« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Fremtidens politiske Arbejde
Paa Kirkens og Skolens Omraade forestaar store Reformer - i hvad Retning skal de gaa, af hvad Art bliver de?
Hele vor økonomiske Lovgivning, vort Skattesystem og dets Principper trænger sig frem til Løsning - ikke mindst det betydningsfulde Jordspørgsmaal - Arbejdet for at udjævne eller mildne den bestaaende økonomiske Ulighed, der afføder den bitre og skæbnesvangre Kamp mellem de besiddende og de besiddelsesløse, og i nøje Forbindelse hermed en Reform af den sociale Forsørgelses-lovgivning, der i sin nuværende Planløshed- og Principløshed raaber mod Himlen.
Der er Børnelovgivningen, Familieretslovgivningen, hvoraf et Afsnit om „Ægteskabets Retsvirkninger" forhaabentlig meget snart bliver aktuelt, og uden Tvivl forestaar ogsaa en Ændring i hele det militære og diplomatiske System som eksisterede før Verdenskrigen.
Om alle disse Spørgsmaal og om mange flere vil der sandsynligvis komme til at staa Kamp mellem de politiske Partier, der i deres Samfundsopfattelse er saa saare forskellige; ogsaa Kvinderne vil findes i forskellige Lejre med vidt forskellige Anskuelser og Meninger, men forhaabentlig vil de hver paa sit Sted arbejde for, at den Verden, som Manden hidtil har været ene om at skabe, og som derfor er blevet altfor maskulint præget, kan faa tilført saa stor en Del Kvindelighed, at Fremtidens Samfund bliver menneskelig præget, idet det maskuline og feminine Instinkt, den maskuline og feminine Intelligens uddyber og supplerer hinanden.
Rammerne for det politiske Arbejde er foreløbig de politiske Partier, og indenfor disse Rammer maa vort Arbejde lægges, hvis det skal faa nogen Betydning.
Organisation er Tidens Løsen - ene naar man ikke frem, medmindre man hører til Verdens faa Genier - og Kvinderne maa derfor med i de politiske Organisationer. Selv dem, der mest kritiserer vore nuværende politiske Rammer - i Parentes bemærket er det som oftest dem, der aldrig har været indenfor disse Rammer - og hvis Kritik derfor ofte mangler det selvoplevedes Værdi - maa indenfor, hvis deres Kritik skal have noget Resultat.
Indenfor Organisationerne yejer ens Kritik langt mere, rammer langt dybere end udenfor, og Mulighederne for at komme de virkelige Ulemper til Livs er langt større, naar man er med i Laget, end naar man i ophøjet Foragt holder sig udenfor.
Jeg personlig betragter det som en af den politisk interesserede Kvindes første Borgerpligter at slutte sig til en politisk Organisation. Jeg véd vel, at mange fremragende og dygtige Kvinder ser anderledes paa dette, end jeg gør, men jeg tror, det beror paa et Fejlsyn og paa Ukendskab til de virkelige Forhold. Angsten for Partityrranniet er vel den fremherskende Følelse hos dem, der holder sig udenfor, men har man en rank Ryg, saa bøjer den sig aldrig under nogen Form for Tyranni og behøver ikke at gøre det, og min Ryg bøjes jo ikke, om jeg end ser andre indenfor det Parti, jeg slutter mig til, bøje deres. Organisation og Disciplin er som sagt Tidens Løsen, og dette maa Kvinderne forstaa, men Organisation og Disciplin bliver kun for de svage og vaklende det samme som Tyranni og Underkastelse.
Ind i Partierne maa vi ogsaa føre den Sag, som forener Dansk Kvindesamfunds Medlemmer - Kvindesagen. Under den herskende politiske Styreform er det en Livsbetingelse for Kvindesagens Krav at blive optaget paa Partiernes Arbejdsprogram. Kvindesagen har allerede - ved Hjælp af de respektive Kvinder indenfor de politiske Organisationer - faaet Fodfæste paa Partiprogrammerne, men Fodfæstet er langt fra sikkert, Grunden er Klippegrund, og der vil gaa lang Tid og trang Tid, inden det Lag Muld er dannet, som kan skaffe Rødderne det sikre og faste Tag, der er nødvendig for den videre Vækst. Megen gammel Fordom og sejg Vedhængen ved nedarvede Traditioner skal først ryddes bort.
Jeg tror, at Kvindesagens Krav før eller senere - som alle store sociale Spørgsmaal - vil komme ind i den politiske Partikamp. Den er der ikke endnu; den har foreløbig af opportune Grunde - i en vis taaget Almindelighed - fundet Plads paa alle Partiers Programmer, men vi ved intet om, hvor stærk Viljen til at føre den frem og igennem er hos de forskellige Partier. Kvindevalgretten - et af Kvindesagens primære Krav - var i mange Aar herhjemme et partipolitisk Stridsspørgsmaal og er det endnu i mange andre Lande.
Gaar man dybere til Bunds i Kvindesagens Krav om fuld social, retslig og økonomisk Frigørelse - har man dem ikke blot i Munden som skønne, uovervejede Fraser - saa forstaar man, at hvert af dens Krav berører store og uhyre vanskelige sociale Problemer, om hvis Løsning der vil komme til at staa Strid mellem forskellige Livsopfattelser. Saalænge Kvindesagens vitale Krav endnu ikke er paa Dagsordenen, sålænge har Dansk Kvindesamfund som Organisation sin store Mission og de partipolitisk bestemte Kvinder indenfor Organisationen hver især sin Opgave indenfor det Parti, der er deres.
Man hører ofte, at Kvindesagen var løst den Dag, Kvinderne fik deres politiske Valgret.
