Hjertesuk fra Ægteskabets Verden.
(Nylænde.)
En Dag efter Middagen begynder jeg: „Du - hvis du kunde tage nogle Penge med dig i Aften, var det godt, for her var Regning paa den Rødvin, du véd, og jeg bad Drengen komme igen i Morgen. Desuden trænger jeg ogsaa til Penge til andre Ting.” - Han svarer nok saa venlig: „Ja, jeg skal se.” - Men om Aftenen gør han ingen Antydning til, at han har Penge til mig, og jeg øver mig i Taalmodighed og tænker, at jeg jo heller ikke behøver dem om Aftenen!
Men næste Morgen - da maa jeg til det: „Hvordan var det - tog du nogen Penge med til mig i Gaar.” - „Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg skal tage med i Dag. Hvor stor var den Regning, du talte om?” „Aa den.” sagde jeg skuffet - „den var paa 12 Kr.; men jeg venter snart flere Regninger, og saa er det saa kedeligt ikke at eje en Øre.” Og min Stemme blev næsten grædende. Jeg var fortvivlet over, at han kun tænkte paa at afspise mig i Henhold til den ene Regning. Desuden var det jo i Formiddag, jeg skulde haft Pengene. „Uf, de Penge! Hvor dejligt kunde det ikke være at lave, naar bare de Penge ikke var til.” sukkede jeg og lagde grædefærdig Ansigtet i Hænderne.
Han: „Kære, jeg har jo Penge paa Kontoret! Og naar vi har Penge, kan der vel ikke være Grund til at græde over, at der trænges til Penge, synes jeg.”
„Hvad i Alverden kan det hjælpe mig, at du har Penge paa Kontoret,” svarede jeg heftigt, „naar jeg ikke faar nogle af dem!”
„Meget sandt,” sagde han tørt, „du har altid været stærk i Logiken.” Og dermed tog han sine Sager, sagde Farvel og gik.
Der stod jeg! - Ikke et Kys til Farvel, kun de kolde bitre Ord fra begge Sider. - Men var det da ikke rimeligt, at jeg en Gang imellem blev utaalmodig over den Slags Scener? Og alligevel, hvor jeg angrede det! Kan nogen undres over, at jeg saa ønskede Alverdens Penge og Pengesnak der hen, hvor Peberet gror? til Bloksbjerg! til det aller grusomste Sibirien! - bare min Mand og jeg maatte slippe for at plages med det! Til Middag kom han dog sød og kærlig hjem til mig med mange Penge - hele 80 Kr. - og saa havde vi jo Solskin og fint Vejr, saa længe disse varede.
Men kan nogen i Grunden begribe, hvorfor to Mennesker, som holder saa meget af hinanden, skal gøre Livet saa besværligt for hinanden?
(Fortsættes.)
