« Tilbage til søgeresultaterne

Et Ord med i Laget.

« Se emneord

Hvortil opfostrer vi vore Sønner?


Paa hvert Trin i Livet - fra Svøbet til „Trøjen” - varetages den største Omhu fra Forældres Side, dertil paases det af det offenlige, at de opvoksende Børns aandelige og legemlige Udvikling foregaar det videst mulige overensstemmende med Tidens og Sundhedens Krav.


Altsaa Formaalet for Hjemmene, Skolerne Landet over er - for den Unge - en sund Sjæl i et sundt Legeme - en kernefrisk, levedygtig Ungdom!


Hvortil bruger vi saa denne Ungdom, disse unge, spænstige Legemer, naar de fuldt udviklede staar i den kraftigste Vækst? - Vi bruger dem til at ødelægges, skamferes - lige saa systematisk som vi opklækkede dem!


Og det kaldes hele Verden over Fornuft. Forældre giver med Glæde deres Sønners unge Legemer til Køddyngen paa Valpladsen og regner det endog for en Ære, som vederfares disse og dem selv. Hustruen sin Mand, Jomfruen sin Bejler, Søsteren sin Broder - alle yder deres Bidrag af friskt varmt Hjerteblod - det kæreste, det dyreste - til Blodpølen, som skal flyde Evropa (Verden) over, kommer Timen!


Og hvorfor? fordi en af de faa Herskere, der er i Verden, enten ønsker en Stump Jord mere mod Syd, eller en anden maaske en Bid mere mod Nord, hvorefter dog ingen af Parterne er mere nøjede end før Blodbadet! man gyser i vort saakaldte civiliserede Aarhundrede ved at læse om Fakirernes Selvpinsler, forbiseende, at vi, alle de, som holder paa Krig, just selv er det 19de Aarhundredes Fakirer, og at alle vore nye og nyeste Opfindelser af Skyts og Mordredskaber ret beset jo kun er andre Former for Bibringelse af de flest mulige Masakrer og Pinsler til det største Antal af vore unge Elitefolk, de fejlfri Soldater, Slægtens Blomst! Var det endda de kasserede, dem, man mente uduelige, ubrugbare til andet i Livet, som man stillede foran Kanonerne i fornødent Fald; men nej, det viser sig, Kanonerne er mere kræsne end som saa, og kun hvad de forsmaar - de kasserede Elementer, de fejlfulde unge Mænd - de, som ikke var gode nok til at skydes ned (et Skud Krudt) beholder man omhyggeligt tilbage, de anses for gode nok til at fortsætte Slægten, samtidigt med, at man beklager dennes Degeneration, Tidens Mangel paa kraftigt, sundt Blod, og iøjnefaldende Savn af store Aander!


Man har for Øje at bevare den gode, fejlfri Hesterace i Landene trindt om, medens man kaster bort Rigernes gode fejlfri Ungdomsblomst - vore Sønner!


Ogsaa dette holdes for Fornuft. Moderen mister sin Søn, Hustruen sin Mand, Jomfruen sin Bejler, Søsteren sin Broder. For hver Mand, som falder, staar en Kvinde ene, som oftest flere - lad os mærke os dette, vi Kvinder, saa mange vi er af Mødre, Hustruer, Jomfruer og Søstre, og i samme Øjeblik vil vi, som én føle, at Fredssagen maa og skal blive en Sag, enhver Kvinde kalder sin Hjertesag, fordi hun har Forstand nok til at kunne se, at ellers vil det sent eller tidligt koste hendes Hjerteblod.



« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner