« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelige Præster
Vi har gjort den Erfaring, at Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til Præsteembeder blandt vore Medlemmer ude i Kredsene har faaet en Aktualitet og Interesse, som ingen anden Sag. Der holdes Møder om det Spørgsmaal, og der sker stadig Henvendelse til Kontoret om at faa udpeget Mænd og Kvinder, der vil være villige til at rejse ud og tale om Sagen.
Dansk Kvindesamfund i Aalborg havde d. 15. Maj indbudt til et Møde, hvor Biskop Ludwigs indledede og D. K.s Formand Julie Arenholt, Folketingsmand Gerh. Nielsen og Aalborgkredsens Formand Petrea Holt m. fl. deltog i Diskussionen.
Aalborg Amtstidende bragte et Referat, hvoraf vi erfarer, at Biskoppen er af den Mening, at den Aktualitet, dette Spørgsmaal har faaet er ikke af den rette Slags - den rette er der først, naar en Menighed har udtrykt Ønsket om at faa en kvindelig Præst.
Paa den Maade vil der blive langt fra Ønske til Opfyldelse - hvis der først skal laves Lov om Sagen, naar Ønsket foreligger, og hvis der derefter skal gøres en teologisk Kandidat færdig til det Embede, hvor man ønsker den kvindelige Præst.
Man kan vel endogsaa gaa ud fra, at et saadant Ønske ikke let vil opstaa - det er ikke enhvers Sag at ønske ud i den blaa Luft.
Det udtalte Ønske, om at faa en kvindelig Præst vil først faa Kraft, naar vi har kvindelige Ansøgere til Præsteembederne, og disse naturligt og selvfølgeligt kommer med deres Ansøgning sammen med Mændene - da kan den kvindelige Ansøger i Kraft af sin Personlighed tænde Ønsket i en Menighed om at faa hende til Præst.
Biskop Ludwigs mener, at man ikke har Lov til at behandle Spørgsmaalet om kvindelige Præster i lige Række med Kvinders Besættelse af andre Embeder, det er en Sag, der hører til Kirkens indre Anliggender og disse maa ikke angribes ude fra.
Ja, det er en af de Indvendinger, der Gang paa Gang dukker frem. Principielt, siger Kirkens Mænd, har vi ikke noget imod at faa kvindelige Præster men – og saa kommer alle Indvendingerne - nogle underlig laadne Indvendinger; det er saa vanskeligt at faa fat i, hvad det egentlig er, der vil blive rent galt i Kirkens indre Anliggender, naar disse kvindelige Præster kommer til, som man principielt ikke har noget imod.
Der skal, siger Biskop L., for at Kvinder kan blive ordinerede, laves et nyt Ritual. Men ogsaa hvad den Hindring angaar er der jo peget paa Udveje, bl. a. af Elna Munch.
Biskoppens Hovedanke mod de kvindelige Præster er dog den, at han antager, at 90 pCt. af den danske Menighed er mod Indførelsen af kvindelige Præster. „Jeg er,” siger han, ganske overvældet af den Modstand Lovforslaget har mødt, mest hos kvindelige Medlemmer i Menigheden, en Modstand man skal være varlig med, fordelen har sin Oprindelse deri, at man ikke kan faa den til at passe med sin Bibelopfattelse.
Der er vel hertil at sige, at alt nyt i Verden har sine Modstandere mellem de halvfemsindstyve Procent, og saa er det ny endda godt stillet, hvis det ikke er værre - Reformatoren er altid en Ener og ny Reformer foretrækker altid de mange. Vi har allerede her i Bladet peget paa den Modstand, der ogsaa indenfor Kirken er blevet gjort mod Kvinder, der dog paa enkelte Punkter løste Samfundsopgaver, der fik vid Betydning og gav dem selv Samfundets og Kirkens Anerkendelse (Josephine Buller), og - hvordan saa de 90 pCt. paa Florence Nightingale, da hun rejste sit Storværk i Møde?
Biskoppen indrømmer dog ogsaa, at der er dem, der betragter Indførelsen af kvindelige Præster som en Vækkelse for Kirken til Liv af Døde - de maa, siger han, forsvare Sagen.
Det er vel desværre for stor Tillid disse velvillige har til Kvindernes Indsats. Der er ingen Grund til at tro, at den skal faa en pludselig og afgørende Betydning i det danske Menighedsliv; men bliver der nogle dygtige og nidkære kvindelige Præster, saa vil de sammem med de dygtige og nidkære mandlige Præster sikkert udfylde deres Plads saa godt som disse, og de vil kunne gøre et betydningsfuldt Arbejde.
Biskop Ludwigs siger, at vil nogen spørge ham, om hvad han venter af de kvindelige Præster, saa vil han svare, som da vi fik kvindelige Rigsdagsmedlemmer: „Jeg troede ikke, det blev værre end det var. Det er det jo heller ikke blevet....”
