« Tilbage til søgeresultaterne
Mit første Møde med Ida Falbe-Hansen
Vi var en Flok ivrigt interesserede unge Kvinder, der mødtes en Gang imellem for at „diskutere". Vi kom fra meget forskellige Kredse; men alle var vi stærkt opfyldte af det nye, der brød frem herhjemme i Halvfjerserne; alle svor vi til den franske Revolutions store Løsen, men de fleste af os var uden virkelig social Forstaaelse, derimod stærkt literært interesserede, læsende med glubsk Iver Stuart Mill og engelsk, tysk og fransk Skønliteratur: Keats, Shelley, Rousseau, Madame de Staël, Chateaubriand, Goethe, St. Beuve, Voltaire etc. - alt imellem hinanden; alt, hvad der gennem Dr. Georg Brandes’ første Bøger aabnede os Vej ind til en ny Skønheds og Idéverden, som kun faa af os havde set Glimt af, og hvori ingen af os kendte Vej eller Sti - med en enkelt Undtagelse nær: en Dame, lidt ældre end vi andre, en fin, mørk Kvinde med tungsindige Øjne og en endnu sørgmodigere Stemme - hvis kloge, ironiske Ord havde helt anden Klang end vore. For selv om der var enkelte af os, der havde Mærker af at have været i Søren Kierkegaards Kløer, eller som havde været ude paa filosofiske eller historiske Strejftog, saa var vi alle alligevel saa uvidende, saa ungt „orthodokse" *: saa overbeviste om, at ét alene kunde være „Sandheden", og vi saa kun sort eller hvidt, men slet ingen Nuancer. Og alt, hvad der var „gammelt" var forældet og „udlevet"; derom var der Enighed over hele Linien - kort sagt: vi var endnu meget yngre i Sind end i Skind.
Saa var det, at Ida Falbe-Hansen dukkede op imellem os. Jeg véd ikke, om hun havde iagttaget os i al Stilfærdighed, før hun blandede sig i „Debatten"; jeg véd heller ikke mere, hvad det var, vi den Aften forhandlede. Men jeg husker saa tydelig hendes rolige, sikre Stemmes smukke Klang og den Maade, hvorpaa hun dengang og følgende Aftener, ofte under Spørgeform, vendte og drejede Sagerne og lod dem vise deres forskellige Sider, hvor vi kun saa én. Jeg husker hendes saglige Under-søgelse af fremsatte Meninger, og den sonderende Maade, hvorpaa hun gik til Bunds i Paastande, og undertiden ud fra bedre Viden, undertiden fra dybere levet Liv og rigere Erfaring, opløste Paastandene og lod dem forgaa i deres Ubegrundethed. Jeg husker ogsaa, hvorledes hun satte os til Vægs, ikke blot ved sin bedre Viden, men ved sin Evne til at faa os til at undersøge og tage op igen til Overvejelse, hvad vi havde gjort os færdige med i en Snup - eller i en Skønhedsbegejstring. Hun var den fødte Lærer; os overlegen, ikke alene i hendes Træning gennem systematisk Studium, men først og fremmest gennem Evnen til at opdage og lade os forstaa de svage Sider i vort Væsen og vor Viden, og især i hendes Evne til at skelne mellem tillært og personligt oplevet og tilegnet. Jeg husker en enkelt Lejlighed, hvor en historisk, middelalderlig Skikkelses helt usædvanlige Oplevelser kom paa Tale, og hvor hun brød igennem alle Forklaringer af, hvad hin Tids Mennesker „troede", og hvorledes vor Tids Mennesker „forklarede" Tingene, for at stille Spørgsmaalet om, hvad vi mente. Og da det, der taltes om, hverken lod sig forklare ad naturlig eller ad Bedragets Vej, var der maaske adskillige af os, der var saa heldige at opdage, at vi slet ingen personlig Mening havde om det, der disputeredes om. Og den Art Opdagelser er jo en meget heldig og uundværlig Betingelse for at skaffe sig en virkelig Overbevisning - hvis Sagen da har Værdi for en.
Senere lærte jeg Ida Falbe-Hansen at kende, og hun er en af dem, jeg skylder mest; tillige en af dem, det altid har været saa stor en Glæde at skylde meget. Jeg hørte engang en ung, anset Videnskabsmand sige, at han „aldrig var sammen med Frøken Falbe-Hansen, uden at han lærte noget." Det passer paa flere end ham.
Og det ejendommelige ved hende er, at hun slet ikke kan gøre for det. Det kommer af sig selv, uden at hun véd af det, uden at hun tilstræber det. - Hun maa give af sin Rigdom, som en Fugl maa synge, og som en Blomst maa folde sig ud. Men det forringer ikke vor Taknemmelighedsgæld - tværtimod!
Anna Brosbøll.
Kære Ida Falbe-Hansen!
Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse mindes i Dag i Ærbødighed og Taknemmelighed Deres store og omfattende Livsgerning; den var altid - i Samarbejdets Aar - som senere til lysende Hæder for Kvindesagen.
Paa Fællesstyrelsens Vegne
Julie Arenholt.
Formand.
