Vokshjertet. En Kærlighedshistorie

Fru von Barovski lagde sin Haand paa den unge Piges Arm og sagde venligt:

„Kom op til mig i Morgen, Marysia; jeg vil takke dig for de smukke Blomster.”

Men Hr. Jan-Jozif von Barovski lod til at have faaet travlt; han var allerede gaaet to Skridt fremad og saa sig ikke mere tilbage, og da hans unge Hustru lagde atter sin Haand i hans Arm og sagde til ham:

„Hvor hun var smuk, denne Marysia, finder du ikke ogsaa det, min elskede?” - saa svarede han noget uforstaaeligt, og det var godt for ham, at hans Hustrus Opmærksomhed blev afledet fra ham ved alt det nye, der var at se.

Næste Dag mødte Marysia paa Slottet, som Herskerinden havde befalet hende. Fru von Barovski var meget venlig imod hende, spurgte hende ud om alle hendes Forhold og stak fra Tid til anden sin lille fine Næse ned i den foran hende staaende Blomsterbuket med et Ansigt, som havde hun ikke tænkt sig Muligheden af, at der kunde findes saa kostelig duftende Hyldeblomster her i denne Verden. Ogsaa Hr. Jan-Jozif von Barovski var til Stede ved Modtagelsen. Men han stod ved Vinduet og saa ud, som om der var noget særligt interessant at se. Ved Afskeden tog Fru von Barovski et simpelt Guldkors, som hun bar i en fin Kæde. og hængte det om Marysias Hals. Det skulde være hende en Erindring, sagde den unge Frue, og hun skulde altid bære det, thi det var indviet af Præstehaand og bevarede for alt ondt. Marysia kyssede først Kniplingsærmet paa Herskerindens hvide Morgenkjole og derpaa den fine Haand, som hun rakte hende, og saa forlod hun Slottet med bøjet Hoved. Hun følte sig saa underlig til Mode; hun mente, at der ikke i hele Verden kunde findes en mere elskelig og yndig Frue end Herskerinden. Hun vilde gaa igennem Ilden for hende. Hun kom ogsaa til at tænke paa, at det maatte være en stor Smærte for Fru von Barovski, hvis hendes Trolddom udøvede sin Virkning. Men saa løftede hun trodsig Hovedet og pressede Læberne fast imod hinanden - ham kunde hun ikke tilgive.

Men Hr. Jan-Jozif kyssede ømt sin unge Hustrus Haand, da hun spøgende bebrejdede ham, at han ikke havde haft et eneste venligt Ord til overs for Pigen. Han mente smilende, det gik ikke an, man gjorde Folket alt for meget godt, og hans lille Kone havde været saa venlig mod Marysia, at det havde været mere end tilstrækkeligt.

Men trods sit Smil var han slet ikke vel til Mode, og Fru von Barovski mærkede i Dag for første Gang, at hendes Jan-Jozifs Tanker var adspredte, at de ikke allesammen koncentrerede sig om hende.

(Fortsættes).