Mod dette negative og pessimistiske Syn, Biskoppen her lægger for Dagen, føler vi os fristet til at stille en anden kirkelig Mands Opfattelse.
Pastor Oscar Geismar ser heller ikke lyst paa, hvad der naas indenfor Kirken, men derom skriver han (Fyns Venstrebl): „Man skulde sandfærdigen tro, at Danmarks nuværende Præstestand var et Kuld af ypperlige Mænd, som med Rette kunde slaa sig for Brystet og sige: Vi gør den Gerning saa godt, som den kan gøres, og maaske har en og anden ogsaa Lyst til at tale saadan. En Statistik over Kirkens Befolkning Søndag efter Søndag skal dog snart faa slige Ord til at forstumme.... Lad os mande os op til at byde Kvinderne Velkommen som Arbejdsfæller. Ringere end vi kan de ikke godt blive.”
Biskop L. slutter sit Foredrag med at ønske at Sagen maa blive stillet i Bero, til en Menighed forlanger en kvindelig Præst, saa vil Love og det Hele ordne sig.
Det siger sig selv, at D. K.s Formand kraftigt imødegik dette Synspunkt. Hun begyndte med at sige at Biskoppens Foredrag var af den Art, at det var vanskeligt at finde de rette Angrebspunkter. Hun gjorde imidlertid først Front mod Biskoppens Henstilling om at stille Sagen i Bero, indtil man havde spurgt, hvad de danske Menigheder siger. „Jeg vil først vende Biskoppens Spørgsmaal om,” sagde Julie Arenholt, „og spørge: Hvad kan det skade, at vi nu faar en Lov, der giver Kvinder Ret til at blive Præster. Ingen har tænkt, at Kvinder skulde blive Præster uden efter Indstilling af Menighederne.” Hun betonede, at det var nu, hun ønskede Loven gennemført. Det vilde kun forkludre og forvikle Sagen, om det først skulde ske i det Øjeblik, da en bestemt
Person ønskede Ansættelse.
„Jeg tror,” fortsatte D. K.s Formand, „at der i mange Kvinder lever en Trang til at faa Lov at forkynde Guds Ord. Jeg forstaar ikke, at Kirken vil forhindre et eneste Menneske i at faa denne Trang opfyldt. Og hvorfor skal vi vente? Der vilde ikke være noget farligt i, om Danmark blev det første Land, der fik kvindelige Præster.
Men jeg indrømmer, at man skal være varsom, hvis der virkelig er en meget stor Del af Menigheden, der mener, at det strider mod Bibelens Ord, at Kvinder bliver Præster. Men saa bør man optage et Arbejde for at vise dem, at deres Mening er forkert.
Biskop Ludwigs raillerede over, at Kvinderne paa Rigsdagen var ualmindelig loyale Partifæller; det er vist saa som saa. Alle Partierne har Kvinder, der har gjort adskilligt Kvalm indenfor deres Parti. Heller ikke kan man sige, at Kvinderne har staaet fast paa deres eget i Rigsdagen. De to Lovforslag, der er fremsat i den senere Tid, er af stor Betydning, ikke alene for Kvinderne, men for det hele Samfund.
Jeg haaber, at mange Kvinder vil tro, at kvindelige Præster netop vil kunne bringe fornyet Liv indenfor Kirken. Og det forarger mig, at der er nogle, som mener, at Kvinder ikke bør være Præster.
Af Biskop L.s Svar fremgaar det, at Han frygter den Konflikt, som Lovens Vedtagelse nu vil kunne, skabe med Henblik paa de 200 Embeder, der besættes uden Indstilling - disse Embeder dukker stadig op som Trolden af Æsken.
Folketingsmand Gerh. Nielsen gav sit Indlæg i Debatten - han forstod slet ikke den rejste Modstand mod de kvindelige Præster, og han havde ingen Tro til, at 90 Procent af Kirkefolket skulde være blandt Modstanderne.
Julie Arenholt bebrejdede Kirken, at den stod paa Konservatismens Grund. „Det særlige, der er paa Færde,” sagde hun, „er vist det, at Konservatismen har saa stærk Rod indenfor Kirken.”
Hertil mente Biskop L., at i Spørgsmaal, hvor det drejer sig om Sæder, maa Kirken være konservativ, fordi den har de svage og brudte, som den skal værne, en ikke helt let forstaaelig Udtalelse i Forhold til den Sag, her forelaa. Derimod behøvede Kirken ikke at være konservativ i politisk og social Retning, og det har den heller ikke været i Danmark.
Man kan om dette Møde sige, at Indvendingerne mod de kvindelige Præster er de samme, som de har været fra første Dag, men man kan ikke sige, at de vinder ved at blive gentagede.