Væverstrejken i København.
Som bekendt er Væverfaget et af de Fag, hvor den kvindelige Arbejdskraft spiller en Hovedrolle, idet ca. 90 pCt. af de ved dette Fag beskæftigede Arbejdere er Kvinder. Det er desto værre ikke glædelige Forhold, disse Kvinder arbejder under. Livet i disse forpestede, af giftigt Farvestøv overfyldte Rum, burde vække Kvinderne til Eftertanke og gøre det til deres uafviselige Pligt, af al Kraft at protestere mod de Vilkaar, man byder vort Køn. Lad os ikke slaa os til Ro med, at vi selv er Medlem af en Fagforening, vi bør energisk søge at vække Veninders og Bekendtes Interesse, saaledes, at de ikke venter med at henvende sig til Organisationen, til Ulykken er kommen over dem, hvorimod de ved i Tide at støtte denne kan afværge Ulykken.
Den Fabrik, hvor der i Øjeblikket er Strejke, er imidlertid ikke nogen af disse store, oftere omtalte Fabriker, men en lille beskeden Fabrik, hvor Forholdene tidligere har været nogenlunde gode; men i dette Foraar er Forretningen bleven betydeligt udvidet, og samtidig skulde det være forbi med de gode Forhold. Der er saaledes anskaffet to ny Maskiner, hvorpaa Kæderne skæres og bommes; disse laver Stykkerne ca. 3 Alen længere end de tidligere har været. Der er i den Anledning gentagne Gange sket Henvendelse til Mesteren herom, men skønt man godt vidste, at Arbejdslønnen pr. Stykke var lavere her end de fleste andre Steder, fandt man dog ingen Anledning til at betale disse 3 Alen. Paa den Maade vilde hver Væver komme til at lave 30 à 40 Alen Tøj gratis hver Uge. Samtidig fandt man paa at indføre en ny Ordning med Hensyn til at hente Spoler; denne ny Ordning kan siges at være enestaaende i sin Slags, den sinker Arbejderne 30 - 45 Minuter hver Dag. At Arbejderne her i Stedet for som saa mange andre Steder, at faa deres Løn udbetalt om Fredagen maatte vente til henimod Kl. 7 Lørdag Aften, og at de ved at se ud af et Vindue idømmes l Kr. i Mulkt, er jo kun Smaating.
Alt dette i Forbindelse med en Del andre Chikanerier havde endelig sat Arbejderne i en misfornøjet Stemning; dertil kom, at der hidtil mellem Vævene har været anbragt et Brædt, hvorpaa Arbejderne dels kunde lægge deres færdige Væve, mens mulige Fejl istandsættes, dels kunde læne sig i mulige ledige Øjeblikke. Dette blev nu borttaget. Enhver, der har set et Væveri og véd, hvor trættende denne øredøvende Larm og evige Rysten virker, vil kunne forstaa, hvor nødvendig disse Brædder er. Saa blev Arbejderne endelig enige om at søge disse Forhold lidt forbedrede, og henvendte sig i den Anledning til Mesteren, der imidlertid ikke vilde tale med dem, men skyndte sig til Fabrikanten, som kort efter indfandt sig i Væveriet, hvor alle Væverne var samlede, og uden at vilde høre et Ord af, hvad Arbejderne ønskede, raabte, at de, der ikke var fornøjede, straks skulde forlade Fabriken. Da det altsaa viste sig umuligt at komme til at tale med Fabrikanten, kunde vi ikke andet end forlade Fabriken, hvilket vi alle paa én nær gjorde.
De Strejkendes Antal er 23, som nu har gaaet ledige siden 7de Juli. I Haab om at give andre Kvinder Forstaaelse af vor Sag, giver jeg denne Meddelelse til „Hvad vi vil”s Læsere.
En Væverske.
Indmeldelse i „De kvindelige Væveres Fagforening” modtages paa „De samlede Kvindeforeninger”s Kontor, Klosterstræde 22, hvor tillige Bidrag til de Strejkende modtages.