Kvindesagskongressen i Paris.
(Sluttet.)
Af de mange Resolutioner, som vedtoges paa Kongressen, uddrages kun nogle faa:
Den første Dag behandledes blandt flere Emner det om Kvindens økonomiske Stilling. Der vedtoges følgende Beslutning: „Kvinderne forlanger fuldt ud de samme Rettigheder, som Mændene hidtil har haft Eneret paa. Lovgiverne opfordres til, til Lovene at føje Bestemmelser om lige Ret for Mænd og Kvinder. Mænd og Kvinder bør i alt have samme Betaling for samme Arbejde. Det er de offenlige Myndigheders Pligt i alle Lande at forberede Love i denne Retning.”
Den anden Dag var Fredssagen blandt de Emner, som forhandledes. Mdme Léonie Rouzade fremhævede, „at før Udviklingen af Videnskab, Industri og Handel kunde Krig være et nødvendigt Onde, men det var den ikke mere, det tilkommer Kvinderne at virke for Krigens Afskaffelse. Dette, Krigens Afskaffelse, var et stort og ædelt Middel til at faa indført den bedste sociale Organisation.” Man enedes om at vedtage: „at Kongressen udtaler det Ønske, at alle Kvinder forpligter sig til at opdrage deres Børn i Fredsidéerne, og at de af al Kraft gør det til en Samfundsopgave at faa indført Voldgift mellem Nationerne.”
Den tredje Dag forhandledes Prostitutionsspørgsmaalet. Der vedtoges en meget lang Resolution. I Slutningen hedder det: „at det bedste Middel til at formindske Prostitutionen er at give Arbejderskerne tilstrækkeligt Vederlag for deres Arbejde.”
En af de ledende Kvinder for Kvindebevægelsen i Paris, Mdme Maria Martin, Udgiver af Journal des Femmes, fremkommer i sidste Nummer af Bladet med sine Betragtninger over Kongressen, som kan være lærerige for os alle. Hun skriver: „De samlede Kvindeforeningers Kongres hører nu til Kendsgerningerne, den har været af glimrende Betydning for vor Sag. Vi befinder os endnu under Indflydelsen af de mange baade mandlige og kvindelige Taleres store Veltalenhed. Kongressen tilhører det forbigangne, men vi maa ikke stanse derved, Arbejdet trænger paa og tillader os ikke at stanse ved den gjorte Gerning; den byder os gaa fremad til ny Erobringer. Vi maa knytte de kvindelige Foreningers Baand endnu fastere, end det allerede er sket, da det blev os forundt, talrige som vi var, at tilbringe tre Dage sammen, som mere lignede en Familjefest end en offenlig Forsamling. Det var ikke et Teater, som vi var komne til for at høre smukke Talemaader, som vi ikke behøvede at tænke over, naar vi var komne hjem. Det var en Forening af
Arbejdere, som var komne sammen for at forhandle om de bedste Midler til Humanitetens Fremskridt. Det er os ikke tilladt at glemme det, som vi har hørt, det er som en Lektie, vi maa lære. Vor Tid og vor Møje med at faa os organiserede vilde være spildt, dersom vi ikke af Samarbejdet drog nyttige Lærdomme for Fremtiden. Mange iblandt os er alt Arbejdere, disse har af Kongressen faaet nyt Mod og friske Kræfter. Men de fleste nøjes med at indskrænke deres Virksomhed til en lille Kreds, de bilder sig ind at have gjort deres Pligt, hele deres Pligt, naar de har opfyldt deres Familjeforpligtelser, uden at huske paa den store menneskelige Familje, uden at tænke paa, at der kunde komme den Tid, da man behøvede dens broderlige Medfølelse. Til dem vil vi sige, at der er fuldt op af Arbejde. Marken er stor og enhver kan vælge efter sine Anlæg og sin Lyst. Der skal arbejdes til Kvinders og Børns Beskyttelse; der kan arbejdes ved Ordet, med Pennen eller med den fyldte Pengepung for vore borgerlige og politiske Rettigheder. Der er Arbejde for alle, baade for den tilbageholdne og den modige. Alles Arbejde er nødvendigt, og ingen af os har Ret til at sige til sin Nabo: „jeg har mere at gøre end du.” Mureren, som sætter Stenen til Bygningen, er lige saa uundværlig som Arkitekten, der lægger Grundplanen.”
Maatte disse vægtige Ord ikke lyde forgæves, heller ikke for danske Læsere!
