« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Kvinders Adgang til Embeder.
Bladet var gaaet i Trykken, da 2. Behandling af denne Sag fandt Sted, og vi maa denne Gang nøjes med at give et kort Rids af Begivenhedernes Gang.
Lovforslaget har, som vi véd, i sin Helhed mødt Enighed, men saa har til Gengæld det enkelte Stridsspørgsmaal Kvinders Adgang til Præstembeder vakt en bitter Kamp.
Det blev en Begivenhed ved 2. Behandling at overvære Fru Elna Munchs Forsvar for den fulde Gennemførelse af Lovforslaget. Navnlig var hendes Indlæg i Debatten af en egen stolt Rejsning, sagligt, loyalt og overlegent. - Dagen var hendes.
Haardt gik hun det konservative Parti paa Klingen, og hendes: ,,Ak hvor forandret”, der gjaldt venstres forandrede Holdning, var let forklarligt. Venstres Fører, Hr. J. C. Christensen, hævdede et Særstandpunkt, der nærmede sig Højres.
De konservatives Ordfører, Professor Oscar Andersen fastholdt sit Synspunkt, at der med dette Lovforslag var sket et Indgreb paa det kirkelige Omraade, som slet ikke imødekommer noget kirkeligt Krav.
Denne sidste Paastand er mærkværdig flydende, rent bortset fra, at det vel ikke kan være Professorens Mening, at der først skal lovgives, naar der er Trang.
Gælder det ikke her, som i enhver Husholdning, at det er klogt at være fremsynet, eller er det at foretrække, som det er gaaet i Norge, hvor 30 Præsteembeder staar ledige af Mangel paa tilgang i det teknologiske Fakultet.
Det forekommer os, at ogsaa for en konservativ Tankegang maatte i dette Tilfælde, selv den Udvej i Tide at have øget Tilgangen med Kvinder, have været at foretrække for at lade Trangen blive overvældende.
Det fortælles, at da Josephine Butler i England paabegyndte sin store Kærlighedsgerning - hun er Forkæmperen i Arbejdet for at redde faldne Kvinder og imod Prostitutionen - kom hun til en Landsby, hvor hun skulde tale. Den unge Kapellan paa Stedet foreslog Sognepræsten, at han skulde indbyde hende til at bo i Præstegaarden, da der ikke var nogen Kro eller Hotel paa Stedet.
„Indlogere hende - det uanstændige Fruentimmer! Aldrig!” var Præstens Svar.
Det var let at gaa med i Flokken, da Josephine Butler nogle Aar senere stod ombølget af læg- og gejstlig Sympati. Men det er nedslaaende at se en saadan usikker Søgen inden for Kirken for dem, der gerne vil se den gaa foran og handle frit, om det skal være glemme, at nogle Lovforslag kom uheldigt frem, om det skal være opgive en Partipolitikers første Pligt at være af en anden Mening end Modstanderne.
Fremme i Tiden staar Tilladelsen til Kvinders Ordination og Adgang til Præsteembeder som Vejviserpæle, der skal passeres - Udviklingen fører den Vej forbi.
Skal det da været gaaet for Kirken, som for Erkebispen af Canterbury, der længst muligt var døv for Kvindernes Krav om Stemmeret, men da Øjeblikket kom, hvor „Folkemeningen,” som han sagde, „havde gennemgaaet en stor Forandring,” saa hentede Erkebispen gladelig med i Bagtroppen - at modsætte sig vilde være et ydmygende Nederlag.
I vore Øjne er det i en Sag som denne ikke mindre ydmygende at blive tvunget til at gaa frivilligt med, og det er hvad der i Tidens Løb vil ske for de konservative Partier og Kirken.
