Hvor de maa skamme sig.
Lille Anna er Bypige hos Frk. Carlsen, som har en Modeforretning. Hele Byen kender lille Anna, og naar hun afleverer Damernes Hatte, vanker der milde Ord og pæne smaa Drikkepenge. Men lille Anna drikker ikke Pengene op; hun afleverer dem trofast til sin Moder, som er Enke. Lille Annas Moder bor i Baghuset til den Ejendom, hvor Frk. Carlsen har sin smukke Modeforretning til Gaden. Alle Byens fine Damer køber deres Hatte hos Frk. Carlsen, som hvert Aar tidlig paa Foraaret, mens Sneen endnu ligger i Præstens Have, gaar paa Forretningsrejse til Hovedstaden. Mens Frk. Carlsen er borte, passer lille Annas Moder Forretningen. Trygt kan hun overlades den, thi hun er net og proper og ærlig som Guld, og kniber det, kan hun pynte en Hat og sy en Sløjfe. Lille Anna glæder sig til Frk. Carlsen kommer hjem, thi hun tror bestemt, at hun ogsaa denne Gang har noget med hjem til hende. Lille Annas Haab skuffes ikke; nu har hun to Dukker, en ny og en gammel, og pæne kan de blive med alle de Klude og Baandender, der falder af i Forretningen. Lille Anna er lykkelig, hun tror paa Menneskene, og hun synes, de er alle saa gode. I Skolen er hun flink; da Præsten sidste Gang var der, klappede han hende paa Kinden og sagde: „Det er jo Frk. Carlsens lille Anna; glæder mig, min lille Pige, hører bestandig, Du er ærlig og sanddru!” Lille Anna tænkte over, hvad Præsten havde sagt, „Sanddru!” det Ord kendte hun ikke; hun spurgte Frk. Carlsen, hvad det var at være sanddru „Det er, saadan som Du er, lille Anna, altid at tale Sandhed!” - Lille Anna saa forundret op paa sin Frøken.
Det var saa tidt, naar der kom fine Damer i Butikken, at Frk. Carlsen lukkede Døren ind til Arbejdsstuen, naar lille Anna var derinde. En Dag kom lille Anna ude fra Byen ind i Butikken, da Præstens Frue stod og prøvede Hatte. „Kan Du gaa lidt over til din Moder, lille Anna” sagde Frøken Carlsen, „saa skal jeg kalde paa Dig siden!” Lille Anna gik, men hendes Moder var ikke hjemme; derfor gik hun atter ind til Frk. Carlsen gennem Køkkenet ind i Arbejdsstuen. Døren stod aaben til Butikken. Lille Anna gav sig til at ordne nogle Baand, der laa paa Bordet. Præstefruen stod endnu og prøvede Hatte foran Spejlet. Lille Anna ønskede, at Frk. Carlsen snart vilde komme ind; det varede saa længe. „Denne Hat synes jeg udmærket godt om, men det værste er, den er saa dyr. Min Mand sagde, jeg maatte faa en Hat til højst 6 Kr., men jeg skal sige Dem noget, lille Frk. Carlsen, hvordan vi bærer os ad; De er nok saa god kun at skrive Regningen paa 6 Kr. og sende den hen i Præstegaarden, lille Anna kan komme Kl. l, saa træffer hun min Mand. De 4 Kr. skal jeg nok betale, naar jeg faar mine Husholdningspenge den 1ste eller 2den i næste Maaned.”
Lille Anna tabte Saksen paa Gulvet inde i Arbejdsværelset. Frk. Carlsen gik hen og lukkede Døren i paa en bestemt og kort Maade. Lille Anna saa forskrækket op. „Ønsker Fruen at tage Hatten paa nu!” spurgte Modehandlerinden. „Nej Tak! lad lille Anna bringe den hen!
Da Kl. slog l, ringede lille Anna paa hos Præstens. Han lukkede hende selv op. „Nej se, det er jo lille Anna, hvad har Du, min lille Pige?” „Fruens ny Hat!” „Er der en Regning med,” spurgte Præsten, „det var jo 6 Kr., den skulde koste, ikke sandt?” Lille Anna svarede ikke; hun saa hurtig op paa Præsten; meget hastig søgte hun Regningen frem af Æsken og leverede Præsten den. „Hvorledes har din Moder det, mit Barn?” spurgte Præsten venligt, „det glæder mig at høre, at hun opdrager Dig saa godt; hold Dig bestandig til Sandheden, saa vil det gaa Dig vel. Se, her er de 6 Kr., er Regningen kvitteret? jo, og her har Du nogle Kirsebær, som Du kan spise!” Under denne Tale var Præsten gaaet ind i sit Studerekammer og atter vendt tilbage. I det samme kom Fruen ud „Aa, er det min ny Hat; ja, hvad synes Du om den, lille Mand. er den ikke smuk til Prisen?” Lille Anna var allerede langt ude paa Gaden. Kirsebærerne gav hun nogle Smaabørn, der sad paa en Trappesten. Men da hun kom hjem og afleverede den tomme Hatæske og de 6 Kr., da var det ikke det sædvanlige glade lille Ansigt, der smilede Frøkenen i Møde.
Frk. Carlsen saa paa lille Anna, og der gik et Drag af Smærte over hendes Ansigt. Men der fortælles, at hun siden den Tid hverken lukkede Døren eller sendte Anna bort, naar Fruerne i en halv fortrolig noget hviskende Tone bad kære Frk. Carlsen nok være saa god kun at sende Regning paa saa meget mindre, saa skulde Resten nok blive betalt til den og den Tid.
Men ufravigelig hændtes dette: Hver Gang sligt skete, naar lille Anna hørte paa det, saa hun paa Frk. Carlsen, og Frk. Carlsens smukke Mund krusedes af et fint lille Smil, som lille Anna tydede rigtigt, naar hun tænkte, at det betød: „Hvor Du maa skamme Dig!”
