvor Greven ikke havde budt ham velkommen med nogen særdeles Varme, thi ogsaa han betragtede ham noget nær som en Landsforræder. Men Grevinde Angela maa straks have set paa ham med andre Øjne. Hans statelige Skikkelse, hans mandige, skønne Hoved havde trængt Spørgsmaalet om hans Patriotisme i Baggrunden, og hendes Imødekommenhed havde givet ham Mod til at fri til hende. Faderens Modstand havde den unge Pige forstaaet at besejre, og saaledes skete det da, at Grevinde Angela og Hr. Jan-Jozif von Barovski undertegnede deres Ægteskabskontrakt, under hele det her forsamlede fornemme Selskabs Hovedrysten.
Maaske vidste de begge, at man forundrede sig mere over dem, end man af Hjertet ønskede dem til Lykke, men det brød de sig ikke om. De elskede hinanden, og Dagen efter skulde de jo rejse bort: Grevinde Angela drømte om et stille, velsignet Liv i det gamle, ensomme Slot Baranyce, et Liv, imod hvilket hun gerne bortbyttede den larmende Tilværelse i Seinestaden. Hun saa op paa sin udvalgte Brudgom med lykkelige, tillidsfulde Øjne, og dette Blik brændte sig fast i ham og fyldte ham med Salighed, da Hotel Zanickis Port lukkede sig efter ham, og han, lænet tilbage i et Hjørne af Vognen, kørte hen til det Hotel, hvor han havde taget Ophold. I Morgen vilde hun blive hans Hustru, han vilde da flyve ud i Verden med hende et Par Uger, før han førte hende ind i sit Fædrenehjem, hvor intet mere skilte dem ad, og intet kunde trænge sig imellem dem. De vilde blive saa lykkelige, mente Jan-Jozif von Barovski, og naar han tænkte paa Baranyce med dets mørke Slot og dets prægtige Park, da saa han Angelas yndige Skikkelse, der gav det gamle Herresæde Liv og Værd i hans Øjne. Selv nu i Drømme smilede Jan-Jozif von Barovski under sin prægtige, sorte Knebelsbart, fordi Grevinde Angelas Billede ikke forlod ham; og da det et Øjeblik syntes, som om to sorte glødende Kvindeøjne vilde bortskræmme det kære Billede, rynkede han vredt Panden - som det sømmer sig for en Mand, der næste Dag skal træde for Alteret med sit Hjertes Elskede.
(Fortsættes.)
