« Tilbage til søgeresultaterne
Til A. i Anledning af Thit Jensens Gerd
Det var med Forfærdelse, jeg læste Deres Anmeldelse. Bogen har tiltalt mig, saa Deres: „nu nøjes man med at forfærdes over Bøgens falske Etikette og dens Løsagtighed” rammer altsaa ogsaa mig, og jeg plejer dog ikke at synes om barnagtig blasfemiske Kristendomsbetragtninger eller Skildringer af en fordærvet Kvinde, i hvem intet stræber fremad. Nu har jeg læst Bogen paany og maa sige, at haardere, mere uforstaaende Kritik af en skønlitterær Bog har jeg aldrig læst. Ikke med et Ord faar man at vide, at Bogen skænker os en levende Skildring af, hvorledes en lille ensom Pigesjæl ad sine egne, ofte sære, men altid ærlige og menneskelige Veje kæmper for at finde Meningen med sit Menneskeliv, „jeg læser og læser og læser, søm skulde jeg igennem hele Verdens Læsning, før jeg selv kan komme opad og fremad” (S. 106). Bogen vrimler just af smukke, sande Træk om, hvorledes hun kæmper for at bevare sig selv, som da Faderen, trods hun har sagt ved Gud, ikke tror hende, og hendes Himmel styrter ned (S. 42) og Konfirmationsdagen (S. 62) og den gule Bog, som i Aaringer blev liggende paa Bunden af Kommodeskuffen, hun tager den aldrig, op fordi det er den slumrende Fjende (S. 57). Alt er hun parat til at ofre for at bevare sin Menneskesjæl, om det saa er det mest attraaede saadan en ung, varmblodig Natur ejer: sin Elskovslykke.
Deri ligger Bogens Ret til den maaske noget fordringsfulde Undertittel; der er noget nyt og lovende i den Sikkerhed, hvormed hun føler, hvad hun i Tide bør gøre.
