Arbejde, Adspredelse og Søvn.
(Efter Villkoren för menniskans helsa.)
I Naturen gives ingen Stilstand; alt er Liv og Bevægelse. Søvnen, ja Døden er jo, legemlig talt, kun en tilsyneladende Hvile, under hvilken den opmærksomme Forsker opdager et stille, men rastløst Arbejde. Naar nu alt i Naturen arbejder, skulde da ikke ogsaa Mennesket, Naturens ypperste Skabning, arbejde og derved prise sin Skaber? Jo, Naturens Lov er Lov ogsaa for ham, og jo mere han arbejder, desto lykkeligere vil han føle sig. Aarsagen til Arbejdets Velsignelse ligger just deri, at det er en nødvendig Naturlov. Uden Legemsbevægelse vilde Kroppen svinde ind, og uden Sjælsvirksomhed vilde Menneskene fordummes, ligne det tankeløse Dyr, der er tilfreds, naar det faar nok at spise og drikke, og faar sove i Fred. Det er saaledes ikke nok, at Menneskene arbejder med Kroppen, det gør ogsaa Dyrene, men Tanken, Intelligensen maa være med - den er Sjælen i Arbejdet, eller det, som giver Arbejdet dets rette Værd.
Den, som er frisk, og ikke arbejder - ikke gør nogen Nytte hverken med Aandens eller Haandens Kraft, han har ingen Tilfredsstillelse eller Glæde, han maa snarere betragtes som Samfundets Snyltegæst, og Samfundet har ingen Forpligtelser lige over for ham, uden den at lære ham Arbejdets Velsignelse at kende - , thi „i dit Ansigts Sved skal Du æde dit Brød.”
Hvad Slags Arbejde man udfører, betyder lidet. Den, som fører Ploven, og den, som øver sin Aand i Videnskabens og Sandhedens Tjeneste, kan tage hinanden i Haanden. Begge arbejder i Menneskelighedens Tjeneste, og det er Ærligheden og Alvoret i Arbejdet, som gør Manden. Den gamle, indgroede Fordom, at groft og simpelt Arbejde vanhædrer og ikke anstaar den, der ej for sit Udkommes Skyld behøver det, er heldigvis ved at gaa i sin Grav, og man indser nu, at ikke nogens Ære lider derved, at han er sin egen Tjener, og at den simpleste Arbejder er mere Ære værd end den fineste Lediggænger.
Bedst er det at holde sig til det Arbejde, man har lært og er vant til; en hurtig Forandring kan være skadelig for Helbredet, som f. Eks. naar en til legemligt Arbejde uvant Mand paatager sig et anstrængende saadant, kan han let paadrage sig Sygdom, lige som den kraftige Dagsarbejders Helbred lider, naar Omstændighederne sætter ham ud af Arbejde. Den, som har arbejdet sig varm og svedt, maa undgaa at staa stille i Kulde og Blæst og særlig er det forbundet med Fare at lægge sig paa Marken og sove, thi naar den ej er varm og tør, berøver den hurtigt Kroppen dens Varme, og livsfarlige Sygdomme kan opstaa. Saaledes har jeg kendt en Sømand, som overanstrængt af Arbejde lagde sig til at sove paa Dækket i vaade Klæder; da han vaagnede, var han lam i hele den Side, som han havde ligget paa, og han beholdt sit Onde, til han døde flere Aar derefter.
Man maa ej fordre strængt Arbejde af Børn og svage Personer, og den gamle maa erindre, at hans Kraft er borte, og at han ganske maa undgaa Anstrængelser. At gøre sig til af sin Styrke og unødigt bære de tungeste Byrder er Narrestreger, og straffes ofte med et ødelagt Helbred.
Den, som arbejder flittigt, trænger til Adspredelse og Hvile, men han maa undgaa letsindige Fornøjelser, der er Begyndelsen til alle Laster. Forandring af Sysselsættelse er den flittiges bedste Adspredelse. Saaledes Læsning, lærerig Samtale og lignende for Kroparbejderen og passende Legemsbevægelse for den stillesiddende.
For Ungdommen ere Vaabenøvelser, ikke for overdreven Sport, til stor Nytte. Sang, Musik, Lege og forfriskende Fornøjelser i fri Luft er velgørende for alle, men maa ej række for langt ud paa Aftenen, thi Natten er bestemt til Hvile og Søvn, uden hvilke ingen duer til fornyet Arbejde. Før og omkring Midnat er den bedste Tid for Søvnen. For at faa en behagelig og god Søvn er det af Vigtighed ej at spise for sent eller for meget til Aften, og at aftage alle i Dagens Løb benyttede Klæder, endog Linnedet, og tage nyt Linned paa, samt at Sengklæderne er rene og Kroppen renvasket.
