Jeg var tilfældig til Stede hos "Præstens"

en Dag, da en stedlig Kvinaeforening om jeg husker ret, blev der syt til Fattigbørn efter sin Tur og Orden holdt til der. Byens sidste store Nyhed var den nye Doktor, eller rettere den nye Doktorfrue. Rygtet havde her som alle Vegne haft Syvmilestøvler paa og havde bragt den betagende Meddelelse, at Doktorens Frue havde været Sangerinde, tænk: ligefrem Sangerinde, ja, det vil da sige, hun havde sunget paa Varietéteater, men smuk skulde hun være og munter. Nu var det store Spørgsmaal, hvordan man skulde forholde sig over for denne forhenværende Varietésangerinde; undgaa at mødes med hende var jo umuligt, men ligefrem invitere hende der var dog noget at betænke. Der opstod en lang og indgaaende Forhandling. Den lille rødmussede Præstekone udfoldede en ivrig om end noget tilsløret Defeesion for Doktorens Kone. Byfogdens mandfolkeagtigt udseende Frue snerrede formeligt, naar den nye Lærerinde paa Borgerskolen nu og da indskød en dristig Bemærkning, opmuntret af Præstens opmuntrende Nik. Tre bedagede Lærerinder, tidligere Guvernanter i adelige Familjer. pensionsnydende, gav afvekslende deres Bifald eller Mishag tilkende, alt som Talen lød fra Selskabet. Den gamle Distriktslæges unge Hustru sad med sit blege Ansigt og sine nærsynede Øjne helt nede i Sytøjet og arbejdede, som galdt det Livet. Paa en Gang sagde en ung Pige, der var i Besøg hos Præstens: „Jamen. Tante, saa Doktoren, hvad han, kan vi da være bekendte at omgaas ham; vi véd jo slet ikke, hvordan han har været, før han blev Doktor!” Jeg kom til at se op paa Præsten; han saa umaadelig fornøjet ud. „Doktoren,” sagde Byfogdens Kone og knejste i Sædet, „han er en Mand, og man spørger ikke, hvorledes en Mand har levet, naar han først indtager en agtet Stilling i Samfundet.” „Der gav Fruen Parolen med Hensyn til, hvad man har at sige om Deres Hr. Søn,” foer dét mig ulyksalige Menneske ud af Munden. Alles Blikke rettedes mod mig.

Præsten rejste sig.

„Hvor gaar du hen, kære Mand?" spurgte hans Kone.

„Jeg gaar at indbyde Doktoren og hans Hustru til min Fødselsdag i Morgen!” sagde Præsten.

„Tak skal du have!” udbrød Fruen og kyssede ham lige paa Munden.

Jeg bukkede for Selskabet og skyndte mig af Sted; Byfogdens Frue sendte mig et irriteret Blik; jeg fortrød næsten, hvad jeg havde sagt, men det fløj mig lige ud af Munden. „Stakkels Menneske med en saa grusom haard Moral mod Kvinder, stakkels Moder med en saadan Laban til Søn, skønt i en agtet Stilling” tænkte jeg, idet mit Blik strejfede den nye Lærerinde fra Borgerskolen, der sendte mig et saa interesseret lille Nik, saa jeg nogenlunde lettet forlod Kvindeforeningen og Præstegaarden.

Paa et senere Besøg i Byen hørte jeg, at Doktorens Frue ved sit naturlige Væsen og elskværdige Humør havde vundet mange Venner, især blandt „tarvelige Folk”, at Byfogdens Kone bestandig bevarede sin Fornemhed over for hende, og endelig, at Doktorens efter nogle Aars Forløb forlod Byen ikke uden Erkendtlighed for den rige Lejlighed, der var givet dem til paa nært Hold at gøre Bekendtskab med Spidsborgerligheden og den forlorne Dyd, der vogter andre og glemmer sine egne.