Mod dette vil jeg paa det bestemteste protesterer; tværtimod - saa længe vi ikke havde den politiske Frihed, var Vejen for vore Kravs Gennemførelse ufarbar. Kvindesagen fik først fast og sikker Grund under Fødderne, da vi fik Valgretten. Men vi har altid vidst, at Valgretten kun var Midlet - ikke Maalet -, vi har altid vidst, at Valgretten kun var et nødvendigt Værktøj i vor Haand til at bane Vejen fremad.
Hvad er da Kvindesagens Maal - hverken mere eller mindre end Kvindernes fulde retslige og økonomiske Ligestilling med Mændene. Og hvorfor kræver vi denne Ligestilling? - ikke af smaaligt Rethaveri, ikke af saaret Forfængelighed, men fordi vi føler os overbeviste om, at det baader Samfundet bedst. En anset Politiker udbrød fornylig i en Samtale med en anset Kvinde, der nævnede Ordet Kvindesag. „Bliv mig fra Livet med Kvindesagen, nu er vi vel Mennesker og ikke mere Kvinder og Mænd."
Men han har ikke Ret; saalænge der gives én Slags Love for Mænd, andre for Kvinder, saalænge Adgangen til Arbejde og Arbejdets Løn ikke er ens for Mænd og Kvinder, saalænge det store Flertal af Kvinder lever i et af Lovgivningen støttet og anerkendt økonomisk Afhængighedsforhold af Mændene, saalænge er vi delt i Mænd og Kvinder og er ikke sideordnede og ligestillede Mennesker. Den politiske Frihed betyder saare lidet, hvis den ikke fører til økonomisk Frihed; dette gælder for det indbyrdes Forhold mellem de forskellige Samfundsklasser, og det gælder fuldt saa vel i Forholdet mellem Mænd og Kvinder.
Der er en lang og sikkert en trang Vej frem, inden Kvindesagens Maal er naaet. Det var saare ønskeligt, det bedste, det smukkeste, om denne Sag kunde føres frem i enigt Samarbejde mellem Mænd og Kvinder, og vor vundne politiske Frihed aabner jo Muligheder for et saadant Samarbejde. Ingen skulde dette glæde mere end mig. Men selv om det skulde lykkes at forene Mænd og Kvinder i Samarbejde for denne Sags Løsning, maa vi dog fremdeles have Lov at kalde Barnet ved sit rette Navn. Thi selv om det efterhaanden vil blive anerkendt, at det er en Samfundssag, saa er det dog i den Forstand en Kvindesag, at den er født og fostret af Kvinder for Generationer tilbage, og det er Kvinder, - støttet af enkelte fremsynte Mænd, det glemmer vi saavist ikke - men det er Kvinder, der har banet den Vejen fremad mod Ligegyldighed og Modstand, og det bør derfor ikke undre eller irritere Mændene, at vi kalder den Kvindesagen. Det maa ikke opfattes saaledes, at vi dermed vil betegne et Modsætningsforhold, et Schisma mellem Mænd og Kvinder. Tværtimod, vi ser intet hellere, end at Mændene gør vor Sag til deres. Vi haaber paa, og vi ønsker Mændenes Støtte til vor Sags Gennemførelse, men vi føler os dog yderligere betryggede ved, at vi nu har Kvinder paa Rigsdagen, som vi stoler paa vil føre Kvindernes Sag frem og føre den saa dygtigt frem, at den vil sejre.
Kvindens Opgave i Fremtidens Politik er og bør være de samme som Mandens eller omvendt, intet Skel, ingen Afgrænsning til nogen af Siderne, men naturligt og rimeligt vil det dog være at vente, at det bliver Kvinderne, der fører an i det Arbejde, som endnu er tilbage, inden Kvindesagen er løst.
Mod Kvindesagens Maal gaar to parallelt løbende Veje, som det er Dansk Kvindesamfunds Opgave at føre Kvinderne ind paa; den ene Vej er en Pligternes Vej, den, anden en Rettighedernes; vi skal gøre vor Pligt og Kræve vor Ret som fuldmyndige Borgere. Men kun de færreste Kvinder er paa det rene med, hvad Pligten byder dem, og hvad Ret, der nægtes dem. Det er Dansk Kvindesamfunds Maal gennem et energisk og omfattende Oplysningsarbejde at udvikle og dygtiggøre Kvinderne til det Arbejde og det Ansvar, som følger med vore nye borgerlige Rettigheder, saaledes at det virkelig kan spores, at Kvinderne er kommet med, og jeg tror, man vil indrømme mig, at Kvinderne trænger til Hjælp og Støtte i denne Retning. Kvinderne trænger til at lære, at deres egne private Forhold, deres Arbejdsvilkaar, deres Hjems Trivsel, deres Børns Velfærd er uadskillelig knyttet til og afhængig af det fælles Hele, ingen kan isolere sig og sine og gøre dem uafhængig af Samfundsforholdene - forstaar Kvinderne først rigtig til Bunds dette, da vil deres Interesse af sig selv udvides til ogsaa at omfatte de forskellige sociale Problemer, der er oppe i Tiden. Det er Dansk Kvindesamfunds ene Formaal at lære Kvinderne dette - det andet - ikke mindre vigtige - Formaal er at lære Kvinderne at kræve deres Ret og at finde Midlerne til at gennemføre deres Krav.
Skanser er faldet, men mange staar endnu, forsvaret af Fordom og Tradition; Krav er gennemført, men mange afgørende er endnu uopfyldt; saa længe dette er Tilfældet maa Dansk Kvindesamfund leve, virke og vise Vejen fremad.
